Verden er fyldt med flygtninge. Mennesker, der tvinges til opbrud af forskellige årsager som religion, fattigdom, politik eller etnicitet. Der har altid været mennesker, der har måttet bryde op og begynde forfra. Allerede i Det Gamle Testamente er det skildret. Selv patriarkerne er på flugt. Abraham og Sara udvandrer fra det, der i dag er Irak. Jakobs sønner slår sig ned i Egypten.
Den tyske film ”Da Hitler stjal den lyserøde kanin” handler om en tysk familie, der bliver flygtninge, da Hitler overtager magten i Tyskland. Filmen er en filmatisering af Judith Kerrs berømte børnebog om sin skæbne som barn i en højborgerlig jødisk familie i Berlin, der må flygte fra det nye nazistiske regime.
Kort før valget i marts 1933 bliver Judiths far, forfatteren og kritikeren Alfred Kerr, advaret om, at han står på en hemmelig nazistisk liste over folk, der skal arresteres, når Hitler kommer til magten. Det betyder et opbrud for hele familien, der fører dem fra Tyskland til Schweiz og videre til Frankrig for at ende i England.
I filmen hedder Judith Anna. Hun må kun få ét tøjdyr med, da de i hast pakker kufferten. Hvad skal den niårige pige vælge? Den gamle lyserøde kanin eller den nye tøjhund Terri? For et barn er det et vanskeligt valg. Familiens elskede husholderske foreslår, at Anna pakker kaninen ned i en brun kuffert, som kan blive eftersendt. Det gør Anna så, men kufferten kommer aldrig af sted, da nazisterne plyndrer huset efter familiens flugt.
Hitler stjal ikke bare hendes kanin, men hele hendes trygge barndom, og det tyveri omfatter også sprog, land og kultur.
Vi følger Annas rejse først til Schweiz, hvor sproget er et andet, selvom det er tæt på. Kulturen er anderledes ude på landet i bjergene.
Filmen balancerer mellem et voksent perspektiv og så et barns. Vi hører gennem Annas onkel Julius, hvorledes det strammer til i Tyskland, og hvordan flygtningefamilien langsomt taber penge, fordi faderen ikke kan skrive mere. Ingen i Schweiz tør binde an med at bringe nazi-kritiske artikler, så de må bryde op og prøve lykken i Frankrig, hvor der er et større jødisk miljø. Anna og hendes bror vil ikke med til Paris. ”Jeg har ikke vænnet mig til at være flygtning”, siger hun til forældrene. ”Jeg har lige fået venner og kan sproget.” Historien gentager sig i Paris, hvor familiens fattigdom går op for Anna og hendes bror.
Filmen skildrer på en rørende måde børns utrolige tilpasningsevner. Man mærker hele tilværelsens sammenbrud, men også evnen til at rejse sig. Anna kommer igennem. Hun åbner sig hver gang mod det nye og prøver.
Da de må forlade Paris og drage mod London, sejler de over Kanalen og ser ”The White Cliffs of Dover”. Da siger Anna det, der kunne være et motto over filmen: ”Vi kender ingen derovre. Vi forstår ingenting, men det gør ikke noget, for snart vil jeg forstå alt!”
Og det kom Anna alias Judith Kerr til. Hun blev i England, blev gift og fik børn og døde i en alder af 96 år i 2019. Hendes bøger om hendes liv blev solgt i mere end 20 millioner eksemplarer, og nu er hendes historie på det store lærred.
En film om at trodse råheden og dumheden i verden og se på dagenes gaver i stedet for dagenes tyveri. Det rørte denne anmelder midt i en coronaramt tid, hvor epidemien frarøver børn noget af deres liv. Vi har brug for Annas håb og mod.