Den græske historiker Herodot (fra det 5. århundrede f.Kr.) fortæller et sted i sit store historieværk, at en egyptisk konge engang ønskede at finde frem til grundsproget, altså det sprog, der lå bag ved alle andre sprog. Derfor lod han to nyfødte børn isolere, og først da de havde lært at tale, lod han dem komme ud af deres isolation. Tanken var, at det sprog, de uden påvirkning fra andre kom til at tale, måtte være ursproget, det egentlige og oprindelige sprog, som alle andre sprog blot er efterligninger af.
Den egyptiske konge regnede med, at det måtte være ægyptisk, men resultatet var, at børnene talte frygisk, en afart af græsk, som blev talt nær ved det sted, hvor Herodot kom fra i Lilleasien. Og nu var Herodot så pennefører på historien og skrev sit værk på jonisk græsk, Homers prestigefyldte dialekt, men ingen ved, hvilken variant han selv oprindelig talte. Hvem ved, måske – frygisk?
På samme måde har mange som børn sikkert tænkt noget tilsvarende om deres eget sprog. Ganske vist taler alle de andre engelsk, tysk, fransk, københavnsk og så videre, men grundsproget er det sprog, man selv taler; det er det sprog, de andre helt sikkert også tænker på. Der sker blot det, at det forvandles til engelsk, tysk, fransk og københavnsk, når det forlader munden hos dem og bliver hørligt.
At man tænker sådan, skyldes uden tvivl, at sprog, identitet og personlighed hører sammen. Den enkelte og hendes sprog er indbyrdes så forbundne, at hun ikke kan tænke sig selv uden det, og hun kan ikke tænke verden og virkeligheden uden det. Mit eget eksempel, som det følgende vil vise, er sigende, for jeg tror, det er derfor, jeg hele mit liv har længtes efter Viborg, når jeg ikke var der. Der hørte jeg min egen tale, der genkendte jeg virkeligheden, som sproget havde serveret den for mig som barn, der hvilede jeg trygt i lydenes sammensurium.
Min sproglige baggrund, og den måde, sprog siden har fyldt mit liv, skulle ellers tilsige noget andet, kunne man mene.
Mine forældre flyttede til Viborg i 1938. De kom fra Sønderjylland og var begge født i 1912. De var tosprogede og nåede at gå i tysk skole et år inden Genforeningen i 1920. Dele af familien talte næsten kun tysk, men de fleste talte sønderjysk og opfattede sig som danske. Hele livet igennem havde mine forældre, især min mor, et anspændt forhold til alt tysk. Hun talte nødigt sproget, men færdedes alligevel hjemmevant i det.
Min far anvendte det meget mere, blandt andet fordi han fungerede som rejseleder og tolk for en lokal busvognmand, når denne i 1950’erne og 1960’erne kørte sine turistture sydpå til Tyskland, Østrig og Schweiz. Men min far anvendte også tysk mere, fordi han havde en farbror i Kiel, hvis kone og børn, altså hans tante og kusiner, kun talte tysk. Dem så vi en del til.
I mit barndomshjem i Viborg, hvor vi efterhånden blev fem børn – jeg kom som den sidste til i 1948 – talte min mor og far sønderjysk. Sammen med folk fra byen talte de rigsdansk, som de kaldte det.
Vi børn bevægede os altså hele tiden i en flersproget virkelighed. Sønderjysk derhjemme og om sommeren en måneds tid i Sønderjylland på ferie. I skolen, Østre Skole, som lå tæt på centrum og var kæmpestor, hørte vi blandt kammeraterne mest den for os noget underlige dialekt, man talte i Viborg midtby; man sagde for eksempel ”ores” i stedet for ”vores”, ”lagde” i stedet for ”lå” og ”lagt” i stedet for ”ligget”. Det fattede vi ikke en brik af. Selv boede vi i nordbyen, hvor rige og fattige boede side om side, så man påvirkede hinanden til en mere neutral form for Viborg-dansk. Og så var der jo også dem, der boede på den anden side af søerne, på Guldkysten, som vi kaldte det, advokater og dommere, læger og tandlæger. Vi kendte nogle af dem, og de snakkede som folk i radioen, syntes vi, unaturligt og snobbet.
I skolen sagde lærerne, at der var godt sprog og dårligt sprog. De, der mestrede det gode sprog, fik høje karakterer; de, der ikke kunne slippe det dårlige sprog, fik lave karakterer. Vi fem børn fra nordbyen fik høje karakterer, fordi vi var så heldige, at vores flersproglige baggrund havde givet os et neutralt sprog. Mange af de andre fik hug for deres dialekt.
Allerede dengang kunne jeg ikke forstå, at man kunne bedømme mennesker efter deres sprog. Sprog er identitet, så principielt er alle sprog lige gode, tænkte jeg, omend det naturligvis er vigtigt med en fælles standard, så alle kan forstå hinanden. Men at bedømme mennesker, intellektuelt og personligt, på baggrund af den version af sproget, som de taler, opfattede jeg som en uretfærdighed, der medførte, at jeg allerede tidligt besluttede mig for at gøre sprog til min levevej.
Man tænker heldigvis anderledes i dag, men stadig er der en tendens til, at folk vil tilegne sig magtsproget; flytter man til København, tilegner man sig det københavnske. Man sælger sin person og sin sjæl for status. Sådan noget forstår jeg ikke.
Igennem skoleforløbet lærte jeg engelsk, tysk, fransk og latin at kende. På universitetet tog jeg en grad i engelsk sprog. I religionsvidenskab, som var mit andet fag, var næsten al lekture på andre sprog, især tysk, fransk og svensk, og så lærte vi oldgræsk for at kunne læse Det Nye Testamente på originalsproget. I et par perioder var jeg af sted i udlandet, på studieophold eller for at undervise.
To af mine fire børn er svenske. De har givet mig tre svenske børnebørn, der forstår dansk, men taler svensk til os her i Danmark. Den yngste af dem, Ira, har en jødisk far, hvis mor var israeler, så hebraisk tales også i familien.
Hver dag starter jeg dagen med at læse aviser på nettet, de danske, to engelske, en græsk, og en engelsksproget fra Mellemøsten, af og til også en svensk og en tysk. Når jeg læser litteratur, er det som oftest på engelsk – blandt andet af faglige grunde. Dog nyder jeg hver dag at læse nogle linjer på latin, og når jeg kigger i Det Nye Testamente, er det altid den græske udgave, jeg konsulterer, eller Vulgata, den latinske. Jeg holder af poesi, men mest den engelske – igen sikkert af faglige grunde, men jeg har lært mig selv nygræsk for at kunne læse en af mine yndlingsdigtere, Odysseas Elytis, der modtog Nobelprisen i litteratur i 1979.
Hvordan er det muligt at leve med så mange sprog uden at miste sig selv? Hvem er vi hver især? Hvem er jeg egentlig? Lad mig give følgende svar: Jeg bor i Viborg, hvor jeg hører mig selv og min gammelkendte virkelighed i sproget. Det gør mig tryg. Her hører jeg til.
Når jeg går i seng om aftenen, læser jeg min engelske roman eller mine græske digte. Mættet af indtryk lægger jeg efter nogen tid bogen fra mig og slukker lyset. I mørket lægger jeg mig roligt ned, tænker dagen igennem og beder, som hele min familiære tradition foreskriver mig, min aftenbøn – på min barndoms variant af det danske.
I baggrunden hører jeg samtidig mit elskelige gadekryds, som jeg dagen igennem dybfølt konverserer på denne variant, hjertesproget, det bløde, neutrale, men melodiske Viborg-danske, der for mig er det smukkeste sprog i verden og det grundsprog, den ægyptiske konge hos Herodot ledte efter.
Baloo, gadekrydset, pusler lidt rundt for til sidst at lægge sig på sit tæppe med et bump, der til forveksling lyder som et amen.