I Graham Greenes ”Altings hjerte” fra 1948 må den stakkels politichef Scobie høre på et utal af grove dumheder fra de to kvinder, han elsker af medlidenhed. Måske den mest uværdige falder, da elskerinden Helen anklager ham for at holde mere af sit arbejde end af hende:
”Banaliteten i denne sætning, der måtte forekomme i et utal af dårlige romaner, fik ham til at krympe sig.”
Scobie ryster dog provokationen af sig og svarer i stedet bekræftende, at det naturligvis er tilfældet, men at han alligevel ville opgive sit arbejde for hende, ”velsagtens fordi du er et menneske. Nogen elsker måske en hund højere end alt andet i verden, men derfor ville de jo ikke køre selv et fremmed barn ned for at redde den”.
Ulastelig, dogmatisk logik, overvældende komik, ond sarkasme: Graham Greene igen på dansk.
Scobie er politichef i britiske besiddelser i Vestafrika under Anden Verdenskrig. Han har ikke noget imod klimaet og er så glad for sit arbejde, at han frygter pensionen: ”Intet kontor overhovedet – et hjem for to indtil døden.”
Man fornemmer nok, at det ikke er kærlighed af den sunde slags, der trives mellem Scobie og hans kone Louise. Hun mener da også, at livet i Vestafrika er utåleligt – måske især fordi alle andre hvide i byen finder hende uudholdelig. Deres datter døde som syvårig, men de forsøger at fortsætte deres liv i Afrika. Som med den senere elskerinde Helen, således også med Louise: Scobie har medlidenhed med hende.
Alligevel håber han at erfare sand kærlighed med Helen, efter at Louise er rejst til Sydafrika. Men det ender igen i foragt:
”Medlidenheden ulmede som forfaldet i hans hjerte. Han ville aldre slippe af med den. Han vidste af erfaring, hvordan lidenskaben døde hen, og kærligheden blegnede.”
Scobie har lånt penge af den fedladne, syriske diamantsmugler Yusef for at kunne sende sin kone til Sydafrika, og dermed er det tragiske fejlgreb foretaget. Scobie begynder som en god katolik i den forstand, at verdslig tro og kristen er sammenflydende: Han stoler på en portugisisk kaptajn, for ”selv i krigstid må man sommetider give sig selv lov til at tro, så evnen ikke sygner hen”.
Det samme gælder freden. Scobie holder af sit arbejde, ikke kun for at slippe for konen, men også fordi arbejdet giver ham ro: ”For ham var fred det smukkeste ord i sproget: Min fred giver jeg eder, og min fred bliver hos eder: O du Guds lam, som bærer alle verdens synder, skænk os din fred,” som han tænker. Fra hverdagens ro til troens fred i naturlig overgang.
Efter Scobies tragiske fejlgreb og hans utroskab er det netop disse to områders falden fra hinanden, der gør livet til et dagklart helvede og udgør den psykologiske fremdrift i plottet. Medlidenhed fører jo også til forfald. I det ydre ses det i, at katolikken Scobie ikke tør gå til skrifte, fordi han ikke ærligt fortryder. Virkeligheden har stadig et ”skær af evighed over sig”, men nu ”som møblement i Helvede”. Jordisk kærlighed er heller ikke længere en spejling af Guds kærlighed. Den jordiske kærlighed ”havde frarøvet ham kærligheden til evigheden”. Og det går jo ikke.
Ligesom med Evelyn Waughs næsten samtidige ”Gensyn med Brideshead” fra 1945 kan de uvidende eller de demagogiske påstå, at der i den slags tragedier kun er tale om kritik af katolicismen, men det er ikke tilfældet. Medlidenhed er i romanen tydeligvis ikke det samme som næstekærlighed, og ”Altings hjerte” dyrker ikke dæmonien i frafaldet. For, som det hedder lige efter beskrivelsen af, at den kødelige kærlighed har frarøvet ulykkelige Scobie den evige: ”Det nyttede ikke at bilde sig ind, som en ung mand måske ville gøre, at det er prisen værd.”
Et af denne romans mesterlige træk består i formsprogets eskalering i samme tempo som den tragiske opløsning. Scobie mærker ved nadveren ”evighedsdommens fade, papiragtige smag på tungen”. Han længes efter at have ”det samme selv”, som han har optegnet i 15 års dagbøger, hvor han for det meste blot registrerer dagens temperatur. I stedet er han blevet en ”flækket støbeform”. Og sådan trykker det i en beklumret luft af vild ordkunst og undergang blandt spioner, diamantsmuglere, sladretasker, myg og præster, der har givet op.
Det ligner endnu en rigtig udvikling i Turbines klassikerserie, og der annonceres flere Greene-oversættelser. Denne balancerer for ofte på grænsen til anglicisme, eksempelvis når den afrikanske ”bush” bliver til ”busken”, når man ”tænker” noget på dansk i stedet for at mene eller tro det, blot fordi der står ”think” og så fremdeles.
Det risikerer at forarme det danske sprog, hvis det får lov at gribe om sig, men ordkunsten og dialogen skal nok stadig få læseren til at svede. Og som Scobie bemærker:
”Man kan ikke altid være klog, Yusef. Så ville man dø af væmmelse.”