Statsminister Mette Frederiksen (S) bestemmer egenrådigt det hele.
Sådan har de borgerlige partiers klagesang lydt under det meste af coronakrisen. Efter forhandlingerne om genåbningen for godt et år siden stillede Mette Frederiksen sig for eksempel op til et pressemøde ved embedsboligen Marienborg, mens de øvrige partiledere stod i baggrunden, spredt ud på græsplænen.
Det blev et led i fortællingen om statsministeren, der ville beholde æren for genåbningen for sig selv.
Journalist og forfatter Anne Sofie Kraghs nye bog, ”Det første år”, viser, at det forholdt sig lidt mere nuanceret end som så. At det faktisk var de øvrige partiledere selv, som ikke ville stille op til pressemøde med statsministeren, fordi de ikke ville være en del af hendes ”show”.
Anne Sofie Kragh, der blandt andet har skrevet en rost portrætbog om tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), har fået mulighed for at følge Mette Frederiksen på tæt hold i ministeriet, efter at hun tiltrådte som statsminister. Egentlig skulle det have ført til en bog om hele regeringsperioden, men coronakrisen – den største krise siden Anden Verdenskrig – fik forfatteren til at ombestemme sig. Nu har hun i stedet udgivet en bog om det første år, og siden vil der følge et bind mere om resten af Mette Frederiksens statsministertid.
Journalistisk er det selvfølgelig et scoop at få den mulighed, men det rummer også nogle dilemmaer. Anne Sofie Kragh gør meget ud af at forklare, at det er hendes egen bog, og at Mette Frederiksen kun har fået afsnit med oplysninger fra fortrolige rum til gennemsyn.
Er det nok til at sikre den kritiske distance og objektiviteten? Næ, især ikke, når første bind udgives midt i den periode, forfatteren følger statsministeren i. Det kræver ikke voldsomt stor fantasi at forestille sig, at Anne Sofie Kragh meget hurtigt ville miste sin privilegerede adgang til statsministeren, hendes rådgivere og embedsmænd, hvis hun allerede nu lod trykke oplysninger, de ikke brød sig om at se ude i offentligheden. Så der er for stort et incitament til selvcensur.
Trods den indbyggede konflikt går forfatteren på nogle måder alligevel langt i beskrivelsen af, hvad der er foregået under håndteringen af krisen. At Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, og tidligere faglig direktør i Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, fra første dag var dybt uenige om, hvor hårdt samfundet skulle lukkes ned, er ikke i sig selv en nyhed. Det har Grønnegaard-rapporten allerede afdækket grundigt, men der kommer nye detaljer frem om, hvad der blev sagt på hvilke møder, som bestemt er vigtige for historieskrivningen.
Det har også tidligere været fremme, at Statsministeriets departementschef siden den 13. januar 2020, Barbara Bertelsen, meget hurtigt var opmærksom på, hvor farlig coronaepidemien, der spredte sig fra Kina, kunne blive. Her viser den nye bog, at departementschefen har spillet den helt centrale rolle for, at Danmark greb så relativt hårdt ind og måske nok så vigtigt lidt tidligere end mange andre lande. Barbara Bertelsen er den stærke dame i Statsministeriet.
Pointen understreges af, at bogen begynder med hendes udnævnelse til departementschef efter Christian Kettel Thomsen, ligesom den indeholder et nærgående afsnit om hendes opvækst og karriere.
Det kan forekomme paradoksalt, at Mette Frederiksen netop valgte at udskifte sin departementschef for at få en embedsmand med større forståelse for, at politikere skal bestemme, mens de selv skal holde sig i baggrunden.
Det er tankevækkende, at Mette Frederiksen faktisk flere gange selv giver udtryk for tvivl om, hvad der er den rigtige vej frem. Var det for eksempel rigtigt at lade børnehaver åbne før de små butikker? Det sidste havde hendes kollega, Østrigs konservative forbundskansler, Sebastian Kurz, valgt at prioritere, så burde Danmark i virkeligheden have gjort det samme?
Bogen er skrevet delvist kronologisk, men også kun delvist, og det hjælper desværre ikke på klarheden. I virkeligheden kunne titlen mest rammende have været ”Det andet halvår”, for håndteringen af coronakrisen fra januar til juni 2020 fylder langt hovedparten. Mette Frederiksen tiltrådte allerede den 27. juni 2019, men et ret stort afsnit handler om valgkampen og regeringsforhandlingerne inden ”det første år”. To sager trækkes frem fra det efterfølgende halvår, nemlig den amerikanske præsident Donald Trumps mislykkede forsøg på at købe Grønland og så Mette Frederiksens offentlige undskyldning til de tidligere beboere på drengehjemmet i Godhavn. De fylder dog kun ganske få sider.
Det underlige er, at forfatteren slipper beskrivelsen af statsministerens coronahåndtering lige dér, hvor den bliver rigtig kritisk for hende, nemlig da minksagen så småt begynder at rulle. Den sag er ved at blive undersøgt i Granskningskommissionen, men Anne Sofie Kragh har allerede ladet forstå, at næste bog først vil udkomme efter næste valg og dermed formentlig også først efter, at Granskningskommissionen har talt.
Dermed er vi tilbage ved det indledende forbehold. Forfatteren kunne næppe troværdigt have skrevet om minksagen uden at afskære sig selv fra yderligere fri adgang til Statsministeriet.
Problemet med at skrive frit om fortrolige informationer afspejler sig flere andre steder i bogen. Et eksempel er sagen om statsministerens talepapir i marts sidste år, hvor der på et af eksemplarerne var skrevet med rød kuglepen ”husk at udskamme de, der ikke har været fornuftige”. Politiken bragte et foto af papiret, og der er efterfølgende spekuleret meget i, hvem der mon havde skrevet det på statsministerens manuskript. Ifølge bogen var det dog slet ikke skrevet på hendes talepapir, men derimod på en af de mange kopier, der var i omløb blandt hendes medarbejdere. Statsministeren afviste i den efterfølgende debat i Folketinget, at nogle af de allernærmeste medarbejdere havde skrevet linjen om at udskamme de ufornuftige.
Men hvem så? Man spørger sig selv, om forfatteren virkelig ikke under sine mange timer i Statsministeriet har fået det at vide. Svaret blafrer i hvert fald i vinden.
Det er tydeligt, at Anne Sofie Kragh på lange stræk køber statsministerens og regeringens historieudlægning. Det er måske naturligt nok, når man i så lang tid er inden for dørene og følger den samme gruppe mennesker og deres kampe. Det giver et interessant kig ind i magtens maskinrum, der samtidig kan virke forfærdeligt klaustrofobisk. Det er de samme 15-20 mennesker, der hele tiden taler sammen, mailer, mødes og holder pressemøder – selv kalder de sig ”bandet”, fremgår det.
Et af stridsemnerne om coronakrisen har været, om nedlukningen af Danmark var politisk begrundet, eller om det skete efter rådgivning fra ”myndighederne”, som Mette Frederiksen tidligere har sagt. Om ikke andet får man et klart billede af, at én myndighed, Sundhedsstyrelsen, var imod, at man skulle følge det ekstreme forsigtighedsprincip. Man skulle i stedet holde fast i et proportionalitetsprincip, hvor også mulige skadevirkninger af nedlukninger skulle vurderes. I betragtning af, hvor lang debatten om netop de to principper har bølget frem og tilbage, savner man en mere præcis gengivelse af, hvordan det egentlig gik til, at forsigtigshedsprincippet, tilmed i en ekstrem udgave, endte med at blive det styrende for regeringen. På hvilket møde blev det besluttet og af hvem?
I bagklogskabens lys har princippet formentligt sikret, at færre i Danmark blev syge og døde af corona end i mange andre lande, og det var den succes, Mette Frederiksen kunne gå ud af sit første regeringsår med.
Det efterfølgende år har det set knap så lyst ud. Spændende, om Anne Sofie Kragh kan komme i dybden med det i sit bind 2, hvornår det så end måtte udkomme. Generelt er der lidt for mange huller i den fortælling, der nu er udgivet.