Der var engang et land, der hed DDR. I år er det 50 år siden, at en af de førende marxistiske teologer i landet, Emil Fuchs, døde. Fuchs var med til at støbe fundamentet for den østtyske protestantiske kirke, der i dag står tilbage som en af de mest medlemstomme kirker i Europa. Mere held havde Fuchs med sit fredsarbejde, der fik en dansk aflægger.
Fuchs blev født i 1874 og var en af de første kristne socialister i Tyskland. Han var ud af en fin præstefamilie og blev selv luthersk præst. Fuchs skrev disputats om den tyske romantiske teolog Friederich Schleiermacher. Schleiermacher talte i 1800-tallet om kristendommen som en følelse af det uendelige, og hvordan troen derfor skulle udmønte sig i etisk handling her i livet. Det sidste førte til Fuchs’ syntese af kristendom og marxisme. Som præst i en arbejderforstad blev Fuchs bekendende socialist, og som den første præst overhovedet meldte han sig ind i det tyske socialdemokrati, SPD. Det var i årene lige efter Første Verdenskrig. På samme tid formulerede han et forslag til en bekendelse for en ny folkekirke i Tyskland. Fuchs skrev, at ”menneskeheden og ethvert folk skal være et fællesskab i broderkærlighed”, for det var Jesu disciples vilje, længsel og håb. Det gik anderledes. Med nazismens fremvækst et årti senere blev kirken i stedet nazificeret.
Flere af de kristne socialister kom i kz-lejr, og enkelte blev henrettet. Fuchs emigrerede i en kort årrække til England, men var ellers i Tyskland i det meste af Det Tredje Riges tid. Imidlertid var der sket en anden vending, for den nazistiske tyske kirke (De Tyske Kristne) var støttet af mange lutherske, og Fuchs forlod i protest sin gamle kirke til fordel for kvækerne. Kvækerne er en engelsk kirkeretning kendt for sin absolutte pacifisme og stærke betoning af etikken (det kristne menneskes liv) frem for dogmatikken og gudstjenesten. Det passede godt med Fuchs’ teologi.
Under krigen var han en del af den kommunistiske modstand mod Hitler, og flere af hans børn havde endda britisk statsborgerskab. Derfor kunne hans søn, Klaus Fuchs, uhindret rejse til USA. Sønnen var anerkendt fysiker og fik en fod inden for i det amerikanske atombombeprogram. Men faderens socialisme fornægtede sig ikke: Klaus Fuchs blev dømt for at være spion for Sovjetunionen og fængslet som sådan.
Efter krigsafslutningen havde den nu gamle Emil Fuchs stjerner på skuldrene, og i det gryende DDR blev han professor i Leipzig. Han blev kollega med filosoffen Ernst Bloch, som dog efter Berlinmurens opførelse emigrerede til vest og herfra blev et af hovednavnene bag ungdomsoprøret i 1968. Læser man gamle udgaver af Kristeligt Dagblad, står det klart, at Fuchs modsat Bloch blev opfattet som en slags nyttig teolog for det østtyske styre. Østtyskerne var som kommunister imod kristendommen, og den evangeliske kirke i DDR blev forsøgt skilt fra kirken i Vest. Fuchs var udset til at skabe denne nye kirke. Det faldt brat til jorden. Fuchs blev affejet af de protestantiske præster, der havde i frisk erindring, hvordan deres kirke få år forinden havde været underlagt sig en anden totalitær ideologi. Fuchs hyldede upåagtet DDR ”som de kristnes gode hjem” og lovpriste sovjetiske ledere som fredens mænd. Fuchs mente også, at kirken burde støtte den østtyske ”ungdomsvelsignelse”, der var kommuniststyrets sekulære pendant til kirkens konfirmation. Det førte i det lange løb til et dramatisk fald i kirkens medlemsprocent.
Noget andet lykkedes bedre for Fuchs. Han og andre teologer bevægede i 1960’erne DDR’s leder, Walter Ulbricht, til at anerkende, at der i Østtyskland var to livsanskuelser: En gudløs marxistisk og en kristen. Disse to var så forenet om en fælles sag: Økonomisk socialisme og fred mellem mennesker. Derfor kunne Fuchs gå så vidt som til at sige, at Berlinmuren var en fredsmur, og at den østtyske folkehær tjente freden i højere grad end kirkens gamle moral og gudstjeneste. Virkelig kristendom gjaldt verdensfreden.
Det kan ikke undre, at Emil Fuchs således var et af de grundlæggende medlemmer af Den Kristne Fredskonference og dybt involveret i det af Sovjet påvirkede Verdensfredsråd. Begge organisationer spillede en rolle i den danske folkekirke, da en underafdeling af dette i form af den såkaldte Samarbejdskomité for Fred og Sikkerhed i 1970’erne havde folkekirkepræsten Hans Nebel i spidsen. Nebel, der blev 90 år i marts, var præst i Vanløse indtil 1991 og i mange år medlem af Københavns Borgerrepræsentation for SF. Dette til trods holdt heller ikke han sig tilbage fra at hylde Sovjetunionen:
”Her var mange af de ting virkeliggjort, som vi i Vesten sukker efter at virkeliggøre”, skrev han i Kristeligt Dagblad i 1977. I fredsarbejdet underskrev Nebel sammen med en række præster og en enkelt biskop protestskrivelser mod atomvåben og Danmarks støtte til samme. Det skete først i regi af Samarbejdskomiteen siden i den på papiret ikke-kommunistiske organisation Kristne for Nedrustning. At det ikke var noget helt ubetydeligt arbejde, som Nebel deltog i, vidner de store udredninger om Den Kolde Krig om. Nebel og de forskellige fredsorganisationer er nævnt i både den såkaldte DIIS-udredning og den store PET-kommissions arbejde. PET betragtede Kristne for Nedrustning som en udløber af Samarbejdskomitéen og den vesttyske organisation Kristne for Afrustning, der igen havde forbindelse til Emil Fuchs’ Kristne Fredskonference i øst.
Den ene biskop, der havde meldt sig under fanerne hos Nebel, var Aalborgs Henrik Christiansen. PET konstaterede i 1981, at der var en ”helt klar forbindelse” mellem KGB, Samarbejdskomiteen og Kristne for Nedrustning. Men som der står i PET-kommissionens beretning, var ikke alle præsterne bevidste om sammenhængen. PET kontaktede bemeldte biskop og fortalte, hvad der lå bag fredsorganisationen. Biskoppen svarede, at han ville ”nødigt tages til indtægt” for noget sådant. De smukke tanker og appeller kom altså med en bestemt hensigt, og langt fra det hele havde direkte noget med kristendom at gøre.
Rasmus H.C. Dreyer er ph.d. i kirkehistorie og sognepræst i Agersø-Omø Pastorat i Roskilde Stift.
Kilder til oplysninger om Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed og Kristne for Nedrustning fra PET-kommissionens beretning 2009, bd. 10