Døden har været med til at give religioner liv

At mennesker skal dø er ikke kun et grundvilkår, men også en erkendelse, som har været vigtig for de store verdensreligioners tilblivelse og succes

Kristendommen er et godt eksempel på, hvordan døden spiller en vigtig rolle i mange store religioner og har været en væsentlig drivkraft for de troende. Her ses et maleri af Thomas Pot fra omkring 1563, der skal forestille begravelsen af Jesus. – Foto: Robertharding/Masterfile/Ritzau Scanpix.
Kristendommen er et godt eksempel på, hvordan døden spiller en vigtig rolle i mange store religioner og har været en væsentlig drivkraft for de troende. Her ses et maleri af Thomas Pot fra omkring 1563, der skal forestille begravelsen af Jesus. – Foto: Robertharding/Masterfile/Ritzau Scanpix.

Hvis man skulle lave en opskrift på en succesfuld religion, er der særligt én ingrediens, der ville gå igen: død.

Det kan måske lyde lidt kynisk, men ser man på de store religioner i verden i dag, må man ikke desto mindre konstatere, at menneskets bortgang og forestillinger om døden og livet efter den fylder meget i deres hellige tekster og vigtige ritualer. For nogle handler det om genfødsler, som man gerne vil undgå, og for andre om himmel og Helvede eller om et håb om en opstandelse til et evigt liv.

Det sidste er blandt andet tilfældet for den højtid, som kristne fejrer i disse dage. Begivenhederne i påsken, som er kristendommens vigtigste højtid, har netop med døden og efterlivet at gøre, hvilket understreges af, at højtidens hovedperson, Guds søn, ser døden i øjnene og overvinder den.

Om kristendommen havde haft samme gennemslagskraft i verden uden påskefortællingerne, er svært at vurdere. Men gennem tiden har mange forskere hævdet, at menneskets dødsbevidsthed er en ganske afgørende drivkraft bag religioners tilblivelse og succes. Det fortæller Jesper Frøkjær Sørensen, lektor i religionsvidenskab på Aarhus Universitet.

”Når man forsker i religioner, kan man ikke undgå at bemærke, at døden spiller en rolle i temmelig mange af dem. Og det er ikke mærkeligt. For menneskets angst for døden og bevidsthed om vores dødelighed afføder en lang række forestillinger og spørgsmål, som for eksempel ikke kan besvares med politiske ideologer. Religioner kan give mennesker en tro på, at noget overskrider den fysiske død,” siger han.

Jesper Frøkjær Sørensen er en del af forskningsprojektet ”Covid-19 – Religion and existential wellbeing” (på dansk: covid-19 – religion og eksistentiel velfærd), som ved hjælp af spørgeundersøgelser blandt andet ser nærmere på coronakrisens betydning for danskernes religiøsitet. Dette forår udgiver forskergruppen et temanummer i Religionsvidenskabeligt Tidsskrift om de første resultater, og i det har Jesper Frøkjær Sørensen bidraget til en artikel om forbindelsen mellem død, lidelse og religiøsitet i vestlig kultur- og idéhistorie.

”Der findes mange religionsvidenskabelige, psykologiske og sociologiske teorier om forholdet mellem død og religion, og det er faktisk det, der var årsagen til, at vi satte forskningsprojektet i gang. For lige nu står vi i en unik situation, hvor døden er rykket tættere på, og spørgsmålet er, om det påvirker danskernes religiøsitet. Så vores tanke var at se, hvordan coronakrisen ville udspille sig i det i dag meget sekulære Danmark,” siger han.

Om de aktuelle resultater af forskergruppens undersøgelse peger på en øget dragning mod det religiøse i Danmark, vender Jesper Frøkjær Sørensen tilbage til. For først skal tiden spoles omkring 2500 år tilbage til den periode, hvor de store verdensreligioner, vi har i dag, begyndte at dukke op.

Det var ifølge ham først her, at døden for alvor fik en religiøs betydning. Inden da lod de religioner, der fandtes, nemlig til at være mindre optagede af, hvad der ventede mennesket efter døden. Dette siger Jørgen Podemann Sørensen, der er lektor emeritus i religionshistorie på Københavns Universitet og har forsket i religion i oldtidens Egypten og senantikken.

”Mange tidlige religioner har nok haft forestillinger om, hvad der skulle ske efter døden, men guderne skulle i højere grad hjælpe en med at få tilværelsen på jorden til at hænge sammen. Derudover gav religionerne ikke nødvendigvis nogen opmuntrende svar på det spørgsmål. I den græske kultur troede man for eksempel, at man skulle leve en glædesløs skyggetilværelse i dødsriget Hades,” siger han.

I Egypten var det ifølge Jørgen Podemann Sørensen mere naturligt at tænke på sit efterliv sådan, at man levede videre som en energi i slægten. Et godt billede på det er myten om Osiris, som var egypternes gud for død og nyt liv. Ifølge myten var han konge og blev myrdet af sin bror, der ville overtage tronen. Det lykkedes dog Osiris’ søster Isis at vække nok liv i ham til at kunne blive gravid med hans søn, Horus, hvilket betød, at slægten genopstod.

”Det var altså slægten, man skulle leve videre igennem. Man gjorde også meget ud af gravene for de døde, da de døde forfædre blev set som en livsfond, som slægten kunne vokse videre fra,” siger han.

Efterhånden som slægten begyndte at have mindre betydning, voksede interessen for ens egen frelse og dermed også for livet efter døden.

Der opstod ifølge Jørgen Podemann Sørensen forskellige såkaldte mysteriereligioner, som man kunne blive indviet i, hvis man ønskede at komme tættere på en form for frelse fra verdens elendighed.

I dag kan de fem store verdensreligioner – kristendommen, jødedommen, islam, buddhismen og hinduismen – alle beskrives som frelsesreligioner, siger Jesper Frøkjær Sørensen.

Ifølge ham har mange forskere og tænkere gennem tiden diskuteret, hvad der netop gjorde denne type religioner så populære, og flere teorier indebar idéen om sjælen.

I slutningen af 1800-tallet pegede den britiske antropolog Edward B. Tylor (1832-1917) eksempelvis på, at den grundlæggende kerne i alle verdens religioner var animisme – forestillingen om en sjæl, der overlever døden.

”Tylor begrundede sin teori med, at mennesket står over for en besynderlig oplevelse, når det ser nogen dø. I det ene øjeblik er onkel Anton levende, og det næste er han død – men hvad er forskellen, når man ser på ham? Det blev på en måde et intellektuelt spørgsmål, og man kom frem til, at forskellen var sjælen, som kobles fra kroppen og lever videre,” siger Jesper Frøkjær Sørensen.

Hvor Tylors teori tog udgangspunkt i menneskets ønske om en rationel forklaring på døden, lagde den polsk-britiske antropolog Bronislaw Malinowski (1884-1942) vægt på et mere følelsesmæssigt behov for at blive klogere på døden.

”Hans teori var, at mennesket havde et emotionelt behov for at finde ud af, hvad døden er, og hvad den skyldes. Døden skulle have en årsag, hvad end dens årsag var hekse, guder eller noget andet. Mødet med døden og forestillingen om ens eget endeligt affødte en følelse af angst. Derfor skulle religioner først og fremmest hjælpe mennesker med at forvalte emotionelt vanskelige situationer og give dem eksistentiel mening i mødet med noget, der ellers kunne virke meningsløst,” siger Jesper Frøkjær Sørensen.

Malinowskis tanker udviklede sig også til en teori om, at religioner kunne bruges til at sikre sammenhængskraften i et samfund. Når folk frygtede døden, rykkede de sammen og dyrkede fælles værdier og ritualer. Ved at skabe en øget dødsbevidsthed – og samtidig tilbyde en kur imod den – kunne religioner altså få flere tilhængere, mente Malinowski, som mødte opbakning fra flere psykologer i sin samtid.

Det gjaldt blandt andre psykologerne William James (1842-1910) og Sigmund Freud (1856-1939), som begge beskrev døden som central for en religions vedblivende tiltrækningskraft.

Særligt forestillingerne om livet efter døden kunne ifølge dem beskytte den troende imod en psykisk nedbrydende følelse af meningsløshed, hvilket William James fandt positivt. Sigmund Freud mente omvendt, at religionerne gav folk en falsk følelse af håb og fortrøstning på tidspunkter med alvorlig sygdom og død.

Generelt var dét at fremme menneskers dødsbevidsthed ikke fremmed for de store religioner, siger Jesper Frøkjær Sørensen. Både i kristendommen og dele af islam havde – og har man stadig – for eksempel tidligt helgener, som havde ofret deres liv for troen.

”Idéen er, at helgener har særlige evner og kan hjælpe med at udføre mirakler i de levendes verden, efter de selv er døde. Der opstod tidligt noget, man kunne kalde en dødekult, hvor man drog på pilgrimsrejser til helgengrave og samlede energi fra dem ved at røre ved relikvier og lignende.

Man havde også beretninger om martyrer, der ikke var bange for døden, men leende lod sig henrette, fordi troen var vigtigere end livet selv, og fordi det rigtige liv ventede på den anden side,” siger Jesper Frøkjær Sørensen og tilføjer, at man så noget lignende i buddhismen med Buddha, som ikke døde, men derimod brød med sit liv som kongesøn for at søge den gyldne middelvej og slippe for en uendelig række af død og genfødsler.

I middelalderen fortsatte traditionen med helgener, og flere katolske kirker sagde, at de var i besiddelse af hellige ejen- eller legemsdele, som pilgrimme valfartede til for at se. Senere kom døden også til at spille en rolle i barokkens memento mori-kunst med malerier af kranier og knogler og af efterlivet i himlen eller Helvede.

Efterhånden aftog interessen for døden dog i de kristne befolkninger, som blev påvirket af oplysningstiden og det øgede fokus på naturalismen. Og i dag lader sygdom og død da heller ikke til at kunne puste nyt liv i danskernes religiøsitet. Det er i hvert fald en af de foreløbige konklusioner i det store forskningsprojekt, Jesper Frøkjær Sørensen er en del af.

”Døden er stadig et eksistentielt grundvilkår, men den har ikke samme religiøse betydning i sekulære lande. I vores undersøgelser kan vi indtil videre se, at danskernes religiøsitet er stort set den samme efter krisen som før,” siger han.