Lige før påske lå der en bogpakke i min postkasse fra min gamle præst i Bagenkop, Niels Kirketerp. I pakken fandt jeg Louise Skrikes erindringer.
Niels er siden langelandsårene flyttet tilbage til det nordjyske. Han var i 2015 med til at udgive og bearbejde Skrikes erindringer, der udkom på lokalhistorisk forlag i Vrå. Skrike må være ukendt for de fleste, ligesom hun var for mig. Kendte jeg ikke Niels, havde jeg aldrig fået øje på hende.
I kirkehistorikeren Anders Pontoppidan Thyssens disputats om den ny grundtvigianske bevægelse fra 1957, nævnes hun kun en enkelt gang som en velhavende Venstre-grundtvigianer, der i 1870’erne holdt en politisk sammenkomst for ledende mænd i Venstre. Sporadisk finder man hende nævnt andre steder; ellers er hun ikke synlig i historiebøgerne. Det kan undre.
Ikke kun fordi hun i flere år stod i direkte kontakt med Grundtvig og flere indflydelsesrige grundtvigianere, men i lige så høj grad, fordi hun selv blev en ret indflydelsesrig grundtvigianer for kultur- og åndslivet i det nordjyske. Hun stiftede en lille friskole og blev en markant lærer på Vrå Højskole frem til sin død i 1935. Spørgsmålet er, om vi har glemt de kvindelige grundtvigianeres historie.
Louise Skrike blev født i 1842 i et dannet, københavnsk borgerhjem, hvor folk som H.C. Andersen og komponisterne Hartmann og Gade færdedes. Faderen, Adolf Skrike, var ansat i udenrigsministeriet og stod derfor også i tæt kontakt med hoffet. Skrike blev uddannet godt, hun var kvik, men også i sin ungdom religiøst søgende. I flere år var hun en del af kredsen omkring Indre Mission og Vilhelm Beck. Også katolicismen flirtede hun med.
Hun blev imidlertid dedikeret grundtvigianer og synes at være et godt eksempel på det, som Pontoppidan Thyssen mener, er kendetegnende for den grundtvigianske bevægelse, nemlig at den ikke var en samlet enhed, men snarere bestod af en række ildsjæle, ”aktivister”, der rundt om i landet påvirkede kultur- og åndsliv i grundtvigiansk retning.
En dag besluttede Louise sig for at gå i Vartov Kirke, hvor Grundtvig prædikede. Hun opsøgte ham efterfølgende for at tale med ham. Fru Grundtvig (Asta) spurgte hende imidlertid først: ”Må De for Deres forældre?”. Grundtvig var i 1860’erne ikke den store og samlende skikkelse, som vi kender i dag. Han var kontroversiel, og det var hans tilhængere også. Louise understreger flere gange i sine erindringer, at grundtvigianere var spottede og nød mindre anseelse end folk fra Indre Mission. Men Louises forældre, der havde opdraget Louise liberalt på trods af deres konservative indstilling til livet, tog den med ro. Louise gjorde, som hun ville.
Louise blev nu en fast del af kredsen omkring Grundtvig. Hun kommer til prædikerne i Vartov og bliver en af ”vennerne” (Grundtvigs tilhængere) i det grundtvigske hjem, hvor politik, samfundsforhold og litteratur ivrigt diskuteres. Grundtvig er nem at tale med, mener Louise. Han indprenter hende, at man altid i livet skal gå foran som et godt eksempel, og at uden borgerlige pligter falder samfundet sammen. Louises mors gamle moster er også tilhænger af Grundtvig, men tør ikke bekende kulør. I al hemmelighed tager mosteren alligevel til Grundtvigs prædikener. På sit dødsleje hvisker hun til Louise: ”Hils på Vartov.”
Louise er ofte i Rigsdagen, for hun er meget interesseret i politik og slutter sig til partiet Det Forenede Venstre. En skikkelse, der kommer til at præge Louise, er Sofus Høgsbro, den markante Venstre-politiker, der ad flere omgange var Folketingets formand. Hver søndag tog Høgsbro ud til Grundtvig for at diskutere indholdet i tidsskriftet Dansk Folketidende; et tidsskrift, der blev Louises yndlings-lekture. Grundtvig ”fandt sig i” Venstre, mener Louise, men var nok ikke gået så langt med som ”de unge” ved provisoriet i 1877.
Hendes beskrivelser af Grundtvigs syn på partiet Venstre er en detaljeret førstehåndsberetning, ligesom hendes beskrivelse af en lang række andre fremtrædende grundtvigianere. Louise færdes i alle cirkler af det grundtvigske miljø. Da Grundtvig dør, er Louise med til at binde en guirlande af roser og grønt til hans kiste. Hun og Asta klipper en lok af Grundtvigs hårpragt. Ved begravelsen synger folk omkring Vartov med på ”Dejlig er jorden”, og i Louises optik er den spontane sang på gaden det største øjeblik.
I 1874 mangler der en forstander til pigeafdelingen på Rødkilde Højskole. På opfordring af Frederik (Budstikke) Bojsen (far til forkvinde for Dansk Kvindesamfund 1884-1910, Jutta Bojsen-Møller) bliver tjansen Louises. Lærergerningen er hermed udstukket for Louise, og hendes mål er klart: ”På landet ville jeg leve, da jeg i det politiske havde fået mig indbildt, at bønderne bar Danmarks fremtid, og jeg ville være, hvor fremtiden groede.” En idealistisk indstilling for en kvinde, der var født og opvokset i et bedsteborgerligt miljø i København.
En kold efterårsdag rejser den 35-årige Louise alene til Vendsyssel for at blive lærerinde for pastor Heises børn. Men Heise og Skrike kommer på kant. Louise flytter ud af præstegården, og for sin opsparing bygger hun et hus i Guldager og etablerer sin egen skole. Hun holder også vinter-aftenskole for unge, hvor hun læser op af Grundtvigs tekster.
Senere flytter hun til Vrå, og sammen med andre højskolefolk bliver hun aktiv omkring Stenum – senere Vrå – Højskole, hvor hun også underviser, blandt andet i kvindesagshistorie og det moderne gennembrud. Der afholdes præstemøder, hvor der diskuteres politik og samfundsforhold. Skrike opfattes i Vendsyssel som en markant grundtvigianer, der ikke er bange for at sige sin mening. En præst mener, at når hun er med til møderne, får de altid ”den ubarberede Grundtvig”.
Louise Skrike havde sine egne meninger, handlemod og vilje til at sætte kursen for sit eget liv og andres i Vendsyssel. På mange måder er Louise Skrike eksemplet på Pontoppidan Thyssens argument om, at grundtvigianismen ikke var en samlet bevægelse, men snarere præget af enkelte ”aktivister”, der forskellige steder rundt om i landet søgte at præge og påvirke udviklingen i en bestemt grundtvigiansk retning, ligesom grundtvigianismen med Grundtvigs død i 1872 flyttede sit tyngdepunkt fra hovedstaden til landet.
Andre steder i Danmark er der ligeledes kvinder, der er relativt ubeskrevne for den brede offentlighed, men som indirekte har virket for både grundtvigianismen og kvindesagen. Fordi disse kvinder ikke figurerer i historiebøgerne, kan de være svære at få øje på. Men de er der. En historie i lighed med Louises kunne skrives om bondedatteren Ane Jensen fra Sydfyn. Ane forstod ikke, hvorfor piger ikke måtte komme på højskole. Hun tog til København for at diskutere sagen med Grundtvig, der gav hende ret: Piger burde kunne komme på højskole. Anes indsats fik grundlagt en af de første pigehøjskoler i Danmark, hvor hendes egen datter, Sara Højvang, var en af de første elever. Det beretter Sara om i Holger Begtrups bog om grundtvigske hjem i det 19. århundrede fra 1929. Men det er en anden historie, der ikke desto mindre vidner om en kvindelig ildsjæl på linje med Louise, og som i et større perspektiv synes at pege på, at kvinder med stærke grundtvigianske rødder ikke har været synderligt behandlet i litteraturen. Måske det var på tide at skrive de grundtvigianske kvinder ind i historien?