2021 er året, hvor den svenske konge Carl 16. Gustaf runder de 75 år. Det skete helt præcist den 30. april. Og hvilken bedre anledning kan man få til en eftertanke over det danske og det svenske monarki? Selvom Sverige er et af de lande, som vi normalt sammenligner os med, er der nogle markante forskelle mellem de to landes kongelige tradition.
1
En af de væsentlige forskelle er, at Danmark har været et uafhængigt kongedømme i meget længere tid end Sverige. Det danske monarki er et af de ældste i verden og går over 1000 år tilbage i tiden. Sverige har derimod kun været en selvstændig stat uafbrudt siden 1523, da landet løsrev sig fra Kalmarunionen med Danmark-Norge. På det tidspunkt havde landet reelt – med forskellige mindre afbrydelser – været underlagt Danmark i mere end 125 år, siden dronning Margrete den førstes militære sejr over svenskerne i 1389 – og formelt siden Kalmarunionens oprettelse i 1397.
Året 1523, hvor det moderne Sverige opstod, er således et markant skel i Sveriges historie og har stor betydning for svenskernes og det svenske kongehus’ selvforståelse.
2
Men også på et andet punkt kan det danske kongehus siges at være af ældre dato end det svenske. Det drejer sig om, hvor længe den nuværende kongeslægt i hvert af landene har siddet på tronen. Mens alle danske konger (undtagen den norske konge Magnus den Gode, som regerede i Danmark 1042-1047) siden Gorm den Gamles far Hardeknud, der blev konge engang mellem 909 og 916, har været i familie med hinanden, har den nuværende svenske kongeslægt kun siddet på tronen siden 1818. Ganske vist skelner man i Danmark mellem Gorm den Gamles kongeslægt, Valdemarernes kongeslægt, den Oldenburgske kongeslægt (1448-1863) og den Glücksborgske kongeslægt (siden 1863). Men alle kongerne fra disse slægter (inklusive vores nuværende dronning) er i familie med hinanden. Det er i virkeligheden blot forskellige grene af den samme slægt, der er tale om.
I Sverige, derimod, har Carl 16. Gustaf og hans familie intet at gøre med de tidligere svenske kongeslægter, som regerede frem til 1818.
Den første konge fra den kongeslægt, Bernadotte-slægten, Karl 14. Johan, var en fransk marskal, som under Napoleonskrigene (i 1810) blev udråbt til svensk tronfølger i håb om, at han ville skaffe Finland, som russerne i 1808 havde erobret fra Sverige, tilbage. Dette skete dog aldrig. Men slægten blev siddende på tronen frem til i dag.
I Danmark er den nuværende kongefamilies historie således knyttet til landets historie gennem mange flere århundreder, end tilfældet er i Sverige.
Ud over begejstringen hos mange danskere over den måde, som vores nuværende dronning udfører sit hverv på, er dette nok én af forklaringerne på den store tilslutning i befolkningen til monarkiet som statsform. Denne ekstra dimension ved monarkiet oplever svenskerne ikke.
3
Når man ser på, hvornår kongerne mistede deres politiske magt, adskiller det danske og det svenske monarki sig også. I Danmark begyndte det med enevældens afskaffelse i 1848. Med Grundloven af 5. juni 1849 måtte kongen overgive den lovgivende magt til det parlament, som nu blev oprettet: Rigsdagen (som indtil 1953 bestod af to kamre: Folketinget og Landstinget). Men fra 1849 til 1901 havde kongen stadig enorm politisk indflydelse. Han kunne enerådigt udpege den regeringsleder og den regering, han havde lyst til, uden at Folketinget blandede sig i hans valg.
Først efter Systemskiftet i 1901, da Christian den 9. gik med til at indføre parlamentarismen og herefter altid udnævne en regering, som et flertal i Folketinget ikke var imod, havde kongen reelt ikke nogen politisk magt tilbage.
I Sverige tog det noget længere tid, inden man nåede så langt. Her blev parlamentarismen først – kortvarigt – indført i 1911 og derpå afskaffet igen i 1914. Helt frem til 1917 kørte man i Sverige videre med et system, hvor kongen selv kunne bestemme, hvem han ville have til at danne regering, uden at parlamentet (Riksdagen) blandede sig i det. Det var Første Verdenskrig, som her spillede ind. Og den spillede ind på både suspenderingen af parlamentarismen i 1914 og dens genindførelse i 1917.
I 1914 var det udbruddet af Første Verdenskrig, som – til trods for at Sverige ikke var med i krigen – blev brugt som anledning til at afskaffe den parlametariske styreform. Kongen og de konservative kredse omkring ham mente, at det i den aktuelle krisesituation var bedst, at majestæten atter fik et stort ord at skulle have sagt med hensyn til, hvilke politikere der skulle regere landet. Da man i 1917 atter indførte parlamentarismen, var det på baggrund af den voldsomme økonomiske og sociale krise, som Sverige på dette tidspunkt var kommet til at befinde sig i på grund af Første Verdenskrig. På grund af manglende vareforsyninger, stigende priser med videre var det på dette tidspunkt ligefrem kommet til hungersnød i dele af den svenske befolkning, specielt blandt arbejderne. Der opstod store sociale uroligheder, og lederen af den konservative embedsmandsregering, som kongen havde udpeget, Hjalmar Hammarskjöld (far til den senere FN-generalsekretær Dag Hammarskjöld), fik i folkemunde ligefrem øgenavnet ”Hungerskjöld”.
Under indtryk af begivenhederne gik kongen – inden det direkte kom til borgerkrig og revolution – med på efter en kort overgangsperiode at genindføre parlamentarismen og udpege en liberal statsminister.
I Danmark oplevede vi få år senere en lignende situtation med Påskekrisen i 1920, hvor Christian den 10. kortvarigt brød med parlamentarismens princip og afskedigede den radikale statsminister Carl Th. Zahle for at indsætte en ”upolitisk” embedsmandsregering. Men mens parlamentarismen i Danmark kun var suspenderet i nogle få dage, var den altså i Sverige afskaffet i flere år.
4
Monarkierne i Danmark og Sverige reagerede meget forskelligt i forbindelse med Anden Verdenskrig. I Sverige, som formelt var neutralt under hele krigen, samarbejdede såvel regeringen som kongen i temmelig vid udstrækning med tyskerne, og man tillod for eksempel tyske tropper og materiel at blive transporteret gennem svensk territorium. Ligesom svensk jernmalm fra Kiruna blev fragtet over land til Narvik i det tyskbesatte Norge, hvorfra det blev udskibet til brug for tysk våbenproduktion.
I de senere år har der været store diskussioner og skriverier om den daværende svenske konge Gustaf 5, den nuværende svenske konges oldefar. Den nyere svenske historieforskning har afsløret, at hans sympati og handlinger til fordel for Nazityskland var større end hidtil antaget, og dette har været med til at bekræfte de relativt mange republikanere, som findes i Sverige, om, at de har ret i deres synspunkt om, at monarkiet burde afskaffes.
5
En sidste væsentlig forskel på det danske og det svenske monarki er, at den svenske konge siden 1974 heller ikke længere har haft nogen formel tilknytning til det politiske system. I Sverige har man ikke noget, der svarer til vores dronningerunder, når der skal dannes en ny regering. Det er ikke kongen, men derimod Riksdagens formand, som partilederne går til og peger på, hvem der bør lede forhandlingerne om dannelsen af en ny regering. Det er heller ikke kongen, men derimod Riksdagens formand, som udpeger den nye statsminster, og Riksdagen stemmer derpå om, hvorvidt de kan godkende vedkommende. Kongen underskriver tilsvarende ikke lovene, sådan som den danske dronning gør.
Grunden til, at det svenske kongedømme på denne måde er anderledes end ikke blot det danske, men også alle andre kongedømmer i Europa, er, at der i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne var en stærk tilslutning til idéen om republik som statsform i Sverige. Ikke mindst inden for det svenske Socialdemokrati, som gennem mange årtier havde været en meget dominerende politisk kraft i Sverige og havde haft statsministerposten uafbrudt siden 1936. I de øverste lag af dette parti stod de republikanske tanker omkring 1970 meget stærkere end i det tilsvarende parti i Danmark.
Da der i de borgerlige partier i Sverige var et udbredt ønske om at bevare monarkiet som statsform, endte det imidlertid i et kompromis, hvor det blev besluttet, at monarkiet skulle bevares, men at kongen skulle fratages al formel politisk magt.
Den svenske konge Carl 16. Gustaf repræsenterer således et anderledes monarki. Et monarki, som på flere punkter adskiller sig markant fra både det danske monarki og monarkierne i det øvrige Europa.
Lars Hovbakke Sørensen er historiker, ph.d. og forfatter til flere historiske værker.