Det siges, at hvert menneske har sit eget soundtrack til deres liv. Forfatterne Suzanne Brøgger og Nick Hornby har skrevet om den slags. Men hvordan kan det være, at så mange mennesker har Joni Mitchell på deres soundtrack, og så mange lyttere føler, at hun synger til ingen andre end netop dem?
Den canadiskfødte sangerindes album ”Blue”, som er skabt for 50 år siden, har ændret manges liv. I en stor feature i The New York Times fortæller 25 musikere om mødet med Mitchells musik, og hvad det er, som gør den så speciel.
Countrymusikeren Rosanne Cash siger, at hun ikke var blevet musiker, havde det ikke været for ”Blue”. Hun hørte albummet som 16-årig og mærkede for første gang, hvad hun skulle med livet. At der var nogle ting, hun ikke kunne gå udenom. Hun opdagede, at en kvinde også kunne bliver musiker.
I samme artikel fortæller David Crosby, at Mitchell er bedre end alle de andre i deres generation (en 10 gange bedre musiker end Bob Dylan!), og at ”A Case of You” er ”en af de bedste sange, du nogensinde har hørt”. Og Graham Nash, som var Mitchells kæreste, mens hun arbejdede på sangene, som udkom, da de gik hver til sit, siger:
”It’s as if she tore her skin off and just released all her nerves into music.” (”Det er, som om hun rev sin hud af og bare udgav alle sine nerver som musik.”)
Det behøver man ikke at være mere end gennemsnitligt blåelskende for at forstå. Vi har alle været der, og vi kommer alle til at være ”blue” i livet igen.
Albummets titelnummer lyder netop som en meget blå godnatvise, man har lyst til at lytte til længere, end man kan holde sig vågen.
Man kunne tage sang efter sang og gå i dybden med hver enkelt. ”Blue” er mørk poesi, rig melankoli. Depression, siger nogle. Andre hører kun masser af håb.
Det er, som om Mitchell går ind i intellektet og følelserne på samme tid.
Jeg har ikke mødt mange mennesker, som ikke finder et eller andet hos hende. Fans af jazz og de, som sværger til pop/rock forenes omkring hendes musik.
Sangene rummer mange modsætninger og livsbekræftende udsagn om at elske, at være nogens, at være til stede her og nu. Og at man kan være blå sammen.
Mitchell skrev de fleste af sangene på en mobil, tre-strenget dulcimer, mens hun rejste rundt i landet.
Det er et meget simpelt instrument, og enkelheden med to-tre instrumenter og lidt percussion fremhæver hendes stemme.
James Taylor spiller guitar på fire af albummets sange. Guitarens klang er sært lys, næsten blottet for baslyd. Hører man bare et brudstykke af en sang, ved man, den er fra ”Blue”. Prøv med ”A Case of You,” ”Carey,” ”California” og ”All I Want.”
Hun producerede albummet selv. Ret usædvanligt, for dengang var der ikke mange kvinder, der producerede deres egen musik.
Mitchell var frontkvinde på mange måder. Hun blev født Roberta Joan Anderson og voksede op i Saskatoon, Saskatchewan. Altid været en musikernes musiker; højt respekteret af kolleger.
Mitchell er ikke entertainer. Hun kan finde på at gå af scenen uden videre. Handler det om hendes egen egoisme og narcissisme? Er det dyb kunstnerisk integritet, hvis hun forlader scenen, fordi hun ikke er i humør, eller ignorerer hun det publikum, som elsker hendes sange?
Der er noget på spil, også for lytteren, der sætter et album af Joni Mitchell på.
Det særlige er, at Mitchell er maler, komponist og digter.
Hun arrangerer ord og lyd i gennemførte arrangementer, og hendes skæve populærmusik har en umiddelbarhed over sig, en folkemusikalsk nerve, som minder om en indiemusikers.
Hun kan svinge et sted mellem imagistisk Ezra Pound-poesi og moderne indiekunst. Hun ville være en god trommeslager, fordi hun har så meget styr på det rytmiske og hele tiden er optaget af at skabe variation.
Tristesse og glæde kan bytte plads i løbet af en enkelt sanglinje, i en enkelt vejrtrækning.
Nogle gange er det svært at tyde, om Mitchell spiller dur eller mol, fordi tertsen er udeladt. Og hun ville aldrig stille sig tilfreds med en bassist, der bare lagde en bund – bassen er en del af melodien. I hendes sange synger instrumenterne også . Hendes samarbejde på ”Both Sides Now” (1999) med saxofonisten og komponisten Wayne Shorter beviser det til fulde. Også derfor er hendes samarbejde med jazzbassisten Jaco Pastorius så vigtigt. Bassen supplerer hendes vokal, som spænder meget vidt, og oktavspring er ikke usædvanlige.
Der går i øvrigt en lige linje til vokalister og store stemningsskabere som Tori Amos, Rickie Lee Jones og Kate Bush.
I julesangen ”River” på ”Blue”-albummet synger hun om rige hippier. Rig blev hun også selv, men Mitchell er aldrig holdt op med at være cool. Og hun er her stadig og går i Issey Miyake-tøj. Ligesom hendes musik er soundtrack til menneskers liv i Bombay og Billund.
Musik er den kunstart, som direkte taler til sjælen. Den eksisterer alene i tid.
Vores høresystem, vores nervesystem, er i særlig grad stillet ind på musik. Selvom vi ifølge hjerneforskeren Oliver Sacks ikke ved, hvorvidt det skyldes egenskaber i musikken selv, bliver meget af det, som vi lytter til i en ung alder, lagret i hjernen for resten af livet. Det er meget underligt. Ligesom ”The Last Time I Saw Richard” er en meget underlig sang, der undviger en almindelig vers-omkvæd-struktur. Ligesom sangene på ”Blue” ikke slipper ens ører, når de først har sat sig.
Denne artikel er skrevet på et hotelværelse med direkte udsigt til vandet i verdens dybeste swimmingpool uden for Warszawa.
Mens jeg igen lytter til Mitchells ”Blue”, tænker jeg, hvornår livet føles mest levende. Er der noget i Joni Mitchells musik, som skaber sådanne momenter? Fornemmelsen af, at man ikke har været mere levende?
”Blue” blev skabt for et halvt århundrede siden. Lige siden har den boet i mange folks hjerner. Uden at miste noget i coolness. ”Blue” tåler mange gennemlytninger endnu.