Forfatteren Amalie Langballes interviewbog ”Forsøg udi håb” sætter tankerne i gang. Virkelig. Der er flere formelle ting i vejen med den – mere om det senere – men dens altoverskyggende kvalitet er denne: den er tankevækkende og bliver hos læseren efter sidste punktum. Bogen indgår i en aktuel samfundsdebat om håb: Hvor finder vi håb i en tid med Brexit, Trump, klimakrise og nu også corona? Alle disse overskrifter, der betegner vores tid.
Men også overskrifter, der ikke er dækkende. For alt det ”derude” (Brexit, Trump, klimakrise) spejles eller modsvares efter manges erfaring i noget ”derinde”: Antallet af diagnoser eksploderer, og menneskelige relationer er blevet sværere at indgå i en tid, hvor flere end før bor alene og betragter sig som ensomme.
Tiden og dens mennesker er af led, som Shakespeare ville have sagt. Centrum kan ikke holde sammen på det hele længere, som hans forfatterkollega W.B. Yeats sagde.
Referencer til kulturhistorien er der også i Langballes bog, hvor hun opsøger ni engagerede præster til interviews om coronatid, kaos og håb. Det er formelt set en mangel ved bogen, at det ikke fremgår, hvorfor lige disse præster – og hvorfor lige ni – er valgt. Flere af samtalerne kunne også med fordel være længere og foldet mere ud. Sagen er imidlertid, at alle præster på kort plads siger noget interessant, og det virker både ærligt og forfriskende, at de taler på egne vegne og ud fra deres konkrete erfaringer med eksempelvis vielsessamtaler og sjælesorg og ikke repræsenterer bestemte kirkelige retninger eller interessefællesskaber.
De ni præster er imidlertid ikke de eneste hovedpersoner i bogen. Der er en 10.: forfatteren. Langballe deler gavmildt ud af sit eget liv i både forord og introduktionerne til interviewene.
Hun fortæller om et liv med økonomisk usikkerhed, moderens dødsfald og et seksuelt overgreb. Og om, at hun ikke vil have børn – men det vil kæresten gerne. Dén kæreste, der ved bogens afslutning er gået fra hende. Noget af dette fortalte Langballe om i et interview her i avisen tidligere på sommeren, og den personlige hudløshed, den store ærlighed, føjer en ekstra facet til ”Forsøg udi håb”: den er både en jagt på samfundsmæssige svar på ”Brexit, Trump, klimakrise” og en afsøgen af mulighederne for håb i en personlig krisetid.
Om sit liv og sin bog skriver forfatteren:
”Mit liv (...) går i cirkler, stopper op, går tilbage, nægter at finde form . Det formløse er bare et andet ord for kaos, som denne bog handler om.”
Når hun skriver, at det formløse er et andet ord for kaos, og når bogen handler om håb som modvægt til kaos, er det nærliggende at tænke, at håbet finder man der, hvor det har en form og viser sig for os.
Hanne Houkjær fra Risskov Kirke ved Aarhus er inde på det i bogens sidste interview. Hun henviser til ordene fra ritualet ved dåb og begravelser, hvor der bliver sagt, at alle er genfødt ”til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”. Hvad betyder det at være genfødt til et levende håb? Houkjær siger:
”Håbet er lagt i os som et åndedræt, men det er også noget, der viser sig for os.”
I interviewet med Henriette Bacher Lind fra Sankt Nicolai Kirke i Kolding fornemmmer man også, at håbet bedst materialiserer sig i noget konkret. Ja, at håbet måske endda har en viljesdimension? Lind siger:
”Mange kan godt lide tanken om, at det er skæbnen eller tilfældet, der har bragt dem sammen med deres elskede. Men i tilfældet træffer man også et valg. Det nytter ikke noget, at de gode muligheder sejler forbi, hvis man ikke på et tidspunkt vælger en båd (...) Jeg kan godt lide tanken om, at kærligheden – den her enorme gave, tænk at vi får den – også er en opgave. Den kræver noget af dig.”
Undertiden kan debatten om håb i samtiden blive lidt diffus og lægge op til noget passivt. Man kan jo godt håbe på en løsning af klimakrisen eller på en fremtid uden krig, men hvad kan man reelt selv gøre af betydning? Det er velgørende at se, hvordan præsterne i bogen på forskellig vis kredser om håb som noget konkret og som noget, der har en viljesdimension.
Det er i passager som disse – og der er mange gode citérbare afsnit i bogen – at ”Forsøg udi håb” løfter sig over den aktuelle corona-erfaring. Dén fylder ellers meget i bogen, og en fremtidig læser, der ikke har hørt om mundbind og akavede hilseformer, vil måske synes, at bogen er lige tidsbundet nok.
Men ved at holde præsterne fast på også de konkrete sider af håbet og på de konkrete erfaringer fra kirkerummet rækker Langballes bog ind i fremtiden og kan måske endda give trøst til hin enkelte læser?
Forfatteren tør nemlig gå ind i det svære og stille sig ud i det åbne. Hun nævner et par gange det med, at hun ikke vil have børn, og som læser fornemmer man, at præsternes ord om håbet som noget konkret, manifesteret i et andet eller andre mennesker, gør indtryk.
Med rette. Det er ikke godt at være alene, som det hedder både i skabelsesberetningen og i bogen – blandt andet med disse ord fra Karsten Møller Hansen fra Tårnby Kirke:
”Jeg vil vove den påstand, at det meste af vores liv går ud på at finde de øjeblikke, hvor vi føler os forbundne til et andet menneske.”
Jeg har selv været med i samtalen om håb i vores tid i form af interviewbogen ”Mellem frygt og håb”, hvor min kollega her på avisen Bjørg Tulinius og jeg interviewer en rækker filosoffer og forfattere. Til sidst i hver af bogens samtaler spørger vi: Hvor ser du håb for fremtiden?
Nogle mener, at islamismen er i tilbagegang, og at dét giver håb. Andre mener, at de unges optagethed af klimakrisen giver håb for fremtiden.
Men spørger man forfatteren David Grossman fra Israel, er der stort set ikke noget godt at sige om fremtiden. Den er håbløs. På nær hvis han kigger ét sted hen: På sit barnebarn. Hér er håbet manifesteret i noget konkret, der viser sig for forfatteren, og som gør, at han står op af sengen hver morgen.
Det var Grossmans barnebarn, som jeg blev mindet om efter endt læsning af den tankevækkende ”Forsøg udi håb”. Håbet inkarneret. Må bogen blive brugt i den fortsatte samtale om alt det, der truer os – indefra eller udefra – og som kan få fremtiden til at se håbløs ud.