Gudstjeneste, et smut til fiskehandleren, en god frokost i sommerhuset på Djursland og så en lang gåtur. Det er opskriften på den perfekte søndag, serveret af Henrik Stubkjær, der er biskop over Viborg Stift. Frokostdelen giver måske sig selv, så lad os i stedet gå ombord i hans tanker om gåturen og ikke mindst i, hvad der sker, når den kombineres med det første punkt på dagsordenen, nemlig gudstjenesten.
Når Henrik Stubkjær åbner hoveddøren i Bispegården, behøver han ikke tage ret mange skridt, før han står ved bredden af Viborg Søerne. Man kunne vove at påstå, at de to søer ligger i hans baghave. Inden for rimelig afstand har han også Dollerup Bakker, Hald Sø og den mere end 500 kilometer lange pilgrimsrute Hærvejen, der går hele vejen ned gennem Jylland. Hede, skov og søer – der er kort sagt masser af smukke landskaber, Henrik Stubkjær kan gebærde sig i, og lige nu er hans ambition at gøre det i enten løb eller gang tre gange om ugen.
Selve behovet for at komme ud i naturen er han født med. Han husker for eksempel, at han som barn var vild med at bygge huler i skoven. Og så var der et lille sted, hvor der nogle gange voksede liljekonvaller. Dér kunne han godt finde på at gå ud ret ofte, bare lige for at tjekke, om liljekonvallerne nu var kommet op af jorden. Det nye er imidlertid, at coronapandemien gør, at han mærker trangen til naturen i særligt høj grad.
”Det tror jeg, vi er mange, der gør. I en tid, hvor vi næsten er lukket inde, har vi brug for at komme ud. For mig er naturen nok blevet endnu mere et fristed, end den ellers har været,” siger han.
Henrik Stubkjær har altid set socialt samvær som én af de vigtigste ting i livet, og derfor er han ganske enkelt frustreret over ikke at kunne tilbringe tid med mennesker, som han plejer. Bevares, han har sin lille boble, har tilbragt værdifuld tid med sine børn og læst nogle flere bøger, men som han flere gange har sagt: ”Corona passer ikke lige til mit temperament.”
Men netop gåturen er jo en aktivitet, der muliggør et vist niveau af socialt samvær. For Henrik Stubkjær er den også et redskab til at koble af, blandt andet fra en hverdag, der indebærer mange møder på skærmen indendørs.
”Når jeg går, hvad enten det er alene eller sammen med nogen, er der højt til himlen, og jeg mærker naturens elementer. Og så synes jeg, man tænker godt, når man går. Jeg tror, det gør noget ved os, at vores perspektiv hele tiden flytter sig. Det gør noget godt ved tanken,” siger han.
Det sker da heller ikke sjældent, at en idé til en prædiken dukker op i Henrik Stubkjærs hoved, netop mens han bevæger sig rundt i naturen. Det er, som om pointer fra en bibeltekst kan blive mere nærværende. Han husker især en påskemorgen for et par år siden, hvor hans fødder fik selskab af solgule og lysegrønne nuancer, og ”pludselig blev det påske!”, siger han og kommer til at tænke på en anden teolog og dennes forhold til naturen.
”Grundtvig var enormt påvirket af naturen i sine påskesalmer. Solen, varmen og det nye liv, der spirer frem, giver farve til hans teologi, og den følelse kan jeg sagtens dele. Vi er altså privilegerede med årstidernes vekslen og talen ind i vores kirkeår,” siger han.
I det hele taget er Henrik Stubkjær stor tilhænger af, at gåturen væves sammen med det kirkelige. Det gør ham glad, at præster over hele landet i coronatiden har arrangeret eksempelvis vandringer mellem sogne og gåture for konfirmander. At man har brugt gåturen aktivt. Det har han også selv erfaring med fra Viborg Stift, hvor man har arrangeret pilgrimsvandringer for veteraner, og Henrik Stubkjær har holdt andagt.
Allerede efter den første udgave af pilgrimsvandringen i 2017 kom koordinatoren tilbage til Henrik Stubkjær med beskeden: ”Jeg må bare sige, at jeg har aldrig oplevet veteraner flytte sig så meget som på den uge. Det skal vi gøre igen! Det skal være nøjagtig den samme rute, og du skal sige nøjagtig de samme ord.”
Og sådan blev det. I år er fjerde år i træk, hvor Viborg Stift arrangerer pilgrimsvandringer for veteraner. På sådan en tur går veteranerne fra Jelling til Viborg på Hærvejen – i stilhed på nogle strækninger, og på andre får de et bibelord, som de går og reflekterer over. En kæreste til én af veteranerne har engang fortalt Henrik Stubkjær, at det var en helt forandret mand, hun fik hjem. Han havde fået kontrol over sit tankemylder og en helt anden ro, fortæller Henrik Stubkjær. Og det, mener han netop, er den lange gåturs potentiale.
”Man kommer ned i tempo, og så begynder noget al af det kommunikationsmylder, vi er så optagede af, at fortage sig lidt. Og hvis man går længe nok, kommer man måske dertil, hvor man bliver modtagelig for Guds tiltale,” siger han.
Det med gentagelsen skal man i øvrigt ikke kimse af. For nylig gik Henrik Stubkjær sammen med sin kone og hendes bror og svigerinde cirka 20 kilometer rundt om Salten Langsø i det midtjyske Søhøjlandet. Det var en solrig og frostklar dag, hvor de sad ude på søen og mærkede vinden, mens de drak en kop kaffe. Henrik Stubkjær glæder sig allerede til at komme tilbage til Salten Langsø og se stedet i nyudsprungen version. Han forklarer:
”Vi mennesker er vel også vanedyr. For mig ligger der en genkendelsens glæde ved at komme tilbage til et sted, hvor naturen er forandret, og mærke, hvad den nu gør ved mig. Der ligger en spirende forventning i foråret, som bringer håb og gør mine gåture til noget helt særligt. Om vinteren er du bare til stede, og der er ikke den samme forventning – måske er der i stedet en ro og betagethed over det flotte og over, at naturen er gået i dvale. Så er det tid til at trække luften ind. Og så kan man komme igen om foråret, når det er blevet tid til, at luften skal ud.”
Henrik Stubkjær har i arbejdsøjemed også været en tur i København for nylig, og her kunne han ikke undgå at bemærke trængslen omkring søerne. Der var endda skilte til at informere om ensretning, erfarede biskoppen – efter at han i et kort øjeblik var kommet til at bevæge sig i den forkerte retning.
”Så vildt er det dog ikke helt her i Viborg. Men det er helt tydeligt, at flere går, og det, tror jeg, er værdifuldt, fordi vi får noget givet, når vi går. Jeg håber, at vi også som kirke vil knytte an til gåturen,” siger han.
”Det er et felt, vi kun lige har set begyndelsen på.”