Det var februar 1967, da en kortege af biler kørte op foran Franz Stangls hus på Rua Frei Gaspar i den pæne bydel Brooklin i den brasilianske storby Sao Paolo. Stangl sad netop i sin bil med sin datter, da politifolkene trak ham ud af bilen og lagde ham i håndjern. De brasilianske myndigheder havde pågrebet en af Nazitysklands værste forbrydere.
Han var flygtet kort tid efter krigen. Først til Damaskus og siden til Brasilien. Og Stangl havde grund til at flygte, for han havde meget på samvittigheden. Han havde ikke blot været central i regimets såkaldte eutanasi-program, han havde også stået i spidsen for koncentrationslejrene Sobibor og Treblinka. Nu skulle han stilles til ansvar.
Forfatteren Anders Otte Stensager, hvis speciale er holocaust-arkæologi, har i en række bøger skildret holocaust og nazismens forbrydelser med udgangspunkt i konkrete menneskeskæbner. Dette er også fokuspunktet i hans seneste bog, ”Franz Stangl – Fra eutanasi til jødeudryddelse”, som ud over at give et næsten uhyggeligt nøgternt billede af gerningsmanden Stangl og de personer, han havde omkring sig, minutiøst optegner udryddelsens finmekanik.
Franz Stangl havde været politimand i Østrig. Fra et tidligt tidspunkt havde han været medlem af nationalistiske organisationer, og selvom en af hans opgaver i politiet havde været indsatsen mod de østrigske nazister, havde han ikke vanskeligt ved at omstille sig, da Tyskland slugte Østrig i 1938.
Det var hans personlige ambitioner, der drev ham ind i det nationalsocialistiske udryddelsesapparat. Han blev en del af den hemmelige organisation T4, der varetog regimets systematiske udryddelse af det, de anså for ”mindreværdige”, folk med arvelige sygdomme, udviklingshæmmede og psykisk syge, hvis tilstedeværelse ville forurene det tyske folkelegeme. Racehygiejne var mere udbredt i datiden, end vi synes om at huske. Også herhjemme. Men Tyskland og T4 gik flere skridt videre ved at forsøge en systematisk udryddelse af de mindreværdige. Programmet var så kontroversielt, at det også i Tyskland måtte holdes hemmeligt.
Franz Stangl fik en rolle i ledelsen af institutionen Hartheim, som foretog det, der i regimets terminologi blev kaldt ”nådesdrab uden for lovens rammer”. Mere end 70.000 patienter blev likvideret i eutanasi-programmets løbetid.
Det var vanskeligt at holde hemmeligt. Pårørende begyndte at undre sig over, hvorfor de aldrig hørte fra familiemedlemmer. Strømmen af bortforklarende trøstebreve steg. De, der boede i nærheden af institutioner som Hartheim, kunne berette om mærkelig røg fra krematoriet. Både katolske og protestantiske kirkesamfund sendte overraskende klare og åbenmundede protestskrivelser til indenrigsministeriet.
Protesterne havde virkning, og fra 1941 begyndte en nedlukning af programmet.
Villige og kapable folk som Stangl var der dog stadig brug for. En stor del af personalet fra eutanasiprogrammet blev overført til arbejdet med udryddelsen af Europas jøder.
Stangl selv blev snart leder af udryddelseslejren Sobibor. Han havde forinden haft lejlighed til at snuse til sin kommende metier ved et besøg i udryddelseslejren Belzec, hvorom han senere berettede: ”Lugten, åh Gud, lugten. Den var alle vegne… Gruberne… var fulde. Ikke hundreder, tusinder af kroppe.”
Skønt dette syn åbenbart fremkaldte en vis væmmelse hos Stangl, overtog han efterfølgende ledelsen af Sobibor, hvor han arbejde med at optimere drabsprocessen.
Stangl holdt sig tilsyneladende på afstand af massemordene i deres beskidte materialitet. Man får det indtryk, at holocaust for mennesker som Stangl først og fremmest var en teknisk og logistisk udfordring. Og Stangl var god til sin opgave: at få tingene til at glide. Så meget, at han siden blev overført til udryddelseslejren Treblinka, som var præget af voldsomt kaos. Der var ankommet så mange fanger, at lejren ikke kunne følge med.
Stangl beskrev sin ankomst til Treblinka: ”Der herskede frygtelige tilstande. På banestrækningen fra stationen… og helt ind i lejren lå der til højre og venstre lig, der havde ligget der i flere dage og var gået i forrådnelse.” Frygtelige tilstande, men for Stangl måske mest fordi de viste et udryddelsesmaskineri, der var gået i stå. Det fik han rettet op på. Da Stangl fratrådte i 1943 havde Treblinka udryddet omtrent 900.000 mennesker.
Anders Otte Stensager skildrer meget detaljeret, men sjældent alt for udpenslende hvordan udryddelsesmaskineriet virkede, og hvordan det blev effektiviseret. Ligeledes leverer han en interessant serie af portrætter af de folk, som betjente dette maskineri. Der var en del sadister imellem, men man sidder alligevel tilbage med det indtryk, som også filosoffen Zygmunt Baumann pointerede i sit klassiske værk ”Modernitet og Holocaust”, nemlig at det hele var meget upersonligt. Det var bureaukraternes massemord.
Dette fik også betydning for det faktum, at ingen rigtig følte sig ansvarlig for det, der var sket. Beslutningerne var altid truffet andre steder. Stensager afdækker også meget udførligt de modstridende forklaringer, som Stangl og andre efterfølgende gav. Bogen er i vidt omfang en optrevling af gerningsmændenes forsøg på at dække sig ind. Det er en uhyre grundig fremstilling. Nogle steder bliver der af samme grund læsset lidt vældigt på med detaljerne.
Samtidig er netop detaljerigdommen og den minutiøse dokumentation en af bogens afgørende kvaliteter.