I en tæt, dampfyldt lade i Vendsyssel stod en hvinende gris, der skulle slagtes. En kniv stak, så blodet farvede gulvet rødt. Bugen blev sprættet op, og ud væltede stinkende indvolde. Den eftermiddag brast en ung Jens Johansens barndomsdrøm om at blive dyrlæge. Han og familien var flyttet til landet, da faderen specialiserede sig inden for lægefaget, hvorfor de flyttede meget rundt i både Jylland og på Fyn. Det betød også, at sønnen gik på fire forskellige folkeskoler, men tog alle gymnasieår på Frederikshavn Gymnasium.
Jens Johansen er i dag 69 år, pensioneret sognepræst og netop afgået som formand for Mændenes Hjem på Vesterbro i København. I 14 år har han stået i spidsen for organisationen med det formål at hjælpe hjemløse, alkoholikere og stofmisbrugere ud af nød og elendighed. Vejen til formandsposten har været snirklet, men med mening.
I forbindelse med et sommerferiejob på et hospital som ung overværede Jens Johansen livets store aspekter. Fødslen. Smerten. Håbet. Døden. Oplevelserne fik ham til at tænke over, hvad han selv skulle bruge sit liv på. Han var ellers i gang med at blive cand.mag. i tysk i Odense, men pludselig gav det slet ikke mening.
”Hvis jeg skulle lave noget med mennesker, der gav mening, så skulle jeg ikke være tysklærer. Jeg indså, at jeg skulle være præst,” siger Jens Johansen, der flyttede til Gøteborg i Sverige for at læse teologi.
Her var han og forældrene frikirkemedlemmer i en metodistkirke, hvorfor det gav mening for ham at studere i det svenske. Kirken og troen har altid fyldt i hjemmet – sammen med et borgerligt frisind og med ansvarsfølelse for samfundets svageste. Familien har ofte befundet sig på kirkebænken eller i dybe samtaler om livets store spørgsmål.
For to år siden stoppede Jens Johansen som sognepræst i Mariakirken på Vesterbro i København. Her har han talt i prædikestolen siden 1986 og har nydt hver gudstjeneste til fulde.
”Det var en berigelse at være præst. Jeg mødte fantastisk spændende mennesker. Både i sorg og i glæde. Jeg har savnet at være kirkegænger under corona, da jeg værdsætter både det sociale og det spirituelle ved at befinde mig i kirken. Det er mit andet hjem,” siger Jens Johansen.
Ved siden af sit gejstlige arbejde engagerede han sig også for politik. Det er et af de ord, han bedst kan beskrive sig selv med: engageret.
I 12 år var han medlem af Københanvs Borgerrepræsentation for SF, og i en treårig periode var han skole-, kultur- og øvrighedsborgmester i København.
”Det var et arbejde i femte gear. Jeg har aldrig nogensinde haft så travlt. Det var som et forgyldt bur at være i. Både lokalemæssigt og arbejdsmæssigt, men jeg ville aldrig have været det foruden. Jeg lærte utrolig meget om organisation, personale og ledelse,” siger Jens Johansen, der sad i Borgerrepræsentationen i en enkelt periode.
Mændenes Hjem ligger ganske tæt ved Mariakirken, og for præsten var det derfor naturligt at lære stedet at kende. Han blev kontaktet af organisationen, der spurgte, om han ville sidde med i bestyrelsen. Før Jens Johansen fik set sig om, blev han valgt som formand i 2007.
”Det var en stor glæde at være med til at gøre socialt udsattes tilværelse mere tålelig. Mit arbejde handlede om menneskesyn – alle mennesker skal mødes i øjenhøjde og med respekt,” siger han.
Mændenes Hjem blev oprettet i 1910 og har altid stået for socialt engageret arbejde. Ved oprettelsen rummede huset et herberg, værksted, en varmestue, butik, tøjudlevering, sovestuer og badeværelser. I dag betegnes organisationen som et bredt funderet socialt og sundhedsfagligt tilbud til socialt udsatte.
Efter en lang årrække har Jens Johansen nu valgt at give stafetten videre. 44-årige Majbrit Berlau er valgt som ny formand, men den tidligere præst fortsætter i bestyrelsen som almindeligt medlem. Han skal være med til at udvikle på ”Café Klare”, som er en natcafé for kvinder.
Jens Johansen nyder allerede pensionistlivet, men ser nu frem til at have mere tid til egne bedrifter. Han håber på at have tid til at komme mere på kirkebænken. Så vil han gerne til Grækenland. Der er nemlig særligt én ting, han har sat sig for at lære som pensionist: at male ikoner.
”Det har jeg ønsket at lære i mange år. Jeg er optaget af den ortodokse tradition og teologi. Især af ikoner og ikonmaling. Jeg har nogle gode venner på Kreta, som vil lære mig, hvordan man gør,” siger han og husker tilbage til sin tid, inden han blev borgmester. Da malede han farverige akvareller. Det bliver der måske også tid til at genoptage, håber Jens Johansen.