Danske missionærer er så godt som forsvundet fra Afrika

Engang vrimlede det med danske, lutherske missionærer i Nigeria, Etiopien og Tanzania. I dag er der kun få tilbage. Det er både en succes og en udfordring

En af ulemperne ved, at missionærer ikke længere sendes til lande i Afrika som før hen, er, at man ikke længere får beretninger fra missionærerne. De betyder nemlig meget for opbakningen herhjemme, påpeger generalsekretær i Mission Afrika.
En af ulemperne ved, at missionærer ikke længere sendes til lande i Afrika som før hen, er, at man ikke længere får beretninger fra missionærerne. De betyder nemlig meget for opbakningen herhjemme, påpeger generalsekretær i Mission Afrika. . Foto: Abel Marquez/Unsplash.

2021 er et jubilæumsår i dansk missionshistorie. Det er 200 år siden, at Det Danske Missionsselskab – senere Danmission – blev grundlagt, og 300-året for præsten og missionærens Hans Egedes ankomst til Grønland.

Meget har dog forandret sig, siden de første eventyrlystne evangelister drog ud i verden. Og hvor missionsarbejdet flere gange de seneste 100 år har nærmet sig en folkesag, er det i dag blevet sværere at få øje på. Der bliver ikke sendt nær så mange missionærer ud, som der gjorde engang, og de, der er tilbage, har skiftet tropehjelme og smalfilmskameraer ud med smartphones og diplomuddannelser i ledelse. Særligt i Afrika er den hvide danske missionær efterhånden et sjældent syn.

Udviklingen er særligt synlig, når man kigger på et af de engang store missionselskaber, Mission Afrika. For 50 år siden, da det endnu hed Sudanmissionen, havde det omkring 100 missionærer udsendt til Nigeria på samme tid. I dag har missionsselskabet fire korttidsudsendte på kontrakt samt tre såkaldte partnerkoordinatorer, som rejser frem og tilbage mellem partnerlandene og Danmark.

Det skyldes, at de lutherske kirker, som organisationen har grundlagt og i dag samarbejder med, klarer sig så godt, som de gør, forklarer Henrik Engelbrecht Refshauge, der er generalsekretær i Mission Afrika.

”I dag støtter vi vores partnere til at lave egne missionsselskaber og hjælper lokale kirker med at udsende missionærer. Det betyder for eksempel, at der i dag bor seks camerounske missionærfamilier i Mali, som vi er med til at udsende fra den lutherske kirke i Cameroun,” siger han og kalder det en ”helt vild udvikling”.

Meget af det arbejde, som udsendte for Mission Afrika i dag laver, understøtter de aktiviteter, som allerede foregår i de enkelte landes lutherske kirker. Der er ganske enkelt ikke brug for det samme antal missionærer, som der var engang. Det er positivt, men har også en slagside, forklarer Henrik Engelbrecht Refshauge.

”Det negative ved, at vi ikke sender lige så mange ud, som man gjorde engang, er, at vi ikke får de mange beretninger fra danske missionærer. De betød meget for den opbakning til arbejdet, der var herhjemme. Da der var flest, var der omkring 430 kredse fordelt over hele landet, som sad og fulgte med i, hvad missionærerne lavede. De bakkede op med penge og med forbøn. Vi har stadig et kæmpe bagland, der støtter os flittigt, men det er klart, at relevansbegrebet er udfordret, fordi det er blevet så svært at formidle arbejdet, når vi ikke har folk på jorden,” siger han.

Samme udfordring mærker man i det lutherske missionsselskab Promissio, som engang var kendt som Dansk Ethioper Mission. Generalsekretær Frede Ruby Østergård vurderer, at der var 50 udsendte i Etiopien og Liberia, da antallet var på sit højeste i 1980’erne. I dag er der kun fem – to par og en enlig.

Det skyldes blandt andet, at behovet ikke er det samme, som det var engang. I Etiopien står landets lutherske kirke, Mekane Yesus-kirken, ganske fint på egne ben, idet den er blevet den største lutherske kirke i verden med over 10 millioner medlemmer.

”I dag har kirken selv overtaget mange af opgaverne i stort omfang. Det er jo en succeshistorie. Men de fleste, der har haft med succes at gøre, ved, at det kræver vedholdende arbejde at holde den ved lige. Vi sender stadig missionærer til at hjælpe dem med at udruste deres medarbejdere. Men hvis man ser på vores bundlinje, er en af grundene til, at vi også stadig sender missionærer ud, at de fungerer som forbindelsen mellem kirken i Afrika og baglandet i Danmark. Selvfølgelig sender vi folk ud, der har de kvalifikationer, der skal til. Men en meget vigtig opgave for missionærerne er at holde liv i relationen til vores partnere,” siger han.

I Danmission, som gennem tiden har udsendt mange hundreder danskere til hele verden, kan antallet af udsendte i dag tælles på én hånd: fem. Heraf sidder der to i Tanzania, en på Zanzibar, en i Beirut og en i Cambodia. Den dalende aktivitet skal ikke få nogen til at tro, at Danmission sidder på hænderne i de lande. Tværtimod, siger Kristian Sloth, generalsekretær i Danmission.

”I hvert af de lande har vi en stribe partnere og partnerkirker. Mellem tre og ti partnere i hvert land. Så der er masser af projekter, der finder sted og masser af lokalansatte på de regionale kontorer,” siger han.

Som barn var han med sin familie i Tanzania udsendt for DMS, der siden er blevet til Danmission. Hans far var agronom og hans mor sygeplejerske. Den type missionærer ser man i dag langt færre af blandt Danmissions udsendte, siger han.

”Diakoni, landbrug og sundhed var en stor del af de fokusområder, som DMS havde, når de sendte missionærer ud. Der var også missionærer, der tog ud til fjerne landsbyer for at omvende mennesker til kristendommen. Sådan er det ikke længere. I dag ser vi, at tanzanianerne i den lutherske kirke, vi samarbejder med, selv kan starte søndagsskoler og uddanne evangelister. Sundhedspersonale har de masser af. Så behovet er nu et helt andet. De udsendte, vi har i dag, har en helt anden konsulentagtig rolle end dengang. De er ledere, rådgivere, trænere og vidensopbyggere. Kort sagt medvandrere med de partnere, som vi samarbejder med.”

På mange måder er det en sund udvikling, at der i dag er så meget fokus på at støtte partnere i stedet for selv at gøre arbejdet, mener Kristian Sloth. For man skal heller ikke være blind for, at den massive danske missionsindsats til tider har været lidt dominerende.

”Vi er nødt til at være lidt selvkritiske og lære af historien. Det er fantastisk, at tusindvis af mennesker har engageret sig i sagen, og det er der kommet meget godt ud af. Men der er også begået fejl undervejs. Derfor er vi nødt til at gøre, hvad vi kan for at tilpasse os de enkelte landes kontekst, for at det bliver bedst muligt. Det er bare rigtig vigtigt. Vi har som ambition, at vi skal til at sende flere ud igen, men vi skal finde den rigtige måde at gøre det på,” siger han.

Der er dog særligt ét missionsselskab, der adskiller sig fra de andre. Luthersk Mission har i mange år været massivt til stede i Tanzania, Cambodia og Peru. Og selvom der er væsentligt færre udsendte end i 1990’erne, hvor der var flest, er der stadig omkring 30 danske udsendte plus deres børn. Det er flere end de tre andre missionselskaber til sammen.

Bent Olsen, der er missionskonsulent i Luthersk Mission, mener, at det skyldes, at Luthersk Mission har et stort, gavmildt og engageret bagland, som ønsker at organisationen investerer kræfter i nye områder, hvor kirken står svagt.

”Vi har jo haft et fokus på at nå ud til de mindst nåede folkegrupper i verden med evangeliet. Det har vores bagland meget fokus på. Det betyder, at vi målrettet går efter at sende missionærer ud. Men det er da klart, at opgaverne for missionærerne har ændret karakter gennem tiden. Så i dag virker de mere på et ledelsesplan end førhen,” siger Bent Olsen.