I april måned 2021 købte Kaj Munk Forskningscentret hos Bruun Rasmussen en mindre brevsamling (cirka 70 breve) mellem Kaj Munk og chefredaktør Aage Schoch. Jeg har haft fornøjelsen af at undersøge brevene og vil kort gengive, hvad jeg har læst og fundet ud af.
Kaj Munk ved vi alle, hvem er. Men hvad med Aage Schoch, hvem var han?
Aage Schoch (1898-1968) var en dansk modstandsmand, medlem af Frihedsrådet og chefredaktør ved Nationaltidende.
Han var ansat ved Jyllandsposten fra 1926 til 1934, hvor han lærte Kaj Munk og hans skarpe pen at kende. (Munk var fast knyttet som medarbejder ved Jyllandsposten fra 1931).
I 1934 bliver Schoch knyttet til Nationaltidende som chefredaktør, men i 1942 må han træde tilbage som chefredaktør på grund af bladets antinazistiske linje. Schoch går aktivt ind i modstandsarbejde og bliver arresteret af Gestapo og sat i fangenskab i Shellhuset, men slipper ud ligesom blandt andre Mogens Fog ved det engelske bombardement den 21. marts 1945.
Efter krigen bliver Schoch chefredaktør ved Berlingske Tidende og Berlingske Aftenavis 1945-46, medarbejder ved Flensborg Avis 1947-49, direktør for Dansk Røde Kors 1949-56. Aktiv i det præsidium, der samler penge ind til og bygger Frihedsmuseet.
Den 13. januar 1936 skriver Schoch til Kaj Munk og spørger, om han ikke kunne tænke sig at være ”litteraturanmelder i Dagens Nyheder”. Forklaringen er, skriver Schoch, at bladet ønsker at lade dette ”betydningsfulde felt inden for journalistikken bestride af en række prominente sagkyndige”.
Den efterfølgende korrespondance viser, at ønsket meget direkte har baggrund i, at avisens hidtidige anmelder, professor Hans Brix, har sagt sin stilling op for i stedet at arbejde for BT. Hvorfor nu Dagens Nyheder? Fordi avisen endnu ikke var blevet lagt sammen med Nationaltidende, hvilket skete senere på året 1936, hvor bladet blev overtaget af Dansk Arbejdsgiverforening.
Munk har ikke nogen interesse i at anmelde bøger, skriver han den 17. januar 1936, hvilket for ham er ”ligt med at prostituere bøger. Men jeg vil gerne skrive om bøger i Dagens Nyheder”.
Efter lidt korrespondance frem og tilbage, der blandt andet viser, at Munk skal sikre sig, at det er o.k., at han både skriver for Jyllandsposten og Dagens Nyheder, og at hans aflønning er o.k., bliver sognepræsten og chefredaktøren enige.
Dermed indledes et godt forhold mellem de to, der dog også slår gnister indimellem, som for eksempel når Munk – uden Schochs vidende – flirter med andre blade om eventuel ansættelse. Meget kontant svarer den altid korrekte Schoch den 16. februar 1938:
”Man bliver hærdet som redaktør, men alligevel er det lykkedes Dem at gøre mig gal i hovedet (…). De [har] fundet det rigtigst uden varsel at optage forhandlinger med et andet blad. Det er mig en skuffelse, men jeg håber endnu, at det ikke er så alvorligt ment, som det lyder.”
Et brev af 29. marts 1940 viser, at Nationaltidendes beslutning om at bringe Kaj Munks prædikener er en idé, der kommer fra Munk selv. En idé, Schoch er rigtig glad for.
”Vi vil gerne bringe dem, men det vil være mest praktisk, at de fremkommer mandag morgen, således at vi har dem i hænde senest lørdag.”
Den tyske besættelse sætter sit aftryk i en række breve, der omhandler censuren. Nogle eksempler:
Den 10. september 1940: Schoch finder det umuligt at bringe Munks store Grundtvig-digt.
”Jeg tror aldrig, jeg har truffet så tung en beslutning som den ikke at bringe Deres Grundtvig-digt. Jeg overvejede i 24 timer, men der var ingen anden udvej (…). (...) jeg kan forsikre dem, at med det kendskab, jeg i øjeblikket har til forholdene, ville Nationaltidende være blevet lukket eller i hvert fald sat i karantæne, der ville have umuliggjort vor virksomhed i lang tid.”
Den 5. maj 1941:
”Som De forhåbentlig gennem mit telegram har fået at vide, blev Deres søndagsprædiken så sønderlemmet af Udenrigsministeriet, at jeg foretrak ikke at bringe den”. Som en art ”praktisk anskuelsesundervisning [vedlægger] jeg dokumentet, [der viser], hvad man i dag kan, og i særdeleshed hvad man ikke kan skrive om”.
Munk bliver efterfølgende orienteret om Pressenævnets opgave – etableret ”den 6. maj 1940 efter overenskomst mellem Udenrigsministeriet og den samlede danske presse, efter at denne overenskomst er blevet godkendt fra tysk side” – og sanktionsmulighederne. Sidst i brevet oplyser Schoch, at han er blevet ”indklaget for deres påskeprædiken, som man fra tysk side [mener] vil skade det venskabelige forhold mellem Danmark og Tyskland.”
Den 5. august 1941:
”Vi var på grænsen af farezonen med Deres prædiken sidste søndag, men denne ville have bragt os lige ud i den, og det samme gælder Deres digt.”
Ud over at give interessante detailoplysninger om dansk presse og dens problemer under krigen giver et bestemt brev svar på et spørgsmål, som var aktuelt, da Kristeligt Dagblad den 31. marts kunne fortælle, at Kaj Munk Forskningscentret var kommet i besiddelse af en hidtil ukendt Munk-novelle.
Novellen er i dag kendt under navnet ”Jesu opvækkelse af Jairus’ datter” og blev i sin tid formentlig ikke bragt i Nationaltidende på grund af censuren.
I dag kan det være vanskeligt at indse, hvad tyskerne kunne have imod novellen. Men hvornår var novellen skrevet? Hvordan datere den? Det stod ikke klart den 31. marts 2021, men svaret dukker op i Munks brev til Schoch den 13. november 1941.
Her skriver Munk nemlig:
”Her er min første novelle (…) Jairus’ datters opvækkelse fra døde” og den passer til ”kirkeårets mest udæskende tekst”.
Sådan fandt det spørgsmål sit svar. Godt, at brevsamlingen endte, hvor den gjorde.
Så stor en brevsamling rummer selvfølgelig mange detailoplysninger om stort og småt.
Om kort tid er alle brevene tilgængelige på Kaj Munk Forskningscentrets hjemmeside. Læs selv.
Til afslutning blot to fremhævninger fra et par af de sidste breve:
Schoch gør i brev af 22. november 1941 det klart for Munk, at ”Christiansborg [står] i dag på gloende pæle, idet tyskerne har krævet, at vi skal tilslutte os Antikominternpagten (…). De forhandlinger, der føres i dag, bliver jo afgørende for Danmarks skæbne.”
Den 8. december 1941 fortæller Schoch Munk, at de tyske myndigheder forlanger hans ”øjeblikkelige afsked”:
”Jeg blev tirsdag formiddag kaldt op i Udenrigsministeriet, hvor den tyske presseattache, dr. Meissner, i meget ophidsede vendinger og ved overrækkelse af en note krævede min øjeblikkelige afskedigelse som følge af den måde, hvorpå vi havde sat telegrammerne om Antikominternpagten op.”
I første omgang ender det med, at Schoch bliver suspenderet, indtil ”Scavenius og Renthe-Fink kom hjem, således at regeringen kunne tage sig af sagen”.
Aage Schoch mister ikke sin stilling i denne omgang, da det erkendes, at tidspunktet for ”afskedigelse var det uheldigst mulige”.