Det er på grænsen til ulækkert at se på. I et mørkt rum står disciplen Thomas over for den opstandne Jesus og stikker sin beskidte pegefinger så langt ind i hans sår under brystet, at det yderste fingerled ikke længere kan ses. Imens stirrer han nysgerrigt ind i såret, og bag ham står andre mænd og gør det samme.
Den italienske maler Caravaggios værk fra 1602 er et af de mest kendte billeder af fortællingen om den tvivlende Thomas, som der prædikes om i landets kirker denne søndag. I evangelieteksten kan man læse, hvordan disciplen kun vil tro på, at Jesus er opstået fra de døde, hvis han kan stikke sin finger i naglemærkerne og sin hånd i hans side. Dette får han ifølge historien lov til otte dage senere.
Ser man på Caravaggios maleri, hjælper Jesus ligefrem Thomas’ hånd på vej, siger Hans Jørgen Frederiksen, der er kunsthistoriker på Aarhus Universitet.
”Hvis vi ser på maleriet, forstår vi, at det ikke er på eget initiativ, at Thomas stikker fingeren ind i såret. Jesus tager fat om hans håndled og presser hånden derhen. Det kan næsten ikke blive mere konkret og lige på og hårdt, når det kommer til at skildre opstandelsen i kød og blod,” siger han.
Caravaggios maleri er dog langt fra det eneste, som viser sårene på den opstandne Jesus. For sårmærkerne – de såkaldte stigma – har fascineret kristne siden begyndelsen, hvilket både er kommet til udtryk i kunsten og troen.
”Interessen for sårene er aldrig forsvundet, men deres betydning har med årene fået flere aspekter på sig og flere lag,” siger Hans Jørgen Frederiksen.
Et af de tidligere formål med at beskrive sårmærkerne, var ifølge Hans Jørgen Frederiksen at gøre opstandelsen konkret.
”Beretningen om Thomas findes kun i Johannesevangeliet, som netop er kendt for at være præget af en græsk og mere filosofisk tradition. Så beskrivelsen af sårene var et forsøg på at udtrykke den historiske realitet bag Jesu død og opstandelse. Derudover var der et behov for at fremhæve, at opstandelsen ikke kun var noget åndeligt, men også fysisk,” siger han.
De første billeder af sårene, man kender i den kristne kunst, er ifølge Hans Jørgen Frederiksen fra efter år 420. De fleste viser en korsfæstet Jesus med nagler i hænderne, mens det første billede af historien om tvivleren Thomas, der stikker fingeren i såret, er fundet på et skrin af elfenben fra omkring år 430.
Først i middelalderen blev sårene mere markante i kunsten og også mere blodige. Her skulle de ikke kun fungere som dokumentation for opstandelsen, men også symbolisere lidelse, fortæller Hans Jørgen Frederiksen.
”Lidelsen blev et stadig mere fremtrædende billede på frelse og forsoning. Ved at vise voldsomme billeder af den korsfæstede Jesus, understregede man, at han tog alle menneskers skyld på sig og af den grund også led mere.”
Op igennem middelalderen blev skildringerne mere voldsomme i deres udpensling af lidelsen. Et eksempel var helgenen Birgitta af Vadstena, som skrev om, hvordan hun på en pilgrimsrejse i det hellige land stod på bjerget Golgata og så for sig, hvordan Jesus blev pint og døde på korset. Hendes tekst var inspiration til Isenheimalteret, der blev lavet af tyskerne Nikolaus fra Hagenau og Matthias Grünewald i 1512–1516 og ifølge Hans Jørgen Frederiksen regnes for en af de mere voldsomme fortolkninger af korsfæstelsen. Her har Jesus sår på hele kroppen, og torne fra den store tornekrans på hans hoved stikker ind i huden flere steder som små søm.
Det var generelt ikke kun i billedkunsten, at man dyrkede sårmærkerne. Der findes i dag mange gamle bønner, salmer og tekster om dem, og Grundtvigs salme ”Hil dig Frelser og Forsoner” er eksempelvis inspireret af en middelaldersalme om sårene. Derudover indeholder den katolske bedesnor rosenkransen fem store perler, der symboliserer sårene, Jesus havde i hænderne, fødderne og hjertet.
I dag fylder sårene dog ikke lige så meget i kunsten, siger Hans Jørgen Frederiksen.
”I dag ville mange formentlig føle, at det var vulgært at være så konkret i kunsten, som man var dengang. Man finder derfor ikke mange traditionelle tolkninger af Jesus på korset i nyere tid i vores del af verden. Sårene bliver typisk vist i en mere symbolsk forstand,” siger han.