For gamle mennesker, der synes, at tiden flyver væk fra dem i en skræmmende fart, er det godt at dvæle ved noget med ”en helt anden tidsrytme: stjernerne – store træer – hvaler – eller bare små børn. Hvor har de alle god tid!”
Denne smukke betragtning, som den færøske forfatter William Heinsen (1900-1991) nedskrev i 1973, har givet titel til et udvalg af små, ikke tidligere publicerede tekster fra hans håndskrevne notesbøger, omfattende årene 1967-1985.
Ud af dette er der kommet en bog, ”Om børn, træer, hvaler og andre, der har god tid. Poetiske perler af William Heinesen”, redigeret af lektor Bergur Rønne Moberg, der har virket på Færøerne, men nu skal være lektor på Københavns Universitet i aktuelle færøske forhold.
Bogen er og kan næppe være andet end meget springende. Men i kraft af Heinesens stærke og allestedsnærværende personlighed udgør de udfordrende og ind imellem provokerende tekster alligevel en slags helhed.
Moberg fastslår in dledningsvis, at indholdet både kan nydes ”som en let anretning” og som en introduktion til forfatterens værker og yderligere ”til hans inspiration fra tankebygninger i europæisk litteratur, filosofi og kultur.
Stykkerne – benævnt som ”notater”, ”dosmersedler” og ”aforismer” – fremtræder så omhyggeligt gennemarbejdede, at tanken om kommende, fremtidige læsere næppe var Heinesen fremmed under udarbejdelsen. Man kan da også uden videre tilslutte sig Mobergs ”fornemmelse” – nemlig den, at forfatteren ”i disse minimalrids over eksistensen og sit livsværk hele tiden forsøger at trænge ind til kernen i sin kunstneriske produktion”.
Skarpt og med relevans udtrykker William Heinesen sig for eksempel om litteratur, herunder om ”Leg med ord”. Det følgende siger noget om hans forhold til litterær form:
”Mange modernistiske lyrikere leger med ordene ligesom katten leger med musen; en ofte spændende leg – men målet er i sidste instans at dræbe og fortære meningen.”
Hvem er den største digter, som han kender? Han stiller selv spørgsmålet – og vover endda også at afgive et svar. Det lyder: Carl Michael Bellman (1740-1795). Valget begrundes med, at den svenske lyriker var i stand til at mytologisere almindeligheden.
Hvor vidtfavnende b ogen er, giver antydningen af nogle af dens temaer et indtryk af: Barndom og alderdom, forbindelser mellem bevidsthed og kosmos, poesi og religion, dertil indslag om videnskab, politik, europæiske idéer fra antikken til nutiden.
Heinesen var en mand med en vid horisont – en mand, der oplevede sit liv i den store sammenhæng, den, der for ham kunne give det hele mening. Forestillingen om evigheden spillede en rolle for ham, men det var evigheden i en jordisk udgave.
Han fandt det for småligt – for strengt personligt – at opfatte livet som noget med en begyndelse og en afslutning. Perspektivet rækker altid ud over den enkelte. Det understreger han i en tekst, der med sin nedskrivning i 1944 falder uden for udvalgets tidsmæssige ramme:
”Du fik dit liv af andre, du fik den evne at kunne give livet videre til andre, og du fik tillige på anden måde evne til at udvide og mangfoldiggøre livet gennem frugtbart samarbejde med andre. Livet er formidling af noget kontinuerligt. Hvilken opbyggende, dyb og frisk tanke!”
I en eller anden forstand var Heinesen vel religiøs, men ikke i en kristen forstand. Han genkendte fra sig selv den mistillid til dogmer, som han mente er karakteristisk for digtere.
For dem, skriver han, ”er oplevelsen af den naturkraft, der åbenbarer sig i stor poesi, en tilflugt og en livsnødvendighed. Den er det våben, hvormed vi søger at holde meningsløsheden stangen”.
Heinesen var meget bevidst om kristendommens gennemgribende betydning. For sit eget vedkommende fremhæver han ”Det gl. Testamentes og Evangeliernes gribende epopéer, især passionsdigtningen, samt de store salmisters vældige livs- og dødspoesier”. Også den til kirken knyttede store musik nævnes med glæde.
Det er en mangfoldig udgivelse. Men under læsningen kom jeg trods de gode stunder undervejs til at længes efter Heinesens egne bøger. For det er dog dem, det hele drejer sig om. Værdien i nærværende udvalg ligger først og fremmest i, at det skærper opmærksomheden over for de holdninger, som William Heinsen byggede sit store forfatterskab på.
