Det vrimler med får og hyrder i Bibelen. Billedet af Gud som en hyrde, der passer på og beskytter sine får, går igen i flere af de mest kendte passager. I Det Gamle Testamente synger Kong David ”Herren er min hyrde”, og i begyndelsen af Det Nye Testamente er det hyrderne på marken, der er de første til at se Jesusbarnet.
Får er også et yndet motiv, når Jesus fortæller lignelser. For eksempel i lignelsen om det mistede får, som hyrden forlader sine andre får for at finde, og når han taler om at skille fårene fra bukkene i Matthæusevangeliet.
Søndagens tekst fra Johannesevangeliet er et eksempel på, at får og hyrder var et let afkodeligt billede at bruge i datidens Israel. Her fortæller Jesus, at han er ”den gode hyrde”, som sætter sit liv til for fårene, fordi han kender fårene, og de kender ham.
Hyrdebilledet bliver brugt på forskellige måder i Bibelen, og i morgendagens prædikentekst bruges det for at vise Jesus som en kærlig Gud, der tager sig af mennesker og kender dem, lyder det fra Kasper Bro Larsen, der er professor i Det Nye Testamente på Aarhus Universitet.
”Hyrderne var i antikken nogle af samfundets randeksistenser, som stort set levede uden for byens lov og ret. Men i litteraturen blev de også brugt som billedet på en god konge og en god leder. Det gjaldt både i jødisk og i græsk-romersk tradition,” siger han og fortsætter:
”Når han bruger billedet i denne sammenhæng, er det for at fortælle, at han er den omsorgsfulde Gud. Der kan være gode hyrder, og der kan være dårlige hyrder. Kendetegnet for den gode hyrde er, at han vil sætte sit liv til for fårene, og når han siger det, er han dermed i gang med at beskrive sin egen død.”
For at kategorisere den gode hyrde over for den dårlige nævner Jesus, at den gode hyrde kender sine får. Mens den dårlige hyrde – typisk en daglejer – ikke ejer fårene og vil lade dem i stikken, hvis ulven kommer, sætter den gode hyrde sit liv på spil for fårene, fordi han kender dem.
Dette er et velkendt tema i Johannesevangeliet, hvor der er flere beretninger om mennesker, som bliver overrasket over at finde ud af, hvem Jesus er, mens han han selv genkender dem øjeblikkeligt. For eksempel da Maria Magdalene ikke genkender den opstandne Jesus, da hun møder ham og tvivleren Thomas, der ikke tror på, at han har mødt Jesus, før han mærker hans sårmærker.
”Genkendelsestemaet er gennemgående i hele Johannesevangeliet og begynder allerede i kapitel et, hvor Jesus ser Nathanael under et figentræ og tiltaler ham. Nathanael spørger, hvor han kender ham fra, og Jesus siger, at han så ham, allerede før hans discipel Filip kaldte ham over,” siger Kasper Bro Larsen.
Genkendelsestemaet er ikke bare et udbredt tema i Johannesevangeliet, men var også meget udbredt i datidens litteratur generelt, tilføjer han.
”Mange af antikkens fortællinger har samme tema, hvor en så at sige hemmelig person bliver identificeret i et slags aha-øjeblik. Der er tale om en gensidig genkendelsesproces, hvor det pludselig går op for begge parter, hvem den anden er. Det er måske det motiv, som Johannes her bruger teologisk til at sige noget om erkendelsen af Gud. At tro ikke bygger på noget rent kognitivt eller rationelt, men er den reaktion, der vækkes i én, når man ser sig set, i takt med at man føler sig genkendt af et kærligt blik.”
I Johannesevangeliet gør Jesus ikke brug af lignelser i lige så høj grad som i de andre tre evangelier. Til gengæld er det gennemgående for hele evangeliet, at han indleder sine budskaber ligesom søndagens tekst med at sige ”jeg er …”, lyder det fra Kasper Bro Larsen, hvilket ifølge ham er endnu en væsentlig pointe i søndagens tekst.
I dette skriftsted titulerer Jesus sig som den gode hyrde. Andre steder siger han, ”jeg er livets brød”, ”verdens lys”, ”døren”, ”opstandelsen og livet”, ”det sande vintræ”, og endda ”vejen, sandheden og livet”.
”Det er Johannes’ måde at fortælle lignelser på. I stedet for bare at sige, at han er Messias og Guds søn, udvider Jesus i Johannesevangeliet sin identitet, så den ikke passer ned i en fast defineret rolle, men i metaforiske roller.”
Samtidig er det en henvisning til 2. Mosebog i Det Gamle Testamente, hvor Moses møder Gud og spørger ham, hvad han skal sige, når han kommer tilbage til israelitterne, og de vil høre, hvad Guds navn er. I teksten står der:
”Gud svarede Moses: ”Jeg er den, jeg er!” Og han sagde: ”Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.”
Dermed har de mange ”jeg er”-proklamationer i Johannesevangeliet også det formål at få iscenesat Jesus som Gud, tilføjer Kasper Bro Larsen.
Til sidst i søndagens tekst taler Jesus om de får, der ikke hører til hans fold. Dem skal han også lede, og de vil blive til én flok under én hyrde, siger han.
”Det plejer man at fortolke sådan, at Jesus taler om de skel, der er mellem jødekristne og hedningekristne på Bibelens tid. At de er opdelt for en stund, men at de på et tidspunt alle vil være samlet under én hyrde i et økumenisk gudsrige for alle kristne,” siger Kasper Bro Larsen.