Der er i den offentlige debat en voksende erkendelse af, at det moderne mennesker ikke er frit og selvberoende. At det er en illusion, at vi i hver eneste livssituation frit kan gøre og vælge, som vi vil. I bøger og artikler af Svend Brinkmann, Sørine Gotfredsen, Christian Hjortkjær, Søren Schauser, Anders Thyrring Andersen, amerikanske Marilynne Robinson og flere andre fremsættes med forskellige formuleringer og varierende vægtlægning en kritik af nutidens individer som autonome.
Problemet med at tro, at vi altid kan vælge frit er, at livet hurtigt bliver svært for os at bære. Kriser og ulykker falder tilbage på os selv, for vi kunne jo bare have valgt noget andet. Det moderne menneske føler sig, med titlen fra førnævnte Hjortkjærs fortræffelige bog om emnet, utilstrækkelig. Tidligere tiders opfattelse af tilværelsen som en gave, og som noget, der er skabt af en anden instans end os selv, er væk. Vi er nu vores egen lykkes og ulykkes smed.
Svend Brinkmann har med sine tidligere bøger modtaget fortjent og uvisnelig hæder for sin kritik af det moderne syn på mennesket som fritsvævende væsen, der vælger frit på alle hylder. I dag føjer han så bogen ”Vi er det liv vi lever” om skæbnens betydning til rækken af udgivelser, der problematiserer samtidens herskende syn. Det er en velfortalt, lettilgængelig og tankevækkende bog, som de fleste unge formentlig også kan læse med udbytte.
Det er dog ikke i ungdommen, men i den modsatte ende af livsbuen, vi begynder: med alderdommen. Eller undergangsalderen, som Brinkmann kalder livet efter de 80. 93-årige Lili henvender sig til Brinkmann med nogle kommentarer om en af hans bøger, og et pennevenskab opstår. Hun sender ham breve, digte og noveller om sit lange liv, der er levet i lyset af skelsættende begivenheder under krigen. Brinkmann fatter hurtigt stor interesse for Lilis liv og de mødes i København, hvor hun bor. Med Lilis liv som motor udfoldes bogens hovedargument: At vi ikke frit vælger vores liv, men i stedet defineres af de rammer, vi er sat i, og af de mennesker, vi lever med. Vi spinder gennem årene en livstråd, som er kontinuiteten og forpligtelsen livet igennem. De vigtigste ting i livet handler ikke om, hvad man har lyst til, men om at opbygge styrke til at kunne klare det, man ikke nødvendigvis har lyst til, når omstændighederne kræver det, som det formuleres til slut i bogen. Det er læren af Lilis liv.
Den gamle dames skæbne er måske nok lidt usædvanlig, men den er som læser nem at spejle sig i. Som 14-årig under krigen forelsker hun sig i først én, senere én mere tysk soldat i den provinsby, hvor hun vokser op med to andre søstre. Hendes seksualdrift og frimodige livsholdning fører til en form for udstødelse af lillebyen og til, at hun den dag i dag er bange for, at fortidens fordømmelser rækker ind i hendes liv i form af andre overlevende fra den tid. Der var anslået omkring 50.000 ”tyskerpiger”, så Lili er ikke ligefrem alene om sin involvering med besættelsesmagten, men deres skæbner fylder ikke meget i litteraturen. Brinkmanns nye bog er således også en bog, der udover at slå et slag for skæbnen nuancerer vores opfattelse af krigen. Lili interneres efter befrielsen, flytter senere til Sverige, men vender hjem igen og møder sin mand Mikkel, som hun deler et langt liv med til hans død. Og tilbringer i øvrigt over 30 år i psykoanalyse og med at studere kunst og litteratur.
Ved at genfortælle den gamle dames liv tegner Brinkmann en model af tilværelsen, hvor man ikke tror, at der er frit valg på alle hylder. Lilis liv er ét, hvor en forelskelse som stort barn blev hendes skæbne. Hun bortforklarer intetsteds det, hun gjorde, og ved godt, at man ikke må gå i seng med fjenden. Det var forkert. Punktum. Men hun fortryder ikke sine handlinger og har siden levet et liv som etiker, og ikke ungdommelig æstetiker, for nu at sige det med dén Kierkegaard, der fylder ganske meget på siderne. Det er dette liv med konsekvens, værdighed og opofrelse over for andre (Lili passer sin syge mand i mange år), der interesserer Brinkmann. Der ligger for ham at se en større frihed i at tage sin skæbne på sig og acceptere kontinuiteten og konsekvensen af den livstråd, tilværelsen er, end hele tiden at bryde op, begynde på ny og reagere på sine følelser.
Genremæssigt er ”Vi er det liv vi lever” en slags selvhjælpsbog, der ikke er bange for at generalisere og tale personligt. Men som tidligere vender Brinkmann formen på hovedet og peger væk fra selvet, over mod de andre. Samtidig er bogen en kritik af psykologien som videnskab, der jo ikke er særlig gammel, og derfor nok kan trænge til nogle voksne råd, nu hvor barneskoene er trådt. Fremfor moderne psykologi peger Aalborg-professoren på de græske tragedier og nordisk mytologi og den europæiske romantradition som steder at blive inspireret til at forstå, at tilværelsen er kompleks og tolkninger sjældent entydige. Som pressemand er det desuden opløftende at se, hvor inspireret Brinkmann bliver af den daglige omnibusavis, og han understøtter sit argument gennem hele bogen med at citere fra både læserbreve og forfatterinterview. Blandt andet gengiver han denne udtalelse fra den amerikansk-vietnamesiske forfatter Ocean Vuong:
”Det er svært at hade nogen, når du har hørt deres historie.”
Denne sentens kunne stå som en overskrift for bogen. Den efterlader læseren med en større forståelse for medmennesket, og en mindre accept af dén tidsånd, der tilsiger, at vi kan vælge frit. Livet er ikke et problem, der skal løses, centrum er ikke mig selv, og det vigtigste i livet handler ikke om, hvad man har lyst til.
Så læs bogen, giv den til en ung, du kender, og se frem til den næste Brinkmann-bog, der udkommer til juni og hedder ”Mit år med Gud”. Det skal blive spændende at se, om den græske skæbnetro, der præger ”Vi er det liv vi lever”, kan spille sammen med det kristne opstandelseshåb.
Læs et uddrag af bogen her.