Kirker behøver ikke de samme kirkeskikke og ceremonier – men hvilke konsekvenser har mangfoldigheden?

I de senere år har kræfter i folkekirken udarbejdet mange målrettede og kreative gudstjenesteformer, og for tiden drøftes grænserne for, hvor langt man egentlig kan gå. I en ny serie beskriver kirkehistoriker Kurt E. Larsen debatten om folkekirkens liturgi

Kirker behøver ikke de samme kirkeskikke og ceremonier – men hvilke konsekvenser har mangfoldigheden?
Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.

I evangelisk-luthersk kirkelig tradition lægges den afgørende vægt ikke på gudstjenestens form, men på ordets sande forkyndelse og på den rette forvaltning af sakramenterne, dåben og nadveren. Hvor dette er til stede, regnede de lutherske med, at der også var en kirkelig enhed til stede – også selvom der var store forskelle i kirkeskikke, ritualer og liturgier.

Der er principielt og rent teologisk ingen faste krav til liturgien ved gudstjenester i den evangelisk-lutherske kirke, der derfor også tager sig ganske forskelligt ud, om man er i Danmark, USA eller i Etiopien, hvor verdens største lutherske kirkesamfund nu findes. Faktisk står det udtrykkeligt i Den Augsburgske Bekendelse, der også er bekendelsesskrift og dermed forpligtende i folkekirken, at det ikke er nødvendigt, at der alle steder er de samme kirkeskikke eller ceremonier.

Det er derfor god luthersk skik, når der de seneste par årtier er vokset en mangfoldighed af nye gudstjenesteformer frem i folkekirken. I andre nordiske lande er man foran med dette og har endnu flere variationer. Der er næppe tvivl om, at folkekirkens voksende sans for at have flere forskellige gudstjenesteformer og gudstjenestetyper har været medvirkende til at få flere til at deltage i gudstjenesterne hen over året. Der er arbejdet meget på at udarbejde målrettede og kreative gudstjenesteformer i de senere år, hvor folkekirken frem til 1970’erne – og mange steder meget senere – kun havde én gudstjenesteform, der var fuldstændig ens fra gang til gang og i øvrigt altid foregik søndag formiddag klokken 10.

Både teologiske principper og praktiske erfaringer taler således for at åbne for fornyelse og for et mere varieret udbud af gudstjenesteformer, men det giver til gengæld en række andre problemer, der får nogle til at slå stærkt på traditionen. Det drejer sig om gudstjenestens genkendelighed, om kirkens ressourceforbrug og det grundlæggende spørgsmål om menighedens fokus.

Kan man ikke genkende gudstjenesten, hvis man dukker op i en anden kirke, kan det for nogle virke fremmedgørende. Dette kan man allerede nu opleve i kirker i Norge og Sverige, hvor selv den mest kirkevante dansker kan blive frustreret over ikke at ane, hvad der skal ske og hvornår. Ganske vist kan man sige, at man ikke holder gudstjeneste af hensyn til dåbsgæster og turister. Et andet problem kan dog ligge i, at medarbejdere i folkekirken undertiden afløser hinanden i ferierne, hvilket vil blive vanskeliggjort, jo mere kreative og specialiserede nabosognets gudstjenester er. Luther, der jo ellers slog på den liturgiske frihed, anbefalede derfor også selv, at man i hvert fald i samme region havde en ensartet liturgi i kirkerne.

Luther var ikke en principrytter i sit studerekammer, men havde så tæt kontakt til den kirkelige virkelighed, at han så praktisk på mange ting. Forandringer i gudstjenesten kræver erfaringsmæssigt meget tid. Nogle vil lægge en sådan vægt på gudstjenesten som kirkens kerneydelse, at man vil opfatte det som et rigtigt ressourceforbrug. Andre vil argumentere imod det, fordi det vil gå ud over andre præstelige opgaver, nemlig af den type, der handler om kontakt med mennesker i sognet, såsom husbesøg, deltagelse i frivilligt kirkeligt arbejde og i det folkelige arbejde.

Endelig rummer interessen for gudstjenestefornyelse også en indbygget fare for at flytte fokus i menighedens gudstjeneste. Lægger man så megen vægt på de ydre former og liturgier, på gudstjenestens festlighed og musikkens form, så står man i fare for at kredse om ydre forhold og ikke på forkyndelsens indhold, på ordet, som altid har været det særlige kendemærke på en evangelisk-luthersk gudstjeneste.

Kurt E. Larsen er professor i kirkehistorie