Johannes Møllehave: På min gravsten står der ”Gud er kærlighed”

I 2009 talte den dengang 72-årige Johannes Møllehave med Kristeligt Dagblads chefredaktør Erik Bjerager om livets afslutning. Resultatet blev en bog, og i anledning af Møllehaves bortgang 12 år senere bringer Kristeligt Dagblad nu et uddrag fra bogens sidste kapitel – om døden, håbet og paradiset

"Barnet bliver født til en tilværelse, hvor kun én ting er givet, og det er døden," siger Johannes Møllehave om barnedåben i interviewbogen "Det ender godt". "Det er helt sikkert, at det barn engang skal dø. Men kristeligt set bliver det ført ind til et liv, som sejrer over de mørke skygger og den tilintetgørelse, der venter foran. Dødens mørke erstattes af kristendommens løfte om, at du har del i Kristi død og Kristi opstandelse."
"Barnet bliver født til en tilværelse, hvor kun én ting er givet, og det er døden," siger Johannes Møllehave om barnedåben i interviewbogen "Det ender godt". "Det er helt sikkert, at det barn engang skal dø. Men kristeligt set bliver det ført ind til et liv, som sejrer over de mørke skygger og den tilintetgørelse, der venter foran. Dødens mørke erstattes af kristendommens løfte om, at du har del i Kristi død og Kristi opstandelse.". Foto: Leif Tuxen.

Ligesom døden har også det evige liv været et tabu for mange mennesker i mange år. I en stor del af mine præsteår var det evige liv også et tabu for mig selv. Da jeg var yngre teolog, var det ikke moderne at tro på et liv efter døden. Den bærende forståelse af det evige var, at det evige liv findes i øjeblikket. Vi kender alle til øjeblikke, der løfter sig som stjerneskud over alle de andre øjeblikke. På universitetet fik vi hele den teologi ind, der sagde: Det er mytisk, at Jesus kunne gå på vandet. Det er mytisk, at han kunne genopvække de døde. Det er ikke noget, det moderne menneske kan tro på. Hvis du havde hørt mig prædike i 1970’erne, ville du have hørt mig sige, at livet, det er her og nu. Der er ikke andet, og evigheden er noget, vi oplever i dette liv. Men jo ældre jeg er blevet, jo mere forstår jeg, at der er noget, der venter. Du er ikke i Paradiset, men du er tæt på at være ved grænsen. Jeg har fået en større erkendelse af, at der er et efterliv. Det er i dag en meget stærk del af min tro. I fadervor siger vi »komme dit rige« og »ske din vilje«, og riget er ikke kommet endnu, og Guds vilje er ikke sket endnu. Vi kan ikke lave gudsriget på Jorden. så jeg har ændret min forståelse og min teologi på dette afgørende punkt.

Det er en voldsom amputation af teologien at sige, at det evige liv ikke findes. Det er at sætte teologien på en afmagringskur, som den dør af. Uden evighedsperspektivet bliver kristendom og teologi spøgelsesagtige størrelser. Derfor var den teologi, vi fulgte dengang, en blindgyde, og jeg ser meget frem til, at der kommer en større åbenhed over for talen om det evige liv.

Det evige liv er den uendelige paradistilstand, som vi ikke kan opnå her på jorden. De gange, man har villet skabe Paradis, er det blevet til helvede på jord. Kommunisme, nazisme, maoisme – hver gang er disse drømme om at lave en bedre jord endt med undertrykkelse, henrettelser og diktatur.

Når vi dør, sker det, som Paulus omtaler i andet brev til Korintherne: »Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!«

Min egen opfattelse af døden er præget af min forståelse af, at jeg får min identitet ved, at jeg er Guds barn. Det er jeg, når jeg sover, og når jeg er vågen. Når jeg dør, vågner jeg igen til Guds-identiteten. For mig er døden en søvn, som man vækkes af ved opstandelsen. Men jeg gør mig ikke mange forestillinger om, hvad der sker efter min død. Jeg er i Guds hånd. Det er vi alle. Det er mig egentlig nok. Resten er spekulation. Paulus taler om, at vi opstår i et himmelsk opstandelseslegeme, som ikke er af kød og blod. Ligesom hvedekornet, der sås på marken, ikke ligner kornplanten, der vokser frem, sådan vil Gud give mennesket en ny skikkelse ved opstandelsen. Men vi ved ikke mere.

Halfdan Rasmussen har et lille vers, hvor pigen spørger:

“Hvor er man henne når man er borte

og hvor er man henne når man sover hen?

Det er svært at forstå når man ikke forstår det,

for om morgenen er man der altid igen.”

Grundtvig siger: »Døden er jo kun et blund, som vi fra søvnen kende.« Jeg tror fuldt og helt, at Gud er der i en eller anden forstand. Det er min tro, at den døde, ligesom den levende, er i Guds hånd.

Hvordan opfatter du opstandelsen?

Jeg mener, at der er en del i kristendommen, som handler om at leve i forventningen, og forventningen er noget, som endnu ikke er kommet. Mit syn på evigheden formes i dag blandt andet af Grundtvigs smukke ord i salmen »som forårssolen morgenrød«, hvor der står:

derfor, så længe verden står,

nu efter vinter kommer vår

livsalig i Guds rige.

(DDS 234, N.F.S. Grundtvig, 1846)

Så længe verden står, ender det ikke med kulde, gys, frost og vinter. Efter vinter kommer vår. Det er hans forkyndelse, at det livsalige Guds rige venter forude. Søren Kierkegaard siger, at man kan have evigheden i hjertet og dog høre stueuret slå. Det er evighedslængslen, han her beskriver. Vi lever vort liv på dette livs præmisser, hvor tiden går, men vi bærer evighedslængslen i vore hjerter.

Forestiller du dig, at vi kommer for en dommer, når vi dør?

Ja, men du ved, at din dommer har ført din sag, som Grundtvig siger, og det er så smukt. Forestil dig, at din dommer fører sagen for dig, så du er frikendt på grund af hans udsagn. Vore liv bliver vurderet efter døden, og ingen af os kan bestå den vurdering. For det er jo rigtigt, som H.C. andersen skriver i sin meget karske salme om døden, »Jeg har en angst som aldrig før«, at vi syntes, at de andre trængte mere til tilgivelse, end vi selv gjorde. Vi opskriver de andres gæld, men nedskriver vores egen. Vi mennesker har i det hele taget en tendens til, at vi næsten altid bærer over med os selv.

Der kommer en dom, og ingen vil kunne bestå prøven. Som kristen og lutheraner tror jeg ikke på, at vi kan yde noget. Ingen har levet et rent og pletfrit liv. Dommedag findes, og der er et livsregnskab at gøre op. Vi har alle gjort fortræd. Vi har såret og svigtet. Men Gud har sendt sin søn for at sone vore svigt. Henrik Ibsen skriver:

At leve er – krig med trolde

i hjertets og hjernens hvælv.

At digte, – det er at holde

dommedag over sig selv.

Det er nu, der skal holdes dommedag, siger Ibsen.

Kierkegaard siger, at Jesus stiller sig foran den dømte og siger: Tag mig i stedet for ham! Han dækker os med sin krop, så vi skal ikke grue for dommen. Men selvfølgelig er der en dom.

Så du er ikke bange for at blive fordømt?

Det kunne jeg sagtens være, for det synes jeg, at jeg har fortjent. Men jeg synes, at vi i kristendommen får lige præcis mere, end vi fortjener. Det er min tro. Jeg har fået livet, og det har jeg ikke fortjent, for jeg har misbrugt det mange gange. Der har også været dage, hvor jeg har været utaknemmelig i stedet for at være taknemmelig, men taknemmeligheden er min religiøsitet i dag. Nogle siger, at man begynder at blive sur, når man bliver gammel og ikke kan andet. Jeg har det omvendt. Jeg har så meget brug for at lovsynge, og da jeg ikke kan synge, bliver det til, at jeg lovsiger. Mit største behov er at sige tak. Så det er ikke sådan, at jeg søger Gud, når jeg er i knibe, eller fordi jeg er angst for fortabelsen. Jeg søger Gud for at komme af med mit overskud og for at sige tak.

Jeg tror ikke på fortabelsen. I Paulus’ Første brev til Korintherne står der, at Gud til sidst vil være alt i alle. Han vil ikke være alt i nogle få udvalgte. For mig er det vigtigt, at der står – sådan tolker jeg det i alt fald – at ingen skal fortabes, ingen uanset tro. Jeg må også sige, at hvis jeg tvivlede på et eneste menneskes frelse, ville jeg fortvivle over min egen. Fortvivle totalt. Jeg er nødt til at håbe på, at min skyld bliver mig forladt. Det hænger sammen for mig.

Jeg mener ikke, at man kan anskue spørgsmålet om fortabelsen med juridiske briller, og det er der en tendens til i den måde, nogle taler om fortabelsen på. Men selv i det juridiske sprog bruger man ordet nåde, når man taler om benådning. Det er mig fuldstændig umuligt at forestille mig evig pine. Jeg er glad for, at vi ikke har dødsdom i Danmark, men selv i USA tænker de jo ikke sådan, at det gælder om at trække dødspinen ud, så de dømte er så længe som muligt om at dø. De juridiske og de religiøse begreber kolliderer her. Jeg kan ikke forstå den magthaver og den Gud, der tænker sådan, at det ikke er nok, at man bliver pint i hundrede eller tusind år, men derimod skal pines i al evighed. For mig er der enten en nåde, som er en amnesti til alle, eller også er der ingen nåde.

Noget af det mest opmuntrende i min tid har været at opleve amnestien efter apartheid i Sydafrika. Hvor var det fantastisk, at de ikke sagde, at der skulle være et retsopgør, hvor de skyldige blev dømt, men derimod et retsopgør, hvor alle, som bekendte deres skyld, blev benådet og fik amnesti. Når man bare ét sted her på jorden kan undlade at kræve hævn, så er det svært at forestille sig, at Gud ikke også kan undlade at kræve hævn.

Da vi havde retsopgøret herhjemme efter anden verdenskrig, blev det besluttet at indføre dødsstraf med tilbagevirkende kraft. Tyskerne havde brugt dødsstraf, og nu ville vi gøre det samme. Da skrev teologen Hal Koch et indlæg i en avis med overskriften »Plager Fanden jer«, og jeg vil sige det samme til de mennesker, der mener, at der fældes en evig straf over andre mennesker efter døden.

Har Gud sagt til Fanden: »Jeg håber, at du piner dem, så de ikke dør af det, men lever i pinslen i al evighed«?

Troen er ikke en god gerning, og man kan aldrig måle, om troen er stor nok til frelse. Skal den være to centimeter høj eller 10 centimeter høj? Det bliver absurd, når man tænker det igennem. Der er steder i Bibelen, som nogle tolker som en slags dokumentation for, at fortabelsen er en mulighed. Men det kan ikke overbevise mig, at det står på et stykke papir. Jeg kan ikke adskille den måde, jeg tænker på som menneske, fra den måde, jeg tænker på som teolog. Ligesom man i den juridiske og folkelige verden opererer med en retsbevidsthed, mener jeg også, at den hersker i den religiøse verden. Det kristne evangelium gør op med gengældelsens lov.

»Hvorfor er nogle kristne mennesker mere kristne, end de er mennesker?« spurgte forfatteren Carl Erik Soya. Hvorfor kan nogle sige, at de som kristne mener, at der er nogle, der skal pines til evig tid, når de samme mennesker jo vil sige, at de som mennesker aldrig ville ønske at dømme nogen til evig pine? Når det er uretfærdigt i vores verden, kan jeg slet ikke forestille mig, at det skulle være retfærdigt i en verden, som vi ikke kender.

Efter Jesu død på korset nedfarer han til helvede, men opstår så på tredjedagen. Både Grundtvig og Jakob Knudsen var plaget af rædsel over for døden, og de frygtede vel også fortabelsen. Men jeg mener, at i hvert fald Grundtvig nåede frem til, at det kun er døden, der bliver tilbage i helvede. Jesus har været der, men er opstanden.

Den kristne kirke har efter min opfattelse taget fejl op igennem hele kirkehistorien, hvor forestillingen om fortabelsen har fyldt meget. Vi kender det fra kalkmalerierne og fra hele den katolske kirkes handel med afladsbreve i Middelalderen, men vi kender det også fra i dag. Jeg kan ikke gennemskue, om forestillingen om fortabelse har været kirkens middel til at have magt over mennesker på. For mig at se er det at forkynde kristendom det samme som at forkynde, at Gud er kærlighed. Og Gud siger ikke, at han er kærlighed for nogle få udvalgte. Han er det for alle.

»Vor Gud han er så fast en borg« skriver Luther i sin salme, og det er Gud jo ikke, hvis han den ene dag er givende, men den næste dag er pinende.

I kristendommen siger vi i trosbekendelsen, at vi tror på kødets opstandelse og det evige liv. Hvad betyder det?

Jeg har tidligere fortalt om præsten Johannes værge, der har skrevet den fremragende bog om det evige liv, »Efter døden«. Heri gør han opmærksom på, at fordi kød i bibelsk sammenhæng kan betyde menneske, kan kødets opstandelse forstås som menneskets opstandelse. Men menneskets opstandelse betyder ikke, at legemet genoprettes i samme form, som det havde i det jordiske liv. I evigheden hos Gud har tilværelsen andre dimensioner.

Grundtvig forstår det sådan, at kødets opstandelse er Guds ja til hele mennesket. Det er Guds accept af kroppen og ikke kun sjælen. Mange vil jo sige, at sjælen er ren som sne, mens kroppen er beskidt. Det er med kroppen, at vi begærer. Kroppen har måske haft bylder og alskens sygdom. Vi tror ikke på kroppen. Men Gud elsker mennesket som helhed. Kødets opstandelse er et ja, en accept af det hele menneske.

Karen Blixen siger: Lær af trækfuglene. De ville da ikke flyve af sted, hvis de ikke vidste, at der var lys og varme et sted derude. Hun siger også, at dette, at vi længes efter evigheden, er et bevis på, at den er til. Det ved jeg ikke, om jeg tror. For så kunne jeg også sige, at jeg længes efter at få en god middag. Det er jo ikke en sikkerhed for, at jeg får den. Men jeg er lige ved at mene, at Grundtvig er enig med Karen Blixen. Hans salmer handler ofte om, at det, vi længes efter, er noget, der er nedlagt i os. Det er i alt fald ikke en forgæves længsel, evighedslængslen.

Man møder samme forståelse hos Blicher: »Thi ogsaa jeg er kun her paa træk, og haver andetsteds hjemme,« skriver han i digtet »Præludium«. Det er fra samlingen »trækfuglene«.

Kierkegaard var mere åndelig end Grundtvig, og han kaldte kroppen for et »modbydeligt grødomslag om sindet«. Jeg synes ikke, min krop er et grødomslag om sindet. Men jeg kendte en mand, der fik sclerose og endte med at være totalt lam. Til det sidste læste han ikke andet end Kierkegaards opbyggelige taler, for de var til virkelig trøst for ham.

Præsten kom for at tale om begravelsen, og så sagde den døende:

»Nu ikke for meget om kødets opstandelse, vel?«

Han orkede ikke mere, for han kunne ikke klare sin krop længere.

Det mærkelige er, at vi somme tider har de døde hos os i form af en drøm. For eksempel ved, at vi hører stemmen i drømme. Jeg vågner tit ved, at jeg hører Herdis’ stemme. Hun var fra Sønderjylland, så hun udtalte mit navn uden tryk, Johannes. Tit, når jeg vågner, hører jeg hende sige mit navn, og det er underligt så længe efter hendes død. Stemmen er der. Jeg kender hende på røsten.

Da teologen P.G. Lindhardt lå for døden, blev han spurgt, om der ikke var nogen, han ville se. Jo, sagde han, han ville se Anna Sophie Seidelin. Hun havde mistet sin mand, Paul Seidelin, som var en meget respekteret sognepræst, og de var begge blevet landskendte for deres oversættelse af Det Nye Testamente. Hun kommer på besøg hos P.G. Lindhardt og holder ham i hånden og spørger, om han er bange for døden.

»Slet ikke,« siger han.

»Godt,« siger hun og kysser ham på panden: »Hils Paul.«

Det er så rørende, at hun siger det lige til ham, der var blevet beskyldt for at afvise det evige liv.

I Grundtvigs salme »Den signede dag« slutter han med sætningen: »Så frydelig der til evig tid med venner i lys vi tale.«

Det er et flot billede på paradiset: Med venner i lys vi tale. Somme tider fører vi hinanden bag lyset. Det er ikke godt. Det er det derimod at være i lyset sammen.

Udtrykket stammer i øvrigt fra de islandske sagaer. Grundtvig har taget det fra Eddaen, der taler om, at vi mødes i lys i stedet for i mørke. I den jødiske tradition, altså før kristendommen, henfører døden til mørke. Vi er i mørkeriget. Kristendommen fører os til lyset.

Påsken er kristendommens vigtigste højtid, og vi må fastholde, at langfredag ikke er det sidste, der er at sige om døden.

Kristendommens eksistensgrundlag er, at der er nogle, der mener, at de har set Jesus efter hans død. De har ikke set ham stå op og gå ud af graven, men de har set ham. Paulus nævner en lang række personer, der har set ham. Jesus går igennem lukkede døre og giver disciplene fredshilsenen. Og så er der Thomas, der siger, at han ikke tror, det er Jesus, før han har rørt hans sårmærker.

Emil Nolde har malet et fantastisk billede af vandringen til Emmaus, hvor Jesus følger to disciple, som ikke genkender ham i første omgang. På billedet ses de to disciple og Jesus, der bryder brødet. Man ser deres ansigter. Det er et fabelagtigt billede. Den ene ser dybt skeptisk ud, mens den anden ser fuldstændig lykkelig ud. Man kan forstå det billede sådan, at der er mennesker, der tvivler, og andre, der tror helt og fuldt. Men man kan også tolke det sådan, at vi alle bærer på de to i os. Tvivl og tro.

På engelsk hedder påske »pass over«, døden passerer forbi, springer over. Livet bliver stående. Påsken er dødens forbigang. Det er meget smukt. Da jøderne opholdt sig i Egypten på gammeltestamentlig tid, fik de at vide, at de skulle komme lammeblod på dørstolperne, for når den onde død kom, ville den se blodet fra offerdyret og lade være med at gå ind i huset. Det bliver til den jødiske påske, som siden bliver til den kristne påske med Jesus på korset og opstandelsen påskedag. Døden springer over.

Det er spændende, at der i Det Nye Testamente tilbagevendende står: »Frygt ikke.« Frygt er nemlig det modsatte af tro.

Den største påskesalme, jeg kender, er Kingos meditation over korsordene, »Gak under Jesu kors at stå«. Det er her, han bruger et vers på hvert af de ord eller sætninger, som Jesus siger på korset. Først citerer og derefter reflekterer han. Han spørger: Hvad betyder det i mit liv, at Jesus sagde dette ord:

Det fjerde ord var frygteligt,

og aldrig hørte himlen sligt:

Min Gud, min Gud, hvorfor har du,

i denne nød forladt mig nu?

Så kommer meditationen, der er så gribende. »For min skyld« – altså for menigheden, for mig, for Kingo, for læseren, for den, der synger.

For min skyld blev du så forladt,

og af Guds vrede taget fat,

at aldrig jeg forlades skal

i dødens grumme, dybe dal.

(DDS 191, Thomas Kingo, 1689)

Han blev forladt, for at jeg aldrig skal blive forladt, lige meget om jeg lever eller dør. Bedre kan kristendommens budskab ikke udtrykkes.

Hvad er det levende håb, der tales om i kristendommen?

I gamle dage dykkede man det nyfødte barn helt ned i vandet ved dåben. Man stænkede ikke bare lidt vand på hovedet, men barnet kom helt under, fordi dåben skulle ligne en genfødsel, efter at barnet er kommet ud af fostervandet. Det er også det, dåben symboliserer i dag. Barnet bliver født til en tilværelse, hvor kun én ting er givet, og det er døden. Det er helt sikkert, at det barn engang skal dø. Men kristeligt set bliver det ført ind til et liv, som sejrer over de mørke skygger og den tilintetgørelse, der venter foran. Dødens mørke erstattes af kristendommens løfte om, at du har del i Kristi død og Kristi opstandelse. Allerede ved dåben bliver der sagt, at den almægtige Gud har antaget dig som sit barn, og den almægtige Gud har genfødt dig til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Ved begravelsen i den anden ende af livet bruges nogle af de samme formuleringer som ved dåben. Her tales også om, at vi i dåben er genfødt til et levende håb. Ritualet favner så at sige livets begyndelse og afslutning.

Håb er livsmod på Guds ord. Det levende håb er, at håbet rejser sig igen. Det kan godt ligge ned, men det rejser sig igen. Håbet er en ufattelig magt i vores tilværelse. Dette liv ender med døden, men ikke i den kristne horisont. Der er så mange faldbærende håb, der ikke fører til noget. Det levende håb er det kristne håb, der knytter an til det evige liv.

Vi skal alle ind i døden, og vi bevæger os hele livet væk fra den tryghed, vi havde i moders liv. Vi kan håbe på, at vi bliver helbredt for sygdomme, men det ender med, at vi ikke bliver raske. Det levende håb er et håb over alle andre håb. Ligesom Jesus dør og opstår, sådan skal vi fødes til en tilværelse, der er hans, og til en opstandelse, der er hans.

Det er noget helt andet end at sige, at det hele begynder med intet og slutter med intet, som ateisterne siger. Gudsriget giver mulighed for en overvindelse af denne intethed, og håbet om opstandelse, livets dynamiske fornyelse, overgår alt.

Vores eget håb er en sammensat størrelse. Jeg har mødt døende, for eksempel min egen mor, der sagde, at de godt vidste, at de skulle dø, og de havde accepteret det, men alligevel lå de i sengen og planlagde næste sommerferie. Vi er vant til at tænke ud i fremtiden, og håbet er jo også, at vi tør tænke godt om fremtiden, og at vi har gode forventninger til det, der skal komme. At vi ikke nøjes med at sige, at det er slut i aften. Det er hverken svaghed eller fornægtelse. Jeg ser det som noget smukt. At man det ene øjeblik er realist og ved, at døden er på vej, men i næste øjeblik spiller på en fremtid. Det ser jeg som et behov. Ligesom vi har behov for noget at spise, har vi også behov for at tænke, at vi er med. Det er svært at tænke livet uden sig selv.

I Hebræerbrevet står der: »Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.« Her har vi igen håbet. Man kan håbe på en stilling, en udnævnelse, en karriere, et godt ægteskab, et venskab. Vi finder håb mange steder. Når vi ser kunst, ser en god film, et godt teaterstykke eller læser en god bog, er det for at finde håb. Jeg har det da også sådan, at jeg altid som det første læser dødsannoncerne i avisen, for så kan jeg sige: Nåh, han er født i 1926, så har han da fået et længere liv end jeg. Jeg regner på, hvor lang tid de døde fik, ud fra fødselsårene. Det giver på sin skæve vis lidt håb. Man ligger der ikke selv endnu. Jeg gør det samme, når jeg går på kirkegården. Jeg ser på årstallene og på, om de blev ældre eller yngre end mig selv.

Vi er alle på vej mod døden. Vi taber håret, vi taber energien, vi taber måske førligheden. Vi er igennem en række tab. Man kan sige, at det at leve er at miste lidt hver dag og til sidst miste det alt sammen. Men til sidst er der det levende håb. Brorson havde et vanskeligt liv og mistede mange af sine børn. Han kendte i den grad til smerte og angst. Så skrev han »Den yndigste rose er funden«, hvor der står:

Lad verden mig alting betage,

lad tornene rive og nage,

lad hjertet kun dåne og briste,

min rose jeg aldrig vil miste!

(DDS 122, H.A. Brorson, 1732)

Han vil ikke miste sin rose, altså forvisningen om det levende håb, om Guds virkelighed og Jesu sandhed, og evangeliet siger, at det skal du heller ikke. Den yndigste rose er funden, du skal ikke miste den.

Kristendommen er i det hele taget at lade sig Guds ord sige. Kristendommen bevares ved på ny at lade sig Guds ord sige. Læse det i Bibelen, i salmerne og høre det i gudstjenesten.

Et af mine yndlingscitater fra Bibelen lyder sådan:

Men dette lægger jeg mig på sinde,

derfor vil jeg vente:

Herrens troskab er ikke hørt op,

hans barmhjertighed er ikke forbi,

den er ny hver morgen;

din trofasthed er stor.

(Klagesangene, kapitel 3, vers 21)

Har du en forestilling om, at du på en eller anden måde møder Herdis og andre af dine døde venner og familiemedlemmer efter din egen død?

Ja, men hvordan ved jeg ikke. Vilhelm Beck, Indre Missions leder i slutningen af 1800-tallet, sagde, at alle mennesker, der opstår fra de døde, opstår i 30-års alderen, fordi Jesus døde som godt 30-årig.

Så var der folk, der spurgte ham, hvordan man skal kende sin gamle far eller ven, hvortil Beck skulle have sagt: Jamen, så har vi englene til at præsentere os for hinanden.

»Her har vi så Aksel Møllehave, og her har vi Johannes Møllehave, far og søn.« Det er selvfølgelig en sød tanke, men sådan tror jeg nu ikke, det forholder sig. Det bliver for fortænkt.

Jeg tænker ikke konkret om de døde. Jeg beder for dem.

Jeg beder for Herdis og for min egen levende familie, mine venner, men også for de døde, jeg har kendt. Ikke mindst dem, der havde et liv ad helvede til. Dem beder jeg meget for. Jeg beder for, at de må få et liv hos Gud, som er guld i modsætning til det liv, de fik her. Jeg kendte en kvinde, der var blevet misbrugt af sin far, fra hun var nogle få år gammel. Hun var et helt ødelagt menneske, og selv om det er mange år siden, har hun altid været i min bøn.

Nu hvor jeg er blevet gammel, kommer tingene tilbage til mig. Jeg husker mennesker, som jeg har mødt, men som nu er døde. For eksempel forfatteren Poul borum, selv om det ligger langt, langt tilbage i både tid og tanke.

Da jeg som ung teolog ikke kunne blive præst, fordi der var mangel på embeder, blev jeg højskolelærer. Der mødte jeg de to digtere Poul Borum og Inger Christensen. De var gift med hinanden, og de indledte hver dag med at læse et digt. Borum skrev senere en fremragende bog om Grundtvigs digte, hvori han fastslår, at der ikke findes nogen større og aldrig vil komme nogen større digter end Grundtvig. Da Borum lå for døden, besøgte jeg ham. Han var ramt af en kræftsygdom, men han sagde, at han begyndte at se lyset. Og det skrev han et digt om. Det er et stort digt, som givetvis er inspireret af Grundtvig og Johannesevangeliets stærke brug af lyset som metafor for livet, for Gud, for sandheden.

Jeg begynder at se lyset

som meningen med det meningsløse liv

Jeg begynder at se lyset

som den eneste og egentlige årsagsforklaring

Og digtet slutter med ordene:

Jeg begynder at se lyset

og lyset er sikkert og stærkt

og lige så fjernt som nært

og lyset er en anden

og ser på mig

ser mig

(fra »Digte til musik«, 1996)

Det er en evigheds- og paradisvision, Borum her giver udtryk for, og jeg synes, at han gør det overbevisende.

Hvilke forestillinger gør du dig selv om Paradis og det evige liv?

Paradiset er alles drøm, men spørgsmålet er, om vi kan holde til, at alt er godt. Vi har alle sammen haft nogle øjeblikke i vore liv, hvor vi sagde: Nu kan det ikke blive bedre. Jeg har tit undret mig over, at folk ikke tager deres liv, når de er på toppen. De gør det altid, når de er på bunden. Hvorfor ikke sige: Fra nu af kan det kun gå ned ad bakke, så skal vi ikke stoppe her?

Paradis må jo være en tilstand, hvor der ikke er sygdom, hvor børn elsker deres forældre, hvor forældre elsker deres børn, og hvor børnene holder sammen indbyrdes. Hvert menneske har sit lille Paradis. Grundtvig har sådan et fint vers i salmen »I Nazaret i trange kår«, hvor han taler om, at Jesus havde Nazaret, hvor han voksede op, og sådan er der for os alle sammen en lille plet på jorden, der er vores Nazaret i Syden eller Norden. Et sted, hvor vi kan se sporene af Gud og lytte til hans ord. For Grundtvig var det selvfølgelig Udby på Sjælland, hvor han var født og voksede op. Når han i »Den signede dag« skriver »op under de grønne linde«, var det lindetræerne i Udby, han tænkte på. Han havde ikke set Nazaret, Paradis eller livstræet, men han havde set lindene.

Paradiset har vi alle oplevet i små glimt. Vi har alle haft dage, vi kan kalde himmelske, altså nogle dage, hvor vi har det godt med hinanden. Sådan må det være i Paradis, men jeg gør mig egentlig ikke så mange tanker om det. Det eneste, jeg håber, er, at der er et bibliotek, for det kan jeg ikke undvære.

Jeg havde en mormor, der altid sagde: »Det ender godt.« Hun var af sind optimist, men i evangelisk forstand har hun også ret. Den sande forkyndelse er at sige, at det ender godt.

Min mormor mistede flere af sine børn. Ét, da det kun var få år gammelt, og da hun selv blev gammel, mistede hun sin søn på 56 år ved en trafikulykke. Betjenten, der skulle overbringe hende meddelelsen, var bange for, om den gamle dame kunne tåle den tragiske nyhed. Men naboerne fortalte betjenten, at han bare skulle fortælle hende det, for hun kunne ikke slås omkuld. Da han så havde ringet på og sagt ordene: »Deres søn er død ved en trafikulykke,« foldede hun med det samme hænderne og bad en takkebøn. Frem for at klage takkede hun Gud for, at hun overhovedet havde fået lov at have ham så længe. Hun takkede altid. Takkede for maden, takkede for en god rejse, og hun takkede, hver gang nogen døde. Takkede for deres liv og alt det, de havde givet og været. Og så var hendes motto altså: »Det ender godt.« Det havde jeg lyst til skulle stå på min egen gravsten, hvis det ikke var, fordi der allerede står: »Gud er kærlighed.«