I dag er der præcis to uger til termin, og da jeg tjekkede app’en
Preglife i morges, stod der, at baby var ”94,7 procent færdig”. Ved
seneste konsultation sagde jordemoderen, at hun ”af en eller anden
grund” havde på fornemmelsen, at vores første barn – vores søn –
kan komme når som helst. Jeg fisker mobilen ud ad regnfrakken. Ingen
sms’er eller ubesvarede opkald.
Skulle hun ringe, er vi klar. I hvert fald på papiret: Fødselstasken
er pakket og står ved babyliften. Barnevognen er købt. Bleer,
vådservietter og babyolie ligger på hylden over det nyinstallerede
puslebord, og vi har tømt vores skuffer med ting for at gøre plads
til vores kommende bofælles garderobe. Fra i morgen går vi
frivilligt i isolation for at minimere risikoen for, at jeg bliver
forvist ved indgangen til fødemodtagelsen på grund af coronavirus.
I aften, forklarer jeg Victor, er min sidste mulighed for at komme
ud.
Han nikker, som forstår han det. Vi er 30 år og har fulgtes ad det
meste af livet, og nu skal vi følges igen. Fra en velfærdsnæret
opvækst i leverpostejfarvede Værløse nord for København, til vi
flyttede sammen i vores første lejlighed på Nørrebro. Vi har delt
stort og småt, og om en måned skal vi dele det, som mange betegner
som det største i livet.
Dominoforældreeffekten er over os. Det var vores ven Jakob, der
startede den. Nu har han tre unger.
Vi taler om, at tiden, der hersker før livets skæbnestund, føles
besynderlig nostalgisk. Det er, som om at tilværelsen, som vi hidtil
har kendt den, skal vrides en sidste gang. En sidste aften, hvor man
kan være sent ude uden at bekymre sig om tømmermænd. En sidste
hverdag, hvor man kan arbejde uforstyrret, så længe det passer én.
En sidste spontan fisketur i regnvejr. Da Kristeligt Dagblads
indlandsredaktør hørte, at jeg skulle være far, lykønskede han mig
med, at ”du fra nu af vil indtage en birolle i dit eget liv”.
”Faktisk,” sagde han, da vi var færdige med at grine: ”tror jeg, at
det er noget, vi som menneske nyder godt af”.
Om lidt har Victor og jeg erstattet sidste-gangs-nostalgien med
enhver jomfrurejses romantik. Snart vil alt opleves for første gang,
og vi vil være fædre, der i spontan begejstring udbryder, at netop
denne gylpklat – i dette øjeblik – er babys første. At dette er
babys første tur i barnevognen ud i den farlige verden. Vi vil
studse over den første særhed, der bekræfter én i, at æblet
vitterlig dumper ned tæt ved stammen.
”Glæder du dig?”, spørger jeg Victor.
Han siger, at han glæder sig til at se, ”hvad hun er for en lille
én”.
”Jeg synes, det er svært at glæde sig til noget, man ikke aner, hvad
er.”
Victor har bid, og haler en torsk i land.
”Den er for lille,” siger han og vikler fiskens mund af wobleren. Vi
betragter babytorsken i et net på molen.
”Håber du, din datter kommer til at fiske?”, spørger jeg.
”Ha. Jeg har allerede søgt på, hvor små fiskestænger man kan købe.
Jeg har det nok med lystfiskeri, som du har det med fodbold,” siger
han.
”Det er jo ikke sikkert, hun gider fiske …”
”Nej, men jeg håber det også bare. Jeg ved godt, at sandsynligheden
er lille … Når jeg tænker over det, så har jeg jo ikke overtaget en
eneste af min fars interesser …”
”I cykler da?”
”Det var en hobby, han ligesom samlede op, efter jeg begyndte ...”
”For at komme tættere på dig?”
”Måske,” siger Victor. Han tager den lille torsk, og kaster den i
havet.