Den 5. april var det 75-året for Bornholms befrielse. Det gik ikke upåagtet hen: Kongehus, statsminister og folkekirke markerede dagen for sovjetrussernes afrejse.
I dag er det så 4. maj, og mange af det øvrige Danmarks kirker ringer til gudstjeneste i anledning af tyskernes kapitulationsbudskab. Befrielsesaftenen er ikke en fast gudstjenestedag, men kirken kan kalde til mindegudstjenester for at samle offentligheden til forbøn og andagt.
4.-maj-gudstjenesterne er flere steder knyttet til kirker, hvor der er begravet frihedskæmpere, engelske flyvere eller på andre måder findes lokale mindesmærker for krigen.
Samtidig er disse gudstjenester taksigelsesgudstjenester. Her siges der tak for modstandsbevægelsens indsats, de allieredes hjælp og for, at det ikke gik værre. Dette tolkes som et udslag af Guds gode forsyn.
Er befrielsesgudstjenesterne på den måde en form for gudstjeneste, som savnes blandt de lovpligtige helligdage?
I princippet har store bededag samme funktion og kan have udskiftelige bønstemaer. Der kan blandt andet bedes for nationen. Men denne rolle har bededagen udspillet de fleste steder.
Anderledes med Befrielsen. For Anden Verdenskrig er stadig et levende erindringssted.
Der lever endnu mennesker, der kan huske tiden, og fordi gudstjenesten er knyttet til en forståelsesramme, de fleste danskere forbinder med noget positivt i deres eget liv. Danskerne bryster sig af et liv i frihed og at have overvundet tyranni og krig.
Denne glæde overdrages det til præsten at formidle over for både Gud og mennesker. Det sidste kommer til udtryk ved gudstjenestens karakter af kollektiv tak for frihedskæmperne personlige dåd for eksempel.
Frihedskampens helte fungerer i den forstand som en slags moderne helgener (forbilleder), der påtog sig opgaven, hvor danskerne selv svigtede eller kom til kort. Der er kristne træk ved hele fortællingen: den stedfortrædende lidelse, den kollektive skyld og den fælles tak for nåde og frihed.
Samtidig er gudstjenesterne bundet sammen med en national erindring som den officielle markering i Mindelunden i København og hjemmets traditioner, som når vi sætter lys i vinduerne den 4. maj om aftenen.
Skal vi betragte, hvilke gudstjenester der har mest klangbund i befolkningen, er det just de dage, hvor en kirkelig begivenhed er spundet sammen med traditioner, der samtidig foregår uden for kirken.
Historisk har de nationale mindefester ændret sig gennem tiden.
Et illustrativt eksempel er stormen på København den 11. februar 1659. Svenskerne havde i lang tid belejret København, men danskerne afviste angrebet. Denne Davids sejr over Goliat blev tolket som et udslag af Guds nåde, samtidig med at den viste borgerstandens vilje og betydning for fædrelandets forsvar.
Enevælden blev indført kort efter, og her var det kongemagt, kirke og borgerskab, som forenede sig om magten uden om adelen. Begivenheden blev derfor et flertydigt erindringssted, altså et punkt i historien, der kunne sige noget om landet, dets styreform og dets forhold til Gud.
Gældende fra 1660 var den 11. februar at regne som en helligdag – kendt som taksigelsesdagen – i hele det danske rige, hvor der skulle holdes gudstjenester og ringes med kirkeklokkerne.
Dagen forblev helligdag frem til 1766. Langsomt gled den ud af erindringen, forsvandt ud af den kirkelige kalender og med tiden også ud af den borgerlige bevidsthed.
Vil det gå på samme måde med Befrielsen og dens gudstjenestelige markering? Næppe så længe vi lever i et frit land, hvor Besættelsen og modstand mod totalitære ideologier er en del af den kollektive bevidsthed om at være dansk.
Rasmus H.C. Dreyer er ph.d. i kirkehistorie og sognepræst.