Debatten om folkekirkens liturgiske debat er snart ved vejs ende i denne omgang. Processen blev sat i gang i 2016, tre debatoplæg fra fagudvalg blev udsendt til høring i foråret 2019, og fristen for at indsende høringssvar blev forlænget på grund af coronaen og udløber den 26. marts.
Skal folkekirkens gudstjeneste ændres? Det er der rigtigt mange meninger om. Nogle foretrækker bestemt den klassiske form og ser ingen grund til ændringer. Andre taler for, at det ringe kirkebesøg hænger sammen med en forældet form og et ordvalg, der slet ikke længere rammer flertallet af medlemmer.
Birgitte Kragh Engholm fra Vesterbro provsti beskrev i en bog fra sidste år, hvordan hun kompromisløst har udviklet særlige gudstjenester målrettet segmentet af spirituelt interesserede 25-50-årige på Vesterbro i København. Den gode tilslutning, som nye gudstjenesteformer faktisk har haft i de seneste år, er en del af baggrunden for debatten om liturgien i fremtiden.
Dilemmaerne er imidlertid flere: Hvad enten man fornyer eller bevarer gudstjenesteformerne, vil man skuffe og frustrere nogen. Og bag det hele ligger et grundlæggende dilemma: Hvis folkekirken fremover ikke længere har en gudstjenesteform, der er genkendelig over hele landet, er den ene folkekirke så ikke atomiseret til 2000 folkekirker?
Teologisk er der ikke så meget hjælp at hente ved at gå tilbage til Martin Luther, for både ”fornyerne” og ”bevarerne” kan påberåbe sig Luther, hvis de ønsker det. Luther ændrede selv på den nedarvede katolske gudstjenesteform, og han var åben for ændringer af sit eget gudstjenesteforslag. Hans liturgiske forslag skulle ikke være bindende, for andre ordninger kunne være lige så gode som hans egen. Luther gik så vidt som at skrive, at sande kristne i det hele taget ingen ordninger behøvede. For hans skyld kunne man godt beholde de gamle udvalg af bibeltekster, men det var også i orden at prædike fortløbende over hele bibelskrifter. Man kunne for Luther beholde messeklæderne eller lade være. Gamle kirkeordninger, der ikke virkede længere, skulle efter Luthers mening kastes bort som gamle sko.
På den anden side talte den samme Luther også for, at der af hensyn til børn og mindre kirkevante folk skulle være en liturgisk ensartethed i det samme land. Netop af pædagogiske grunde var det vigtigt med en fast liturgi og faste formuleringer, for ellers kunne folk intet huske. I øvrigt fandt Luther folk næsvise, når de ville have nyt hele tiden.
Corona-pandemien kom ind midt i den løbende liturgiske debat, og den har også haft liturgiske følger. Krisen har tvunget sogne og menigheder ud i megen liturgisk nytænkning på grund af skiftende krav om deltagerbegrænsning og gudstjenester af højst 30 minutters varighed. I mange sogne har dette betydet et øget antal gudstjenester i ugens løb med forskelligt præg: Korte nadvergudstjenester, rene prædikengudstjenester, dåbsgudstjenester og så videre. Selvom dette er sket af nød, kan man godt lære af det fremover. Reelt har restriktionerne ført folkekirken tilbage mod sine rødder, for oprindeligt var der mange flere gudstjenester i ugens løb end i nutiden.
Luther lagde op til mange og forskellige gudstjenester i ugens løb, og sådan var det i Danmark efter Reformationen. Der var gudstjenester onsdag og fredag, samt tre-fire forskellige gudstjenester på søn- og helligdage. Især i oplysningstiden omkring 1800 skar man mange af disse gudstjenester væk, så det almindelige blev en enkelt søndagsgudstjeneste – og siden er det på landet efterhånden ikke engang hver søndag.
Corona-tidens mange gudstjenester har nu foræret folkekirken en løsningsmulighed i det liturgiske dilemma: Det er muligt at have en model, der siger både/og ikke enten/eller. Der er faktisk både tid og plads til en fast og autoriseret søndagsgudstjeneste, der retter sig mod alle i sognet, og som er genkendelig over hele landet – og til alle slags specialgudstjenester og gudstjenesteeksperimenter på evangelisk-luthersk grundlag. Hvem skulle have tænkt, at en pandemi kunne påvirke en liturgisk debat?
Kurt E. Larsen er professor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet.