Hvor kommer du fra?
Nordjylland.
Hvorhenne i Nordjylland?
Lidt nord for Aalborg.
Hvad hedder byen?
Det er hemmeligt.
Kristeligt Dagblad kom uforvarende til at indlede interviewet med sangskriver Annika Aakjær med en række spørgsmål, hun ikke ønskede at svare på. Journalisten blev paf, for hvor mange gange i sit liv når man ikke at spørge en ny bekendt, hvor hun kommer fra, og hvor hun bor nu?
LÆS OGSÅ: Det dobbelte Danmark
Men Annika Aakjær, der nu bor i Københavns nordvestkvarter, mener, at det faktisk er en af de vigtigste pointer i en samtale om Danmark og danske værdier.
Jeg siger det aldrig. For det er ikke vigtigt. Lige da min første plade udkom, lavede jeg mange interview med sådan nogle spændende journalisttyper, der havde boet herovre længe, og som var meget interesserede i, at jeg lige var flyttet til København. For det måtte jo være helt vildt at komme fra Nordjylland herover! Men Danmark er ikke stort nok til, at der for alvor er en forskel, siger hun.
Den største forskel ligger i, hvad jyder tror, de ved om københavnere og omvendt.
Der er ingen indre forskel. Der er kun en ydre en fordomsforskel. Min far og hans ven besøgte mig i København, og så ringer vennen hjem og siger: Nej, vi er ikke blevet skudt endnu, og det synes jeg bare, er meget nordjysk, siger hun.
Sangskriveren tror, at der stadig spøger de sidste rester af en følelse af nationalt svigt i jydernes hukommelse:
I gamle dage, da kongen regerede fra København, var Nordjylland jo det, der var længst væk fra kongesædet. Så jeg tror, der var en tendens til, at kongen var mere ligeglad med Nordjylland, for det var jo ikke ligefrem der, at han var mest. Og der har jo været perioder, hvor folk sultede, og der ingenting blev gjort fra København. Så jeg tror, der er en form for nedarvet mistillid, siger hun.
Men Annika Aakjær ærgrer sig over, at danskerne i dag, hvor der er fly fra Aalborg til København, og landet er dækket af et udmærket vejnet, ikke tager mere rundt i deres eget land og lærer det at kende. Selv har hun boet i både Aalborg, Aarhus, Horsens og København, og hun er ofte på turné rundt i hele landet. Og det er en berigelse og en øjenåbner, mener sangerinden.
Jeg kan ikke forstå, at folk ikke er interesserede i at rejse mere rundt. En by som Ribe er for eksempel helt fantastisk! Og jeg bilder mig ind, at det giver mig en bredere forståelse for Danmark. Jeg er ikke københavner eller jyde. Jeg er dansker, siger hun.
Annika Aakjær bider også mærke i, at mange jyder måske flytter til København i deres ungdom, men ender med at vende snuden hjem igen. Og det handler Kjøvenhavnersangen om.
Den handler om provins kontra storby, om det så er en by i Jylland eller på Sjælland er egentlig lige meget. Pigen i sangen tager i hvert fald hjem igen. Og der er rigtig mange unge mennesker i slutningen af 20erne og starten af 30erne, som flytter ud i provinsen igen. De flytter tilbage, for man skal ikke være i byen med børnene og så videre, siger hun og understreger, at det er der ikke noget galt med i sig selv. Kun hvis det er, fordi man ikke tør blive en anden end den baggrund, man kommer fra.
Da jeg skrev sangen, kendte jeg en pige tilbage i Aalborg, der gerne ville til København. Hun havde fundet en lejlighed, men så ville hendes veninde ikke med, som de ellers havde aftalt inden. Og så flyttede hun ikke alligevel. Og det kendetegner mange danskere, synes jeg. Man tør ikke alene, siger Annika Aakjær.
Og det er også Kjøvenhavnersangens parallel til Annika Aakjærs eget liv. Hun havde en drøm om at blive musiker og fulgte den til København. Men mange danskere gør sig slet ikke nok overvejelser om, hvad de egentlig vil bruge livet på, og hvorfor man død og pine skal flytte til en større by.
Det handler om at holde ud. At følge sin livsdrøm. Pigen i sangen følger sin drøm, men dropper den også, fordi det blev sværere, end hun troede. Og så ellers hjem til mor og far igen. Hun indser nok også, at det slet ikke var hendes drøm, hun ville bare trodse sine forældre. Så det er også en rejse og en udvikling. For hvis man har en livsdrøm, skal man også spørge sig selv om, hvorfor man har den. De vigtigste ting i livet er jo altid de sværeste, siger Annika Aakjær.
Sangerinden peger på, at det også støtter hendes fascination af Skipper Klements morgensang af Ebbe Kløvedal Reich, der har dannet udgangspunkt for sangens omkvæd. Alt det vigtige i livet skal der kæmpes for:
Jeg altid været meget fascineret af den sang, elsket den, lige fra jeg var barn. Den handler jo egentlig om at slå ihjel og hævne sig, men det bliver alligevel en smuk sang. Det er de rige mod de fattige, David mod Goliat, og de sidste linjer er bare så stærke: Lad ikke fremtiden sige om os, rigdommen knægted os uden at slås. De kæmper for noget større, siger hun.
Og lektien om at kæmpe for, hvad man tror på, mener Annika Aakjær, at danskerne skal tage til sig i højere grad i dag. Hun ser det nye Danmark som et bange land, der ser sine egne værdier som tryghed, velfærd og tillid til fremmede smuldre for øjnene af sig.
Det, der kendetegner danskere, er den store tillid til andre mennesker fremmede mennesker. Barnevognen kan stå udenfor, og hvis man skal på toilettet på en café, kan man godt lade sin taske ligge på stolen, siger Annika Aakjær, der mener, at det er ved at forsvinde.
Hvis man tror på, at tillid er det, der gør en til dansker, så mener jeg, at et parti som Dansk Folkeparti, der har taget patent på det danske flag, margueritter og de grønne marker og kalder det for danskhed, i virkeligheden undergraver danskheden. Det, de taler til, er mistilliden, mener sangerinden, der dog godt forstår, at danskere kan føle sig i undertal og trængt i defensiven i verdens globaliserede virkelighed.
Selv er hun dog ikke i tvivl om, at tillid til nye personer i ens liv er nødvendig for menneskelig udvikling, og hun peger derfor på Muhammed-tegningerne som et skridt tilbage for Danmark.
Derefter blev politik ren værdidebat. Det blev gjort til et spørgsmål om ytringsfrihed i stedet for, at man indså ligesom i USA, der er et stort multikulturelt samfund at man ikke skal træde på hinanden. Men hele sagen gjorde, at vi fik det sværere med mange nydanskere. For ja, vi har ytringsfrihed, I kan bare lave porno med Jesus i, men var det det vigtige? Var det vores pointe?, spørger sangerinden.
For Annika Aakjær er Danmarks fremtid i hvert fald som det land, vi kender afhængig af, at vi får genskabt tilliden til hinanden, og det gøres bedst ved at rejse rundt i landet og møde forskellige folk der, hvor de bor:
Alle danskere bør kigge sig omkring i Danmark og sige, hvordan er vi egentlig? Gøre sig bedre begreb om, hvordan vi er som folk og ikke bare som individuelle personer. For det er meget vigtigt at vide noget om vores egen folkeidentitet, så de nye danskere rent faktisk kan blive netop det nye danskere.