Duften af myrra er varm, mørk og balsamisk med enkelte bitre noter. På Jesu tid var det en af de mest fortryllende dufte, der fandtes. Meget tyder på, at det også var den duft, der fyldte gravhulen ved Jesu opstandelse.
Det får man blandt andet et indtryk af i påskesøndags prædiketekst, hvor Maria Magdalene og flere andre kvinder er på vej til Jesu grav med velduftende salver til liget. Med høj sandsynlighed har en af disse salver duftet af myrra, der er tørret harpiks fra et særligt commiphora-træ, siger sognepræst Poul Joachim Stender. Han forklarer, at salvningen af en død med gode dufte havde flere praktiske og symbolske betydninger, men hovedsageligt var en måde at vise ære og respekt på.
”Når man salvede de døde, var det blandt andet for at dæmpe liglugten. Desuden havde salverne en balsamerende effekt på liget. Men det var først og fremmest en stor, luksuriøs gestus at vise den døde. Duftene var noget af det fineste, man kunne give hinanden og Gud. De var kostbare og symbolmættede, og vi kan se, at de spiller en stor rolle igennem hele bibelhistorien ved alt fra gudsdyrkelsen til seksualiteten,” siger han.
For Poul Joachim Stender er Bibelens dufte en stor passion. Han har selv en samling af små flasker med de dufte, der optræder i de bibelske fortællinger.
Han mener, man kan få en bedre forståelse af datiden samt en større oplevelse af Bibelens tekster ved også at sanse de dufte, der bliver beskrevet.
Ganske vist fremgår det ikke direkte af søndagens tekst, hvilke dufte kvinderne havde med til graven. Men i Johannesevangeliet findes en anden beretning, hvor farisæeren Nikodemus salver Jesu lig med enorme mængder salve, godt 30 kilo. Her fremgår det, at det er en blanding af myrra og aloe, og ifølge Poul Joachim Stender tyder alt på, at kvinderne havde samme dufte med.
”Myrra var en uomgængelig duft dengang, som vi næsten med sikkerhed kan sige, de har haft med. Det var en meget populær duft, der blev brugt til et væld af formål og har været kendt igennem historien af både romere, grækere og egyptere. Det var også en af de dufte, vismændene bragte til stalden ved Jesu fødsel. Jesu liv både begyndte og endte med myrra,” siger han og tilføjer, at der også blev tilsat myrra på den svamp med eddike, der blev stukket op til Jesus på korset.
Mens myrra var den vigtigste duft ved både Jesu fødsel og død, er der også andre dufte, der går igen i beretningerne om Jesus. Poul Joachim Stender beskriver blandt andet aloe, der har en blomsteragtig og blid duft, og som også blev brugt til at salve Jesu lig. Derudover er nardus nævnt som den duft, en kvinde salvede Jesus med op til hans død. Det var en uhyre kostbar duft, hvilket igen vidner om den prestige og luksus, der var forbundet med dufte.
Også olivenolie spillede en vigtig rolle ved datidens dufte, da den var grundsubstansen i salverne. Mens salver i dag bliver forbundet med en ret fast form, var de dengang flydende olier.
”Myrra og andre duftgivere er i sig selv så koncentrerede, at de skal fortyndes. I dag bruger man typisk alkohol til at fortynde dufte med i parfumer, men dengang blandede man duftene med olivenolie. Når man skulle salve et lig, foregik det i praksis ved at smøre det ind i duftende olier,” siger han.
Duftene i Bibelen handler dog om mere end status og luksus. De blev også brugt som et værn mod sygdomme. Derudover har de haft en religiøs betydning, og Det Gamle Testamente er fuld af duftende røgofre til Gud, forklarer Poul Joachim Stender.
”Den oprindelige måde at tilbede Gud på var gennem røgofre, eller man kan sige gennem duftofre. Parfume betyder jo i sin oprindelse ’gennem røg’. Templet i Jerusalem har været et væld af dufte til Herren med det ene bål efter det andet. Duftene findes også i Det Nye Testamente, hvor Paulus for eksempel siger, at vi er Kristi vellugt for Gud. Alligevel forsvandt deres betydning fra kristendommen de første cirka 300 år,” siger han.
Poul Joachim Stender forklarer, at de første kristne undlod at bruge røgelse og lignende duftende elementer, fordi det mindede for meget om hedenskabet. Men efterhånden kom flere af Bibelens dufte ind i kirken, og i dag findes de i stor stil i både den katolske og ortodokse kirke.
”Hvis man er til en ortodoks påskefejring i Grækenland, vil man opleve en kraftig duft at myrra. Der lægger man det tørrede myrra-harpiks på gloende kul, så kirken fyldes af den parfumerede røg. Hver 10. år laver den ortodokse kirke en parfume med en række duftstoffer, som bliver til en hellig olie, myron, der fordeles til præsterne i ortodokse lande. De bruger den blandt andet ved barnedåb. Det er simpelthen ånd på flaske og dufter helt fantastisk,” siger han.
Hvad er der blevet af duftene i en protestantisk kirke som folkekirken?
”For Luther var røgelse og dufte ikke en vigtig ting. Om man havde dufte eller ej i kirkerne, betød ikke det store. Men Reformationen gjorde, at man sløjfede en række ting for at kunne adskille sig fra katolikkerne. Det betød, at der aldrig kom til at dufte på samme måde i protestantiske kirker. I stedet sidder vi tilbage med lugten af gammel vin og tørre oblater,” siger han.
Poul Joachim Stender retter så sig selv. For der findes også dufte i folkekirken, om end de ikke har samme udtalte betydning som i andre kirker.
”Når vi fylder kirken med påskeliljer i de her dage, handler det ikke kun om, at det skal være pænt at kigge på. De får kirken til at dufte af påske, hvilket også er en slags duftoffer til Herren. På Jesu tid smurte man de døde ind i duftende olier. I dag lægger vi duftende blomster ved graven, så duftene fylder stadig noget i folkekirken,” siger han.