”Politiet er alarmeret, der kommer hjælp! Elsker dig så uendeligt højt.”
Beskeden tikkede ind klokken 18.14. Den var fra hendes mor.
Udenfor kom skuddene stadig tættere på, mens Sofie Rosten Løvdahl holdt vejret under den køjeseng, hvor hun sammen en veninde havde barrikaderet sig.
Det var den 16-årige fodboldpiges anden ungdomslejr. Siden hun var helt lille, havde to ting været afgørende i hendes liv: idræt og retfærdighed.
Førstnævnte fik hun afløb for på fodboldbanerne i hjembyen Levanger. Sidstnævnte betød, at hun allerede som 15-årig meldte sig ind i Arbejderpartiets Ungdomsforbund, AUF.
Sofie Rosten Løvdahl troede fuldt og fast på, at verden kunne blive et endnu bedre sted. Nu befandt hun sig midt i det dødeligste angreb på norsk jord siden Anden Verdenskrig.
”Tidligere på dagen havde vi fået besked om, at der var sprunget en bombe i Oslo, men vi var overbeviste om, at Utøya var det tryggeste sted, man overhovedet kunne opholde sig. Og når man bor i Norge, skal der rigtigt meget til, før man forstår, at det forfærdelige kan ske. Da jeg hørte de første skud, troede jeg bare, at nogle lavede sjov med fyrværkeri,” fortæller 26-årige Sofie Rosten Løvdahl over telefonen fra Trondheim.
”Men pludselig kom folk stormende i min retning, og så forstod jeg jo, at der var ved at ske noget virkelig, virkelig slemt.”
Sofie frøs fast på teltpladsen, mens folk løb i alle retninger.
”Det var totalt kaos, men da jeg så folk blive skudt længere fremme, tog jeg en beslutning om at løbe efter en veninde ind i skoven. Der var nogle fra Norsk Folkehjælp, der var på øen for at hjælpe, hvis nogen skulle få en fodboldskade eller komme til at savne deres forældre, og som midt i kaosset fik os gennet ind i en lille afsidesliggende bygning, hvor vi kunne gemme os,” fortæller Sofie Rosten Løvdahl, som i dag sidder i byrådet i Trondheim for Arbejderpartiet.
”Kort efter hyperventilerede jeg, nok på grund af stress, men jeg blev beroliget og sammen med min veninde fandt jeg et sted i et af soverummene, hvor vi kunne gemme os inde under nogle køjesenge.”
De voksne fra Norsk Folkehjælp barrikaderede bygningen med madrasser og møbler. I alt søgte 47 personer tilflugt i skolestuen. De holdt vejret og lod, som om de var usynlige. Rystende stilhed fyldte den dybrøde træbygning, mens smældene fortsatte udenfor.
”Der gik mange tanker gennem mit hoved. Om, hvad der skete udenfor. Og om, hvad der ville ske, hvis han kom ind. Og så skrev jeg en besked, en slags farvel, til min mor og min far. At jeg elskede dem, men at de ikke skulle ringe til mig, for vi var nødt til at være stille.”
Anders Behring Breivik havde medbragt to kander med dieselolie. Planen var at sætte ild til bygningen, men terroristen havde glemt sin lighter. Han nåede at skyde to gange ind ad døren til skolestuen, før lyden af helikoptere brød stilheden, glas blev knust, råbene tog til, og politiet pludselig stormede bygningen.
Sofie Rosten Løvdahl var i chok, da hun som en af de sidste blev bragt fra Utøya til fastlandet. Alle omkring hende havde mistet nogen, de elskede; de fleste af hendes venner var blevet dræbt.
Men lettelsen over at være i live blev hurtigt til fortvivlelse. Og dernæst skam.
”I begyndelsen ville jeg ikke tillade mig selv at være taknemmelig for, at jeg havde overlevet. For det var så forfærdelige ting, vi havde set. Øen var en åben massegrav, og da jeg begyndte at finde ud af, hvem jeg aldrig mere ville komme til at se, hvem der ikke ville komme hjem til deres familier, så spurgte jeg jo også mig selv, hvorfor lige netop jeg fik lov at overleve? Om der var andre, der havde fortjent det mere. Om jeg i virkeligheden burde være død? Og selvfølgelig, om man kunne have gjort noget anderledes. Hvorfor kom den og den person ikke med hen til det skjulested, hvor jeg endte. Kunne jeg have reddet nogen, hvis jeg havde gjort noget anderledes?”
”Men samtidig er det jo enormt vigtigt hele tiden at minde sig selv om, at det ene og alene er terroristens skyld, at så mange blev dræbt,” siger hun.
De efterfølgende uger, måneder og år var præget af både frustration og en følelse af ensomhed. Familien gjorde det bedste, de kunne. Og Sofie Rosten Løvdahl begyndte at tale med en psykolog.
”Det vigtigste for mig var dog fortsat at gå i skole, spille fodbold, gøre de her helt normale ting. Men samtidig var min krop i fuldt beredskab og troede hele tiden, at jeg var i fare. Man bliver enormt udmattet af at være bange uafbrudt,” siger hun og fortæller, hvordan forsøget på at opretholde en ydre orden stod i dyb kontrast til det indre kaos.
”Jeg følte mig så alene med alle de her tanker, for det er jo ikke normalt at tænke på terror døgnet rundt. Slet ikke for et barn. Men sådan var livet i lang tid. Den ene dag så man gerningsmanden i tv, den næste skulle man vælge, hvilken vens begravelse man skulle gå til. Og samtidig havde mange af mine nære venner ikke været på Utøya, så de forstod ikke, hvad jeg havde været igennem. Jeg drømte om bare at få et enkelt minut, hvor jeg ikke så flygtende børn for mit indre blik, når jeg lukkede øjnene.”
I Norge er debatten om ”såret fra 22. juli” blusset op på ny. I 10-året for terrorangrebet, som i Oslo og på Utøya kostede 77 mennesker livet, stiller flere spørgsmål ved, om det norske samfund har håndteret ofrenes oplevelser og det nationale traume bedst muligt.
”Jeg synes, at reaktionen dengang for 10 år siden var vældig fin. Vi fik støtte fra alle dele af samfundet, og bare i Levanger, som er en forholdsvis lille by, var der flere tusinde mennesker, der gik i rose-optog. Der var en stærk følelse af sammenhold og af, at vi skulle svare igen med kærlighed frem for had,” siger Sofie Rosten Løvdahl.
”Men man kunne godt have forventet, at man på samfundsniveau i højere grad turde snakke om den ekstremisme og racisme, som styrede gerningsmanden. Det har været vigtigt for mange af os, der overlevede 22. juli, at stå sammen imod konspirationsteorier og højreekstremisme. Det er den eneste måde, vi kan sørge for, at det aldrig sker igen. Og der ville jeg nok ønske, at endnu flere ville tage del i den samtale.”
Hun nævner berøringsangsten, som hun mærkede allerede kort efter den 22. juli 2011. Og som sidenhen har fæstnet sig i store dele af det norske samfund.
”Min oplevelse er, at det for både almindelige mennesker og politiske partier, som ikke har været direkte berørt af angrebene, har været vanskeligt at snakke om 22. juli. På den ene side føler mange, at det er os, der var til stede, som har mest ret til at tale om det, og på den anden side er der dem, som simpelthen mener, det er for grusomt til at tage ind,” siger hun.
”Men jeg er overbevist om, at vi er nødt til at bide det ubehagelige i os og diskutere angrebene ud fra præmissen om, at gerningsmanden voksede op blandt os. Han blev formet af det norske samfund, og ekstremismen findes iblandt os. Derfor må samfundet også forholde sig til, hvordan det kunne ske, så vi kan forhindre flere gentagelser. Også selvom det er svært og smertefuldt.”
Flere peger på, at ekstreme synspunkter fylder mere i dag, end de gjorde i 2011 – ikke mindst på grund af internettet. Er det også din oplevelse, at hadet er en stærk kraft i dagens Norge?
”Så absolut. Der er en reaktion i samfundet i dag, hvor man i stedet for at tale om ekstremismen giver plads til yderligtgående stemmer i debatten. Og vi så jo i 2019, hvordan en ny højreekstrem terrorist dræbte sin stedsøster på grund af hendes hudfarve og prøvede at angribe en moské i en forstad til Oslo. Vi er nødt til at forstå, at vi ikke er vaccineret mod den slags angreb. Højreekstremismen ulmer overalt i Vesten, og med stormen af Kongressen i USA blev det jo tydeligt, at man har ladet ord og had bygge op over tid, og at det i sidste ende kan få konsekvenser i form af handlinger,” siger Sofie Rosten Løvdahl og understreger, at højreekstremismen ikke forsvandt med fængslingen af Anders Behring Breivik.
”Det er vigtigt at anerkende, hvis vi vil undgå terror i fremtiden.”
Både Arbejderpartiet og ungdomspartiet har sat fokus på læren fra 22. juli de seneste måneder. Til september skal nordmændene til valg, tror du, at debatten om ekstremisme og såret fra 22. juli kan komme til at påvirke udfaldet?
”Jeg synes i hvert fald, det er et tema, som bør diskuteres grundigt. Både fordi, det er 10 år siden, men jo især, fordi vi stadig har langt igen, hvad angår yderligtgående og antidemokratiske holdninger. Jeg håber, det bliver en del af valgkampen og ikke mindst, at vi ikke skal beskyldes for at trække 22. juli-kortet, når det eneste, vi prøver, er at bruge de erfaringer, vi har, til at undgå, at noget lignende sker igen,” siger Sofie Rosten Løvdahl.
”Men det kræver, at flere af de politiske partier vil diskutere det med os. Og efter otte år har den borgerlige regering endnu ikke formået at få et nationalt mindesmærke efter terroren på Utøya på plads. Det viser måske i virkeligheden, at man bare håber, det går væk af sig selv. Mit ønske er, vi kan få en bred erkendelse i Norge af, at det her var et politisk angreb, og hvis vi skal leve op til ’Aldrig mere 22. juli’-parolerne, så er vi nødt til at tale om gerningsmandens ideologi. ”
Sofie Rosten Løvdahl glæder sig over, at flere og flere overlevende står frem og fortæller om, hvad der skete den eftermiddag på Utøya, som ændrede Norge for altid. Forstummer samtalen, glemmer fællesskabet. Og derfor skal de kommende generationer også lære om tragedien, mener hun.
”Det må aldrig blive tavsheden, der vinder, og mit håb er, at børn og unge i fremtiden vil blive undervist grundigt i 22. juli og i, at det var en politisk ungdomsorganisation, som blev angrebet. Vi er nødt til at se grusomhederne i øjnene, og ligesom man besøger koncentrationslejre på studieture mener jeg også, man bør besøge Utøya i løbet af grundskolen. De kommende generationer skal mindes om, at demokratiet er noget, vi ikke kan tage for givet. Og at det er vores allesammens ansvar at beskytte det,” siger Sofie Rosten Løvdahl.
”Terroristen ville forhindre os i at skabe en bedre verden. Men det lykkedes ham ikke. Og når der i dag er nogen, der mener, vi ikke skal have en stemme, så må vi stå sammen, tro på forandringen og råbe endnu højere. Det skylder vi alle dem, vi mistede.”