Inde i hovedet på Louise Alenius er der noget, som har ligget og rumsteret i snart tre år. Og det er ”en sindssyg diamant af en roman”, som den klassiske komponist selv kalder Selma Lagerlöfs ”Kejseren af Portugalien” fra 1914, der af mange betragtes som den svenske forfatters største kunstneriske bedrift. Denne rumsteren skulle dette forår have udmøntet sig i, at fire strygere og fire skuespillere skulle træde ind på scenen på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg i København, hvor forestillingen ”Kejseren af Portugalien” skulle have spillet. Men som med så meget andet fik coronavirussen sat en stopper for det.
Den har dog ikke sat en stopper for Louise Alenius’ tanker om romanen. Ikke mindst fordi hovedkarakteren Jan Andersson har gjort et ganske særligt indtryk på hende. Han er en husmand fra den svenske landsby Skrolykke, der lever i et fornuftsægteskab med malkepigen Katrine. Den dag, Jan får rakt sin nyfødte datter i armene, mærker han for første gang sit hjerte banke. Snart efter lever og ånder han for sin datter. Og her er det så, at noget slår klik for Jan. Da han bliver afkrævet en lejesum for sit lille hus, rejser datteren ind til byen for at tjene penge til at hjælpe familien. Tror faderen. Via den lokale landsbysladder får han dog nys om, at hans datter lever som prostitueret. At hun løsriver sig fra ham af lyst. Og det er mere, end faderhjertet kan bære. Han rejser ind i sin egen parallelverden, hvor han er kejseren af det fiktive Portugalien, og hans datter er kejserinden. Ret smukt, hvis man spørger Louise Alenius:
”Det med, at han rejser ind i sin parallelverden, psykose eller klarsyn – eller hvad man nu vil kalde det – ser jeg som noget, der i virkeligheden kan ske for os alle sammen. Verden omkring os bliver grim, og hvad gør vi ved det? Der har Jan en evne til at forskønne verden helt vildt i sin parallelverden, og det er simpelthen så rørende. At bruge det greb til at komme igennem svære ting, synes jeg, er vildt fascinerende.”
Jo, fortællingen handler også om kærlighedens enorme og til tider ødelæggende kraft. Om synd, tilgivelse og ikke mindst båndet mellem forældre og børn. Louise Alenius er mor til to og kan sagtens forstå den tolkning af romanen, som også flere af hendes kolleger lægger vægt på. Selv er hun bare mere fascineret af vanviddet. Af Jans integritet, mod og evne til at være fuldkommen ligeglad med, hvad andre tænker.
”Der findes ret få af den slags typer, som læser verden helt modsat af alle andre, for det er så let at dømme ude. På en måde er det noget, vi ikke rigtigt accepterer i vores samfund. Men i små landsbysamfund er der ofte en landsbytosse, og jeg tænker, at vedkommende har en funktion. At der skal komme nogle vilde indspark et andet sted fra end det rationelle miljø, som størstedelen af os går rundt i det meste af tiden. Så Jan bliver også et billede på den rolle, kunsten kan have i et samfund – at skyde nogle sindssyge ting af sted, som folk kan væmmes ved eller blive provokeret af, men som nogle gange viser sig at gøre noget helt specielt ved mennesker, der oplever det. Jeg holder virkelig af kunsten, når den får lov at være skør, vild og langt ude,” siger hun med lys i øjnene.
Med forestillingen, der skulle have haft premiere på Betty Nansen Teatret i april, men ligesom flere andre coronaramte forestillinger, som skuespillere, rekvisitører, instruktører og musikere har lagt al deres energi og kræfter i, nok aldrig får lov at se dagens lys, var tanken, at den klassiske musik og skuespillet skulle ligestilles. Musikken skulle ikke bare agere kulisse, fortæller Louise Alenius:
”I stedet er de to kunstarter hinandens hjælpere. Så nogle steder har vi fjernet en masse ord, for at handlingen kan komme til udtryk i musikken.”
Da skuespillerne skiftes til at spille rollen som Jan, har hun i sin musikalske fortolkning af hans karakter udviklet en række forskellige stemningsgreb, som kan lægges ned over strygekvartetten – for eksempel at musikken går ekstremt meget ned i tempo eller bliver ”grumset” i lyden til at give fornemmelsen af, at nu er Jan ved at blive skør.
I det hele taget har arbejdsprocessen bag ”Kejseren af Portugalien” varet længere, end hun er vant til, og det har været en luksus at kunne eksperimentere. Når hun fordyber sig i kunsten, fungerer det som hendes eget lille ”Portugalien”. Det er her, hun for alvor er i dialog med sin egen Jan, forklarer hun:
”Altså, jeg har en Jan i mig, som hele tiden er på vej ud af en tangent. Han er en ven, men også lidt en fjende, fordi jeg er forankret i en normal verden, hvor jeg har deadlines og børn og alle mulige ting, jeg skal. Så jeg prøver hele tiden at kontrollere ham. Og samtidig har jeg valgt et arbejde, hvor jeg konstant skal lade Jan blomstre – det er en balancegang.”
For eksempel har det været svært for Louise Alenius bare stiltiende at acceptere de meget indgribende coronarestriktioner, vi har været underlagt det seneste år. Men når hun alligevel ikke står nede på hjørnet og skriger, er det, fordi hun trods alt tænker over, hvordan omverdenen ville reagere.
”Min Jan er der nok ikke så mange andre, der ser. Eller det ved jeg faktisk ikke. Det kan godt være, de oplever ham engang imellem, men jeg føler selv, at jeg har styr på ham!”, halvgriner hun.
Når samtalen konstant vender tilbage til Jan, er det nærliggende at stille spørgsmål til det fantastiske ved en mand, der også kunne karakteriseres som bindegal. Bevares, i virkelighedens verden kan det selvfølgelig kamme over, hvis man bare buldrer fremad uden at skele til andre, indvender Louise Alenius. I det kunstneriske miljø, hun færdes i, støder hun en gang imellem på typer, der – på overfladen – minder om Jan, fordi de puster sig overdrevent op og er ekstremt selvhøjtidelige.
”Men Jan er anderledes! Han er faktisk en kejser, for han ved det selv, og han ved også, at verden omkring ham ikke forstår ham, fordi de ikke ser den samme smukke, gode retfærdige verden, som han oplever. Han vakler aldrig, og det kommer der både smukke og skøre ting ud af,” siger hun.
”Jan er vigtig for vores verden. Og han har ikke ret meget at skulle have sagt i dagens Danmark, der er fuld af fornuft og rationale. Men hvis man skal leve livet for fornuftens skyld, er det ikke rigtigt et liv. Jeg har i hvert fald brug for vision, utopi og ufornuft, før jeg kan mærke liv.”
Så selvom ”Kejseren af Portugalien” ikke fik premiere i denne omgang, er der intet, som tyder på, at Louise Alenius slipper Jan lige foreløbig. I hvert fald vil en eller anden variant af hans karakter nok rumstere i hende lidt endnu.