I en nådesløs tid tænkte filosoffen Edith Stein nyt om nåde

For 100 år siden skrev den tysk-jødiske filosof Edith Stein en afhandling om frihed og nåde. Hendes tænkning peger på værdien af en filosofisk holdbar kristen metafysik, siger dansk filosof

Edith Stein erfarede, at denne psykiske energi har sine begrænsninger, hvis man mistede fodfæstet. Og at det var der, den åndelige energi kom frem. Foto: Akg-Images/Ritzau Scanpix
Edith Stein erfarede, at denne psykiske energi har sine begrænsninger, hvis man mistede fodfæstet. Og at det var der, den åndelige energi kom frem. Foto: Akg-Images/Ritzau Scanpix.

Den 1. januar 1922 blev Edith Stein (1881-1942), der var født i en jødisk-tysk familie, døbt og optaget i den katolske kirke. Det lå ellers ikke i kortene, at det var den vej, hun skulle gå. For som ung var hun som ateist optaget af psykologi, hvilket førte hende videre til filosofien.

Men så kom det hele til at gå anderledes. En del af forklaringen findes i et værk, som først blev publiceret i 1950. Værket, som hedder ”Frihed og nåde”.

”Vi ved ikke præcis, hvornår værket er skrevet, men det sker højst sandsynligt i 1921 og er tæt forbundet med Edith Steins overgang til kristendommen,” fortæller Mette Lebech, der er lektor ved Maynooth Universitet i Irland, hvor hun i mange år har forsket i Edith Steins filosofi.

”Værket afslører, at Edith Stein har haft en erfaring af nåde, som hang sammen med en form for depression. Blandt andet da hun arbejdede på sin doktorafhandling, var hun tæt på et sammenbrud. Hun erfarede så, at hun, når hun overgav sig, fik en åndelig energi, som hun kun kunne forstå som en gave fra Gud. Det var formodentlig denne erfaring, der førte til, at hun tog springet til troen og begyndte at udvikle sin metafysik, som forbandt moderne filosofi med klassisk katolsk teologi,” forklarer Lebech.

Edith Stein havde tidligere beskæftiget sig indgående med, hvordan vi som mennesker kan ”smitte” hinanden med energi og komme til at leve af samme energi, via fælles motivation eller via en beslutning om at tilslutte sig et fællesskab. Men Edith Stein havde erfaret, at denne psykiske energi har sine begrænsninger, hvis man fuldstændig mister fodfæstet. Det er der, den åndelige energi træder frem.

”Hun erkendte, at der kommer et punkt, hvor hun ikke selv kan noget – og der må hun lægge sig ned og modtage energi fra Gud. Det er det, hun senere kom til at kende som bønnen. Hun udforskede det fænomenologisk i ’Frihed og nåde’. ’Hvordan kan jeg opleve mig selv på sammenbruddets rand, og så snart jeg overgiver mig, kommer nåden?’,” spørger Lebech.

Som ung filosof arbejdede tysk-jødiske Edith Stein som assistent for den anerkendte filosof Edmund Husserl og var med til at gennemskrive og redigere et af hans betydeligste værker om fænomenologien, en filosofisk retning, der søger at opstille rammer for, hvordan man kan beskrive og fortolke fænomener.

”Edith Steins tysk-jødiske baggrund gjorde hende interesseret i at forstå lovmæssighederne bag sociale konstruktioner, for som både jøde og tysk var det mere kompliceret for hende med tilhørsforhold end for mange andre. Hun er optaget af, hvordan vi skruer verden sammen socialt, og hvordan vi også kan ændre på de sociale konstruktioner,” fortæller Lebech.

”Hendes fænomenologi er af stor betydning for moderne socialvidenskaber. Især inden for sociologien er man begyndt at tage nogle af hendes indsigter til sig, og det samme er til en vis grad tilfældet inden for psykologi og psykiatri,” siger hun.

Men i endnu højere grad er Steins filosofi relevant, fordi den viser, hvordan fænomenologien kan tænkes sammen med kristen metafysik og åbne for en holdbar kristen filosofi, mener Lebech. Ifølge Stein er troen en mulighed for at overskride fænomenologien, fordi den tilbyder en metafysik, der støtter sig på troen på Guds ord.

”I et af sine sene værker, ’Endelig og uendelig væren’, kritiserer hun filosoffen Martin Heidegger for hans opfattelse af, at angsten er en grundfølelse, man ikke kan eller bør befri sig fra. Stein mener, at den sikkerhed, en troende føler i Guds favn, kan sammenlignes med den sikkerhed, som et barn, der bliver holdt på armen, erfarer. Og hun argumenterer for, at angsten gør mennesket ude af stand til at leve sit liv, mens troen gør det muligt at leve,” siger Lebech.