Vi skriver år 1964. Jeg befandt mig i 14. graviditetsuge og havde begæret svangerskabsafbrydelse ved mødrehjælpen i Horsens. Min mand og jeg var kommet til Horsens med vore børn efter at have boet fire år i New England staterne Vermont og New Hampshire.
Arbejdslivet dér var hårdt, min mand var litograf, uddannet i Flensborg, men havde svært ved at få fast arbejde i vort nye hjemland. I de år var der meget uro på arbejdsmarkedet med strejker og fyringsrunder. Så derfor vendte vi tilbage til Danmark, hvor mine forældre og mine søskende boede. I Horsens fik min mand arbejde ved emballagefabrikken Schur. Vi havde ved mine forældres hjælp kunne købe os et lille hus i et kolonihaveområde nær fængslet. Vi var kommet til Danmark pr. skib med tre små drenge på henholdsvis tre, to og et år. Og nu var jeg så blevet gravid igen, selvom vi prøvede på at beskytte os.
At vente barn nummer fire var bestemt ikke planlagt og blev et problem, fordi min mand konstant var i fare for at blive fyret efter princippet sidst ind, først ud. Desuden var faget litografi et uddøende fag, det var usikkert, om vi kunne blive boende i Horsens. Jeg var hjemmegående husmor og tjente ingen penge.
Vi talte en del, om jeg burde søge rådgivning ved mødrehjælpen, men at søge råd og hjælp ved en offentlig instans, var vi for unge og stolte til. Ugerne gik, rådvildheden voksede i takt med min mave. Om natten lå jeg og spekulerede, dagene blev opslidende. Efter to måneders kamp overvejede jeg, om jeg skulle søge om tilladelse til abort, og efter en samtale med mine forældre, der støttede op om en afbrydelse af svangerskabet på trods af deres kristne holdning: at et foster, uanset hvor lille og usynligt, det var, var et vordende menneske, og at det derfor havde en ret til at leve og blive født.
Mine forældres varmhjertede støtte gav mig mod til at opsøge mødrehjælpen i Horsens. Efter en samtale med en sagkyndig, blev der bevilliget mig Abortus provocatus, som det hedder i fagsproget, og nogle dage efter blev jeg hospitalsindlagt. Jeg var 25 år og havde de tre små dejlige drenge derhjemme. Hele min krop og sjæl var indstillet på et nyt lille væsen. Denne usikkerhed og sjælekamp mellem fornuft og følelse forplantede sig til lægen, der skulle foretage indgrebet. Da han kom med saltvandsprøjten, græd jeg fortvivlet. Han tøvede og sagde temmelig strengt og hårdt: ”Jeg kan ikke gennemføre det her – vil De have barnet, eller vil De ikke?”
”Jeg ved ikke”, svarede jeg. ”Jeg vil gerne beholde det, hele min krop og sjæl er indstillet på gerne at ville have det, men min hjerne siger nej, det går ikke med et barn til, det bliver for meget, det vil gå ud over de børn, der allerede er født. Jeg har ganske enkelt ikke flere kræfter til flere børn.”
Lægen valgte så hjernens argument og fornuftens vej for at hjælpe mig og min lille familie derhjemme. Efter indgrebet skulle jeg løbe op og ned ad sygehusets trapper, og jeg fik ve-stimulerende indsprøjtninger.
Sygeplejersken, der fulgte mig til min seng på stuen, gav mig et bækken og sagde, at jeg skulle benytte bækkenet, når jeg var trængende. Hun sagde, jeg ville få veer, og jeg skulle bare sige til, hvis der var noget.
Jeg fik ondt i maven og følte trang til at skulle på toilet, så jeg huskede at tage bækkenet med mig og undlod at låse døren. Jeg mærkede noget plumse ned i bækkenet og rejste mig og stirrede på mit endnu levende foster. Det var en lille dreng, som lignede en fugleunge. Jeg kunne se de fine årer på hans isse og ved tindingen. De lukkede fine øjenlåg, det lille ansigt. Jeg stirrede på de små arme, på fingre, der var ved at formes. Da han så stille begyndte at røre på sig, dreje hovedet og løfte sine arme som i et vink, skreg jeg i rædsel, blev ved med at trække i alarmsnoren. Sygeplejersken kom styrtende: ”Men du forbarmede, sidder du her helt alene?”
Det var det sidste, jeg så til ham. Så blev jeg kørt væk til operationsstuen, og mens jeg blev kørt henad en lang gang, kom min mand, der var blevet tilkaldt telefonisk på sit arbejde. Jeg græd som pisket, og han bøjede sig mod mig, og vi led sammen. ”Det var en lille dreng”, hviskede jeg.
Siden har jeg ”mødt ham” i en gulnet avisside, der blafrede hen ad fortovet i Aarhus midtby en stormfuld efterårsdag. Vi skriver 1990. Jeg ved ikke, hvorfor jeg samlede avisen op. Der var nogle pressefotos af et fattigt land; et af billederne var fotografiet af en nøgen baby, der lå i en rendesten med ansigtet i skarnet. Tanken kom til mig: ”Det var det, jeg havde gjort ved mit barn”, det var dette fotos budskab til mig: smidt det i rendestenen.
Jeg havde kort tid forinden været igennem en operation på kommunehospitalet i Aarhus, min livmoder var blevet fjernet. Nu brød jeg sammen, jeg genoplevede min abort. Jeg var nu 51 år og havde fået det dårligt efter operationen. Kernen i den smerte var følelsen af tab. Det var det konkrete tab af et engang så livsvigtigt organ, og tabet ved aborten.
I ånden så jeg det lille vinkende foster og genkendte den sorg, jeg havde følt dengang. Det hele blev vagt til live igen. Min gynækolog var mig en stor hjælp, mine voksne børn ligeledes. Kroppen glemmer ikke. Kvinden har ret til at abortere sit vordende barn, men kroppen blæser på rettigheder. Kroppen husker, musklerne husker, sjælen husker, og hjernen husker.
Som 65-årig savnede jeg stadig at kunne forlige mig. På et tidspunkt var min mand og jeg på Maribo kloster på en privat retræte. Vi deltog i nonnernes tidebøn, selvom vi ikke var katolikker. Jeg fik lejlighed til at tale med abbedissen, en vis og kærlig kvinde, og spurgte hende, om hun troede min søn ville formene mig adgang til livet efter døden, sådan som jeg havde forment ham adgang til livet?
Hun så kærligt på mig og svarede så: ”Jeg tror, at alle aborterede børn beder for deres mødre.”
Det svar gav mig ro i sjælen og dulmede min smerte.
Da jeg var 73 år gammel, savnede jeg det, at min lille dreng ikke havde fået et navn, et cpr-nummer, et gravsted. Hvad havde de gjort ved ham på hospitalet? Blev han anvendt til forskning? Blev hans kropsdele brugt i kosmetikindustrien?
Da jeg var 80 (jeg er 82 år i dag,) spurgte jeg en antroposofisk kvinde, der tror på reinkarnation, hvad hun mente, der var sket for min lille dreng i den åndelige verden. Var han blevet genfødt af en anden mor? Jeg fortalte kvinden, at jeg var ked af, at han ingen gravsten havde. Hun gav mig en bog, der handlede om, hvad der skete for de døde på den anden side af det liv vi kender: Brücken zwischen Leben und Tod (Broer mellem liv og død) af Iris Paxina.
”Giv ham et navn,” opfordrede min tyske bekendte. Jeg tænkte over det, så skrev jeg til hende: Han hedder Ingmar. Ingmar er et fint navn, skrev hun tilbage – maskulint og nordisk.
Jeg er glad for, at jeg gav ham navn og dermed identitet. At der kom sprog på, at der kom afklaring i sjælen på den rejse, det havde været: fra virvar til beslutning, via tvivl, sorg, smerte, savn, skyld, længsel og behov for at være tilgivet. Jeg føler mig stærk over at have accepteret det alt sammen og stolt over ikke at have lagt låg over det nogensinde, for Ingmar eksisterer stadig, måske ikke som et menneske, men alligevel som en søn, ihvertfald et vidne på alt det, vi sammen har gennemgået.
I hele debatten om abort savner jeg, at der også bliver vist faderen omsorg i form af samtaler.