Jeg er ikke vokset op i et specielt troende hjem. På det punkt var vi nok som de fleste andre danske familier, hvor vi var medlemmer af folkekirken, uden at kristendommen fyldte meget. Alligevel besluttede vi en dag for snart over 20 år siden at tage til gudstjeneste i en frikirke på Nørrebro, hvor der var en helbredelsesprædikant på besøg.
Min far var på det tidspunkt syg og kunne næsten ikke gå, så vi tænkte, at der vel ikke kunne ske noget ved at møde op og se, hvad der foregik. Hele aftenen var der en baby, der græd og græd, så alle i kirken kunne høre det. På et tidspunkt blev moderen kaldt op til prædikanten, og i det sekund, han lagde hænderne på babyen, blev der helt stille i forsamlingen. Normalt ville mit rationelle hoved have afskrevet den slags som snyd eller aftalt spil. Havde det været en voksen, ville jeg nok have tænkt, at han havde fået en god skilling for det. Men en baby kan man ikke snyde med på samme måde.
Gudstjenesten fortsatte med, at prædikanten lagde sine hænder på de fremmødte. Til sidst sagde han til de syge, han ikke havde nået at kalde op på scenen, at deres familiemedlemmer skulle lægge hænderne på dem. Det gjorde vi på min far, og så skete der noget uforklarligt. Han gik med krykker, da han kom ind, men det endte med, at min far og jeg løb om kap ude på parkeringspladsen bagefter.
Det var ikke sådan, at jeg efterfølgende gik rundt og råbte halleluja. Men episoden satte sig alligevel i mig, og jeg får stadig gåsehud af at fortælle om den, også selvom min far desværre senere fik en arbejdsskade og igen blev dårligt gående.
I de første år lagde jeg oplevelsen til side på en mental hylde, men med årene er både den og andre uforklarlige oplevelser vokset sig store i mig. Til sidst nåede det et punkt, hvor det krævede mere tro for mig at holde fast i, at det blot var tilfældigheder, end at sige, at der er en større mening med livet. Jeg har i mange år betragtet mig som troende, men det er først i løbet af de seneste par år, at det er nået et punkt, hvor jeg for alvor har følt, jeg blev nødt til at stå ved det. Det er også baggrunden for, at jeg nu har skrevet en bog om kristendommen.
Jeg havde i noget tid haft en idé om at lære mere om kristendommen, og da jeg røg ud af Folketinget (ved valget i 2019, red.), fik jeg også tiden til det. Over 13 måneder fik jeg undervisning af en frikirkepræst, jeg kender, hvor jeg også fik læst hele Bibelen. Det gjorde, at jeg fik sat ord på mange af de uforklarlige oplevelser, jeg har haft igennem årene, og de kom til at hænge sammen for mig.
Det har været en gradvis proces hen mod troen på Kristus. Den er også blevet ansporet af, at jeg igennem årene har siddet i mange spændende samtaler med både Søren Krarup (DF) og Jesper Langballe (DF). Det er ikke altid, jeg har kunnet følge med, men samtalerne har alligevel sat sig i mig. Så jeg har fået mange input fra forskellige sider.
Når jeg fortæller om min oplevelse med min far og andre uforklarlige hændelser, oplever jeg nogle gange, at folk gør grin med det. Nogle synes ligefrem, det er lidt latterligt.
Det ser jeg som et tegn på, at vores kultur er gået i stykker på det punkt. Både vores uddannelsesinstitutioner, det politiske liv og samfundslivet bredt set har i en lang periode set ned på de troende. I stedet har man erstattet den kristne tro med en ekstrem tro på sig selv. Vi har fået en tanke om, at vi kan finde meningen med livet inde i os selv. Det er individualismen, der har taget overhånd. Det har gjort, at vi er blevet åndeligt fattige.
Selvfølgelig må man gerne være glad for sig selv, hvilket jeg også siger til mine børn. Bare man ikke bliver for selvglad. Hvis vi kun leder efter meningen inde i os selv, bliver det retningsløst. Jeg tror, det ligger dybt indprentet i os alle, at vi ønsker at søge Gud og søge en mening med livet. Og meningen ligger så et sted, hvor det moderne menneske har lært, at man ikke behøver at lede.
I dag er jeg og min familie medlemmer af Stevns Valgmenighed, men vi kommer også jævnligt i forskellige frikirker. I det hele taget holder jeg meget af at tage til forskellige slags gudstjenester, og det kan også være hos migrantmenigheder eller i en katolsk kirke. Generelt set tror jeg, at troen har gjort, at jeg er blevet mere tålmodig og lyttende. Og jeg er blevet mere opmærksom på, hvad jeg konkret kan gøre for andre. Jeg prøver så godt som muligt at spejle mit liv i Kristus.
Politisk set har troen ikke ændret det store for mig. Min modstand mod islam er stadig den samme, hvis den da ikke ligefrem er blevet skærpet. Jo mere jeg sætter mig ind i både kristendommen og islam, jo tydeligere står det for mig, at Jesus og Muhammed aldrig ville være blevet bedste venner. Forskellen er dog, at jeg i dag nok ville sige nogle ting på en lidt anden måde, end jeg har gjort tidligere. Derudover er jeg blevet mere opmærksom på, hvad jeg konkret kan gøre for andre i det daglige. Det betyder, at hvis jeg igen skulle komme i Folketinget og i kommunalbestyrelsen på Stevns, vil jeg formentlig have mere fokus på socialpolitik.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
At lytte, og at læse Bibelen og tage sig tid til det. Og i forlængelse af det råd ligger også at tænke over ens vaner, og hvad man bruger sin tid på. Tid er et udtryk for ens kærlighed. Ved at få det gjort til en vane at læse et stykke af Bibelen hver dag får man styrket sin åndelige forståelse. Det kan man også få ved andre gode vaner.
Hvad har udfordret din tro?
Når jeg er blevet konfronteret med ondskaben i verden eller har haft sygdomme tæt inde på livet, har jeg oplevet, at det kan være svært at se meningen i det hele. På samme måde har videnskabelige teorier udfordret min tro. Men i begge tilfælde synes jeg, at når man først sætter sig ind i sagerne, findes der gode svar i kristendommen. For eksempel passer Big Bang-teorien jo ganske fint med skabelsesberetningen.