Forfatter Karima Bouylud: Vi må gå tilbage og se dem i øjnene, vi svigtede

Dansk-marokkanske Karima Bouylud blev giftet bort, brød ud af et voldeligt ægteskab, efterlod sine børn og blev selv forladt. I sin debutroman fortæller hun sin historie – og tilgiver sin mor for selv at kunne søge om tilgivelse hos sin datter

Meget i Karima Bouyluds fortælling handler om svigt og skyld – den skyld, man tager på sig, flygter fra, og den man pålægger andre. Og om den skade, som vi, selv med gode intentioner, kan gøre mod dem, vi elsker. Med sin roman, "I kærlighedens navn", tager hun forsoningens opgave på sig.
Meget i Karima Bouyluds fortælling handler om svigt og skyld – den skyld, man tager på sig, flygter fra, og den man pålægger andre. Og om den skade, som vi, selv med gode intentioner, kan gøre mod dem, vi elsker. Med sin roman, "I kærlighedens navn", tager hun forsoningens opgave på sig. . Foto: Mara Schmidt.

Karima Bouyluds mor ville ikke have romanen udgivet. For man lufter ikke sit beskidte vasketøj, måtte datteren forstå. Og hun skulle i hvert fald ikke udstilles eller skældes ud i nogen bog – hun mente ikke, hun havde gjort noget galt. Derfor husker Karima Bouylud tydeligt den eftermiddag, moderen rejste sig midt i deres samtale og forlod værelset – hendes datter skulle ikke se hende græde. “Da hun kommer tilbage, kigger hun på mig og siger: ‘Det har aldrig været min mening at gøre dig ondt’.”

Ordene er vigtige i denne fortælling om, hvordan man, selv i kærlighedens navn, kan gøre det forkerte mod dem, man elsker.

Trods moderens modvilje udkom romanen med titlen ”I kærlighedens navn”, som den 45-årige debutantforfatter fortæller om på Café Sirius et stenkast fra hendes hjem i Københavns Nordvestkvarter. For nogle år siden ville både bogudgivelsen og dette interview have været utænkelige, for dengang talte Karima Bouylud ikke om sin fortid med nogen.

“Jeg har altid skammet mig over min egen historie,” siger hun og begynder at fortælle.

Karima Bouylud er født og opvokset i Danmark med sine søstre og sine marokkanske forældre. Forældrene, der migrerede til Danmark i 1960’erne, havde svært ved at falde til i det nye land. Barnet Karima var derimod draget af det danske. Hun ville gerne med til høstfest, lejrskoler og fejringer af danske højtider. Som teenager ville hun gå i hullede jeans, klippe sit lange hår kort og drømte om at blive billedkunstner. Da moderen på et tidspunkt fandt datterens for hende at se ugudelige tegninger af nøgne kroppe i bevægelse, rev hun dem i stykker i afmagt. I deres datter så forældrene noget uregerligt og farligt. Da hun fyldte 18 år, rejste familien til Marokko og giftede hende bort til en fremmed mand. Det var forældrenes håb, at det arrangerede ægteskab ville “redde datteren fra sig selv.”

“Kærligheden vil vokse frem med tiden”, får den unge Karima Bouylud at vide. Men hendes nye mand slår sin hustru med ord og hænder. Hvert minut, de er intime sammen, føles som et overgreb. Karima Bouylud bliver ”fysisk syg” af ægteskabet. Men selvom moderen er vidne til sin datters ulykke, overtaler hun hende til at blive hos ægtemanden og de to små børn, de har fået sammen. Da Karima Bouylud endelig går fra ham, tager hun, hvad hun på det tidspunkt ser som den bedste udvej i en umulig situation: Hun efterlader parrets nu fem-årige datter og et år yngre søn hos sine forældre. Selv er hun for vred på sin mor og far til at flytte hjem til dem. Og for ødelagt af det voldelige ægteskab til at kunne være en ordentlig mor.

I stedet begynder hun en destruktiv nomadetilværelse. Hun overnatter på veninders sofaer. Sover dagene væk og lever i byen om natten. Sin kontanthjælp bruger hun på alkohol i et forsøg på at drikke sig væk. Fra vreden, skammen og selvhadet. Som tiden går, får hun kun sværere ved at se sine børn i øjnene, og der går lang tid mellem gensynene. En dag, på bunden af derouten, sluger hun et glas piller for at ende det hele.

At hun ikke dør, bliver vendepunktet.

“Jeg ser det som at være blevet givet en chance,” siger Karima Bouylud. “Og jeg tager den.” Hun beslutter sig for at finde sit eget sted i stedet for at strejfe om som en nomade. Hun skaffer sig et arbejde, så hun får noget at stå op til. Hun arbejder sig hen mod en fremtid, hvor hun og hendes børn kan være sammen, blive en familie. Og cirka to år efter selvmordsforsøget, syv år efter at hun forlod dem, flytter den nu 11-årige søn og 12-årige datter ind hos deres mor og hendes nye kæreste. For ja, på vejen finder Karima Bouylud også kærligheden i en mand, hun selv har mødt og valgt.

Historien er på sin vis en arketypisk fortælling om en antihelts nedtur og forfald, et vendepunkt, en indædt kamp og en genoprejsning. Derfor gør grundstoffet i Karima Bouyluds liv sig da også overbevisende som medrivende skæbnedrama. Men forløsningen i virkelighedens fortælling udebliver.

“Jeg trækker mine børn væk fra deres trygge base, mine forældres hjem, fordi jeg selv er parat til at lege far, mor og børn. Det var naivt at tro, at så var alt bare lykke.”

Der er mørke ting fra fortiden, Karima Bouylud ikke kan se i øjnene. Og i stedet for at tale med sine børn om det svigt, de har lidt, vil hun helst selv se fremad – i håbet om, at den “ked-af-det-hed” vil gå væk med tiden. ”Det kommer som et chok for mig, da min datter en dag ikke vil bo hos mig længere,” fortæller hun.

Det er her “I kærlighedens navn” begynder. Hovedkarakteren Nadia, Karima Bouyluds alter ego, bliver tilkaldt af kommunen, fordi datteren Miriam har skåret i sig selv. Og hun vil anbringes. Herfra lukkes vi gradvist ind i en række af tunge tematikker: psykisk sygdom, alkohol- og stofmisbrug, tvangsægteskab og selvskade. Og vi følger moderen Nadia, der desperat forsøger at finde vej i en håbløs, næsten kafka’sk labyrint af et anbringelsessystem. Hun forsøger at nå ind til sin datter. Det samme gør læseren. Gåden, man søger svar på, er: Hvorfor gør Miriam, som hun gør?

Som den konfliktsky hovedperson i romanen har også Karima Bouylud forsøgt at flygte fra fortiden – og er blevet indhentet af den. Skulle de blive en familie igen, måtte Karima Bouylud forholde sig til, at hun havde forladt sine børn, da de var små. Og gå ind i den smerte, det havde været for dem. “I kærlighedens navn” er et produkt af lange, forsigtige samtaler og flere års erkendelsesarbejde mellem hende, moderen og datteren.

“Jeg plejede at skrive dagbog. Men det her kunne jeg ikke skrive dagbog om,” siger hun – for det gjorde for ondt at læse på sort og hvidt, at hun havde fejlet som mor. Men gennem fiktionsformen fandt hun en måde at gå ind i det svære. Hun skrev familiefortællingen om Nadia, Mimount og Miriam. I begyndelsen var det ikke med henblik på nogen udgivelse, men i et forsøg på at forstå. Derfor oplever man i romanen forløbet fra hver deres synsvinkel.

“Jeg har vitterligt haft brug for at komme helt ind i hovederne på min mor og datter. Sætte mig i deres sted og forsøge at nå ind til kernen af, hvorfor vi handlede, som vi gjorde.”

De tre små svaler i nakken fik Karima Bouylud tatoveret sammen med sin datter, der har en magen til. ”Vi er forbundne, på godt og ondt,” konstaterer debutantforfatteren, hvis selvbiografiske familiefortælling, ”I kærlighedens navn” netop er udkommet.
De tre små svaler i nakken fik Karima Bouylud tatoveret sammen med sin datter, der har en magen til. ”Vi er forbundne, på godt og ondt,” konstaterer debutantforfatteren, hvis selvbiografiske familiefortælling, ”I kærlighedens navn” netop er udkommet. Foto: Mara Schmidt

Karima Bouylud fastslår, at selvom bogen er inspireret af hendes egen familiehistorie, er det en roman. “I kærlighedens navn” er således seneste skud på stammen af litterære værker, hvori forfattere skriver om eget liv i fiktionaliseret form. Af andre kan nævnes Leonora Christina Skov, Jesper Stein og Thomas Korsgaard. Genren, som anmeldere og kulturjournalister ynder at kalde “autofiktion”, åbner for diskussionen om, hvilket moralsk ansvar man som forfatter har, når man skildrer personer fra det virkelige liv under roman-mærkatet.

Det spørgsmål har Karima Bouylud også skullet forholde sig til. Til allersidst i bogen, ved historiens klimaks, samles den udvidede familie til en bryllupsfest. I kølvandet på en afgørende konfrontation mellem Nadia og hendes voldelige eksmand, Miriams far, genoplever datteren Miriam et indtil nu fortrængt minde. I et erindringsglimt, der knap krystalliserer sig, før det igen forsvinder, antydes det, at et nært familiemedlem har forgrebet sig på hende, da hun var barn. Erindringen fylder knap ti linjer i den 329 siders lange fortælling. I Weekendavisens anmeldelse af bogen skriver anmelderen, at det ikke er i orden at insinuere en så alvorlig forbrydelse uden at afklare, om der her er tale om virkelighed eller fiktion.

Hvad siger Karima Bouylud selv til den kritik?

“Jeg har det sådan: Man kunne have spurgt mig direkte, om det er sket eller ej. Men jeg er ikke blevet spurgt, og derfor har jeg ikke talt om det.”

“Men det er sket i virkeligheden, desværre,” siger Karima Bouylud så. “Sagen er, at jeg har følt, det var min datters, ikke min, historie at fortælle.”

Datteren holdt overgrebet hemmeligt i mange år, siden fortrængte hun det helt. Først for nylig, da en lavine af minder under en samtale med hendes psykolog væltede ned over hende i en alder af 23 år, fik hun modet til at fortælle sin mor om overgrebet. For Karima Bouylud fik det nogle brikker til at falde på plads. Dybden af datterens vrede, den selvskadende adfærd. Og måske det også kan forklare, hvorfor Sara havde så meget vanskeligere ved at tilgive sin mor end lillebroderen havde. For Sara var allermest vred over, at hendes mor ikke havde været der til at passe på hende. At hende og broderen blev efterladt hos bedsteforældrene, mens deres mor druknede sine egne sorger i alkohol. Og da Karima Bouylud fik et barn med sin kæreste, gjorde det ondt på Sara at se sin mor være en nærværende, omsorgsfuld mor over for sit nye barn på en måde, hun aldrig var det over for hende.

I dag er de i hinandens liv. Forsonet. Men, som Karima Bouylud fortæller, er datteren det levende bevis på omfanget af den skade, deres vanskelige familiehistorie har medført. Det gør ondt at være vidne til de traumer, datteren endnu kæmper med, og vide, at hun som Saras mor bærer en del af skylden.

Meget i Karima Bouyluds fortælling handler om svigt og skyld – den skyld, man tager på sig, den man flygter fra, og den man pålægger andre. Om den skade, som vi, selv med gode intentioner, kan gøre mod dem, vi elsker. Men også om hvilken kraft, der ligger i at kunne vende tilbage og sige: “Det var ikke min mening at gøre dig ondt”.

Efterhånden som hun nærmede sig sin datter på ny, erkendte Karima Bouylud, at hun også måtte tage den svære samtale om fortiden med sin mor. Om den skade, det havde medført, at hun som ung blev giftet bort. Hvilket svigt det var, at hendes familie pressede hende til at blive i et ægteskab, de så gjorde hende syg. Samtidig måtte Karima Bouylud vende blikket indad og erkende, at ansvaret for hendes ”lorteliv” ikke udelukkende lå hos hendes forældre.

“Det ville være hyklerisk af mig ikke at forsøge at forstå min mors bevæggrunde,” konstaterer hun. “Jeg måtte tilgive hende og søge forsoning. For det er netop dét, jeg ønsker af min datter, som jeg selv har svigtet.”

Havde hun fortalt denne historie for tyve eller ti år siden, ville den have været blevet en anden.

“Så ville det kun have været min sorg, min smerte og min meget vrede stemme,” erkender Karima Bouylud. Men ”I kærlighedens navn” er en fortælling om de intime forbindelser, som en familie er gjort af. Familien som en sårbar organisme, hvor én udsat forbindelse ryster de øvrige alliancer. Derfor var det hårdt, men nødvendigt at skrive romanen ikke kun fra sin egen, men også fra moderens og datterens synsvinkel, forklarer Karima Bouylud. For det var på tide at indse, at det ikke kun var hende, der var offeret.

“Vi var alle ofre. Alle på forskellige måder ansvarlige for svigt. Mod hinanden og imod os selv.”

Hun tror, de tre synsvinkler i romanen er en af de bedste beslutninger, hun har taget, for det betyder, at familien ikke føler sig ”brugt som bikarakterer” i hendes fortælling. Det er deres alles historie. Og selvom hendes mor stadig er af den opfattelse, at man ikke skal lufte sit beskidte vasketøj, er hun trods alt blevet glad for, hvordan hun er skildret gennem bedstemoren Mimount.

Engang troede Karima Bouylud, at alt ville blive godt, hvis bare hun brød med sin familie. Hun oplevede, at de forhindrede hende i at blive fri til at leve, som hun gerne ville.

“Men mit forsøg på at skære mine marokkanske rødder over var som at amputere et ben. For de er jo en del af mig.”

Set i bakspejlet tror Karima Bouylud, at hun alt for længe har flygtet fra det, der var svært. Ikke sagt fra over for situationer, der gjorde hende skade og ikke magtet at forholde sig til den skade, hun selv har forvoldt.

“Jeg har altid flygtet fra problemer og ikke villet bearbejde noget som helst, fordi det gjorde for ondt. Gjorde det bare det mindste ondt, ville jeg hellere skubbe det fra mig,” forklarer hun. Men i den frygt for det svære, i vreden på andre og i skammen spinder man et spind af ufrihed omkring sig. Derfor måtte Karima Bouylud til sidst søge tilgivelse og give sin egen. Med sin roman, “I kærlighedens navn”, har hun taget forsoningens opgave på sig. Og det, der ikke blev plads til i denne bog, finder måske sin plads i den næste, for Gyldendal har allerede indgået en to-bogs-kontrakt med den uprøvede forfatter.

Det var Karimas kæreste, krigskorrespondent og forfatter Nagieb Khaja, der foreslog hende at sende stakken af “skriveterapi” ind til et forlag, for måske kunne andre få gavn af at læse deres historie. Når snakken falder på ham, smiler hun og flytter sig genert i stolen. Den tænksomme kvinde med den lidt alvorsfulde mine synes pludselig yngre. Hun fniser, når hun fortæller om “den her søde, lidt geeky fyr, jeg mødte i byen”. Om i ham at have fundet sit moralske kompas og bedste ven. Og om den frihed der er i, at hun sammen med ham ikke skal være noget, hun ikke er. “Jeg ved godt, det hele måske lyder plat,” tilføjer hun lidt undskyldende. Og modsat alt andet i Karima Bouyluds liv, lyder denne del af fortællingen ganske rigtigt som en hvilken som helst anden kærlighedshistorie om to, der finder sit hjem i hinanden. Præcis som det bør være.

Spørger man Karima Bouylud i dag, var årene som hjemløs nomade nødvendige. Hun måtte vende sin familie ryggen, slå sig hårdt og rejse sig igen – og gå tilbage og se de mennesker i øjnene, hun forlod. Noget, som de to mødre i romanen har til fælles, er frygten for det uvisse og for at give slip. ”For hvad sker der så?” spørger Karima Bouylud retorisk. ”Begge kvinder har ikke forstået, at nogle gange skal man give slip på én, man elsker, for at hun kan blive den person, hun skal blive.”

I sin nakke til venstre ved halsen har Karima Bouylud fået tatoveret tre små svaler. De flyver side om side og rører akkurat hinanden. Tatoveringen betyder noget særligt, fordi hun fik den sammen med sin datter, Sara, der har en magen til. For Karima Bouylud er den et symbol på frihed, fortæller hun. Men også på, at vi på godt og ondt, og om vi vil det eller ej, er bundet til dem, vi elsker.