En af tidens vigtigste politiske og kulturelle udviklinger foregår lige nu i USA. Afkristningen af ”Guds eget land” tager for alvor til i styrke og rummer – som det fremgår af dagens avis – enorme perspektiver. Og enormt bekymrende perspektiver, må man tilføje.
USA plejede at være verdens mest religiøse land, hvor alle trosretninger var repræsenteret, og hvor især protestantismen i angelsaksisk udgave var det kulturelle bagtæppe for snart sagt enhver væsentlig udvikling. Alle præsidenter var kristne, alle eliteuniversiteter var påvirket af protestantismen, og alle byer havde en høj andel af kirkegang. På en liste over de fænomener, der adskiller USA – et land, der i et vist omfang er grundlagt på kristne pilgrimmes visioner om et nyt Jerusalem – fra resten af verden, har aktiv trosudøvelse altid ligget højt. Det er slut nu.
Ligesom i ”den gamle verden” her i Europa flygter folk nu fra kirkerne – og fra synagogerne og moskéerne, for den sags skyld. I dag er under halvdelen af amerikanerne medlemmer af et organiseret trossamfund. Omkring en fjerdedel identificerer sig som ateister, agnostikere eller personer uden en religiøs tilknytning, de såkaldte nones . Spørger man unge født omkring 2000, er tallet en tredjedel.
Det er i både politisk og eksistentiel forstand principielt forkert at definere sig selv negativt. Hellere stå for noget positivt og selvstændigt. At betegne sig selv som ”ingenting” er millimetertæt på passivitet og nihilisme, og det vokser hverken det enkelte menneske eller demokratiske samfund af. Der er mange ”skurke” i denne amerikanske udvikling. Den politiske højrefløj har gennem årene misbrugt kristendommen i politisk øjemed og gjort modstand mod vielser af homoseksuelle og abort til de nærmest vigtigste elementer i tros-udøvelse.
Den politiske venstrefløj har tilsvarende ladet hånt om historien og kappet båndene til det, man undertiden kalder Mainline Protestantism, hvorunder den lutherske kirke eksempelvis hører. Denne tradition var indtil for relativt nylig den absolut vigtigste på det religiøse landkort og sikrede en generelt høj andel af kristne medlemmer af Det Demokratiske Parti, der i dag synes lige lovlig optaget af identitetspolitik og særrettigheder. Intet under, at moderate vælgere vender sig mod jagten på enkeltsager i begge partier.
I fremtiden kan der ske meget uforudset, og dét er på sin vis både amerikansk og løfterigt. Den politisk-kulturelle udvikling går ofte lynhurtigt derovre, og den sekulære bølge kan ebbe ud. Hvordan? Den fanatisme, der tidligere i historien var forbeholdt visse religiøse samfund, har i dag bemægtiget sig det politiske landskab og de sociale medier, hvor uforsonligheden er allestedsnærværende. I den forstand er USA ikke blevet mindre religiøst, men religion i form af fanatisme finder andre former. Måske fremtidens vælgere bliver så trætte af den nuværende politiske dømmesyge, at de vender tilbage til kirkerne. Der er i hvert fald ingen fremtid i at være en none eller i den hadkultur, der florerer på nettet og dele af den politiske arena nu.