Gyserfilm om falske profeter bliver til slut ganske smuk og lidt hellig

Den amerikanske film ”The Unholy” ligner en gængs gyser, men ved pinslernes endepunkt venter en overraskelse

Gyserfilm om falske profeter bliver til slut ganske smuk og lidt hellig

Verden er fuld af profeter. De lover frelse fra nød, magthavere og sygdom. Der er mange, der er blevet forført af sådanne profeter og deres ”fake news”. Jesus er meget skarp i sin retorik og ved, hvad der er på spil. I Matthæusevangeliet siger han:

”Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve.”

Det er ord, der er værd at tage med sig, hvis man skal have sig et lille gys, nu da biograferne lukker op igen. Filmen ”The Unholy” (det u-hellige eller den u-hellige) er faktisk en parafrase over dette skriftsted. Hvordan kan man så kende de falske profeter? Her er Jesus igen klar:

”Se på frugterne!”.

Kommer der noget godt ud af de såkaldte profeters gerninger? Er det til et gode for mennesker, eller er der en skjult hensigt, hvor alt andet end det gode er på spil? Er det djævelskaber, sataniske forførelser, der er frugterne bag de søde ord?

Vi er i delstaten Massachusetts i det østlige USA i den lille flække Banfield, hvortil den afdankede journalist Gerry Fenn bliver sendt for at dække en historie om en ko, der har fået skader. Lokale nyheder af fin provinsiel karakter. Tidligere var han en berømt skribent ved en af Østkystens største aviser. Desværre blev det opdaget, at han opfandt mange af historierne selv, og så faldt han fra tinderne og ned i et landligt hul.

I Banfield opdager han dog en bedre historie end den med koen. En ung døvstum pige, Alice, ser i et syn selveste Jomfru Maria og bliver helbredt. Efterfølgende er Alice i stadig kontakt med Vor Frue, og andre helbredelser sker.

Han skriver historien, der går viralt og snart er religiøs big business på vej til Banfield. Den lokale biskop mener, at byen kan udvikle sig til et nyt Lourdes eller Fatima, hvor pilgrimme strømmer til i millionvis for at blive helbredt.

Hvad er sandheden i alt dette? Det vil den katolske kirke også gerne vide og sender mirakel-eksperter til Banfield. Der er en fast procedure for den slags. Journalisten Fenn, der selv er katolsk opdraget, men frafalden, går også videre med sagen og aner, at noget andet end det gode er på spil. Er det Satan, der er på spil?

I en dialog mellem Fenn og biskoppen siger sidstnævnte, at man skal huske på, at ”dér hvor Gud bygger en kirke, bygger Satan et kapel”. Hertil siger Fenn:

”Jeg troede ikke, at De ville citere Martin Luther!”.

Indtil dette sted i filmen går det forholdsvist fornuftigt, men så tager de uhellige løjer fat, og den mytologiske kamp mellem godt og ondt, falsk og ægte, Gud og Satan begynder. Der er godt gang i effekterne. Ja, for meget for denne protestantiske og jordbundne anmelder, men er man til splatteragtige figurer, kan man sikkert få sig et godt gys.

Da vi nåede hen mod slutningen, indfandt der sig en anden form for gysen i mig. Vil filmen i virkeligheden bare afsløre al religion som fup og ”fake news” om menneskelivet? Det er jo set og hørt før, men det vil filmen overraskende nok ikke.

Den vil mere og bliver faktisk til slut ganske smuk og lidt hellig. Når al krudtrøg har lagt sig, viser Gud sig! Ja, mere vil jeg ikke sige.