De indløbne klager mod københavnerpræsten Flemming Pless om udnyttelse af kvinder under sjælesorg samt brud på tavshedspligten har vakt debat. Og de kan rumme brud på flere gamle paragraffer om præsters håndtering af deres embede, hvis klagerne er troværdige. Paragrafferne er at finde i Christian den Femtes Danske Lov fra 1683. Præster er ansat som statstjenestemænd, og de er derfor ikke bare underlagt sjældent brugt lovgivning fra 1600-tallet, men også den nyere tjenestemandslov. Denne foreskriver, at en tjenestemand ”samvittighedsfuldt skal overholde de regler, der gælder for hans stilling”.
Det gælder i og uden for tjeneste, og han skal også ”vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver”. Det er det såkaldte dekorumkrav. Ordet dekorum betyder sømmelighed og er en regel, der skifter med tidens moral (og i dag muligvis geografi): Hvad der sømmer sig for en præst eller en anden tjenestemand er ikke det samme som i 1600-tallet, men sikkert heller ikke i Jylland som i København anno 2021.
Spørgsmålet er dog, om der kræves noget særligt forbilledligt af en folkekirkepræst? Nej, hvis man skal tro en sag fra 2010. Et par teologer klagede da over sognepræst Poul Joachim Stender og hans bog ”Med Gud i sengen”. Klagerne fandt, at præsten med sine vulgariteter havde krænket dekorumbestemmelsen. Roskilde-biskop Peter Fischer-Møller indkaldte Stender til tjenstlig samtale, men afviste klagen, fordi han ikke fandt, at der gjaldt særlige dekorumkrav for præster.
Biskoppen henviste i denne sag ikke til Danske Lov eller præsteløftet. Ifølge begge kilder skal præsten foregå menigheden med et godt eksempel. I Danske Lov hedder det om præsterne, at de i ”al deres liv og levned og omgængelse skal anstille sig, som det hører sig til for en Guds tjener, at deres tilhørere kunne tage gode eksempler af dem” (2-11-1).
Kirkeretseksperten Kristine Garde, som har udgivet flere bøger om folkekirkens jungle af gammelt lovstof, har vurderet, at hvis Peter Fischer-Møller i sagen mod Stender havde bragt Danske Lovs bestemmelser i brug, da havde Kirkeministeriet ikke kunnet sidde det overhørig.
I en noget ældre dekorumsag fra 1978-1979 blev Danske Lov faktisk bragt i spil. Den daværende biskop i Aalborg indskærpede, at en præst ikke bare er forpligtet som tjenestemand, men som præst også efter Danske Lovs ordlyd. Biskoppen henviste til, at den indklagede præst fra Hune i Vendsyssel med præsteløftet højtideligt havde lovet eksemplarisk opførsel og dermed lovet at efterleve Danske Lovs dekorumparagraf. Ligeså havde præsten ved sin ordination hørt de foreskrevne læsninger fra Bibelen om den rette sømmelige og apostolske embedsførelse.
Menigheden i Hune havde klaget over, at deres præst brugte bandeord, ikke havde orden i sine sager og, hvad værre var, havde købt og drukket øl på den lokale tankstation iført sin præstekjole. Det lyder i nutidens øren ret uskyldigt. Alligevel var alkoholindtaget så stort, at det førte til problemer med embedsførelsen.
Til sagens opklaring blev der nedsat en undersøgende provsteret. Det var en retslig og teologisk instans med dommer og provst, som ikke længere eksisterer. Men samme retssystem blev brugt i læresager, og det viser noget om, at det dengang gældende system i højere grad end i dag interesserede sig for sammenhæng mellem præsters liv og lære. I det nuværende gejstlige retssystem fra 1992 kan teologiske læresager køres ved byretterne. Biskoppen fik i samme moment udvidede beføjelser til selv at gribe ind i mindre disciplinærsager, som meget oftere er dekorumsager end læresager. I større sager skal der nu foretages en undersøgelse og et tjenstligt forhør for lukkede døre.
Indimellem når selv mindre sager end den aktuelle og de historiske også frem til avisernes spalter. I 2014 førte en strid om retten til at bære hvide sko til præstekjolen til en dekorumsag mod en sognepræst. Provst og menighed var enige om at finde kondiskoene upassende.
I denne meget lille sag skal vi selvfølgelig hæfte os ved det principielle – at menigheden klagede. I den verserende sag mod Flemming Pless er der nok tale om kirkegængere fra Christianshavn. Det er dog uvist, om menighedsrådet også har klaget over embedsførelsen. Sagen synes alligevel så betændt – ligesom Pless tidligere har haft et par dekorumsager – at den formentlig vil havne på Kirkeministeriets bord.
Anklagerne mod Pless for grænseoverskridende adfærd er sandsynligvis højst i strid med dekorum, men især én af klagerne mod Pless er alvorlig for hans embede: anklagen over at have brudt tavshedspligten. Af et af de såkaldte vidnesbyrd i klagesagen fremgår det, hvordan Pless har afsløret personlige oplysninger, som han er blevet betroet i fortrolighed. Her kommer Pless givetvis i karambolage med Danske Lov igen. Den gamle lov bestemmer også, at præsten ”ikke må (uden sit kalds fortabelse) åbenbare, hvad nogen for ham i lønligt skriftemål har bekendt” (2-5-20).
Det vil med andre ord sige, at en præst har skærpet tavshedspligt.
En skrivelse fra Kirkeministeriet foranlediget af en sag fra 1985 fastholder denne regels gyldighed. En provst havde dengang udtalt sig til fordel for en af parterne i en samværssag om børn. Det var dog sket med oplysninger, som var ham betroet i en samtale i embeds medfør. Provstens opførsel blev påtalt. Kirkeministeriet slog samtidig fast, at tavshedspligten var en ”fundamental forpligtelse for en præst, uden hvilken præstestillingens varetagelse ville være udelukket”.
Rasmus H.C. Dreyer, sognepræst, ph.d. i kirkehistorie.