Frankrigs mørke kapitel gemmer på et frygteligt blodbad

Kampen stod mellem revolutionære og konservative, da parisere udråbte deres egen republik i 1871. Men 150 år efter er nedkæmpelsen af Pariserkommunen stadig et mørkt kapitel i Frankrigs historie

Perioden fra den 21. til 28. maj 1871 er i Paris kendt som ”den blodige uge”, hvor Pariserkommunen blev nedkæmpet af hæren efter hårde gadekampe. Barrikaden på fotografiet, der er taget den 18. marts 1871, var opført på Chaussé Ménilmontant i Paris og holdt længe stand imod hæren i den blodige uge. Fotografen overgav senere sit billede til krigsretten, så personerne på det kunne identificeres. – Arkiv
Perioden fra den 21. til 28. maj 1871 er i Paris kendt som ”den blodige uge”, hvor Pariserkommunen blev nedkæmpet af hæren efter hårde gadekampe. Barrikaden på fotografiet, der er taget den 18. marts 1871, var opført på Chaussé Ménilmontant i Paris og holdt længe stand imod hæren i den blodige uge. Fotografen overgav senere sit billede til krigsretten, så personerne på det kunne identificeres. – Arkiv. Foto: Ritzau/Scanpix.

Ser man godt efter på husmurene for foden af Montmartre i Paris, kan man stadig se nogle mørke, stjerneformede pletter. Det er arrene efter nogle af de mest dramatiske dage i byens historie. Skudhuller fra kampene mellem pariserne og præsident Adolphe Thiers og hans hær.

Men de fleste synlige tegn på Pariserkommunen er forsvundet. Væk er barrikaderne, der blokerede gaderne med tonsvis af brosten, der spærrede indgangen til Concordepladsen eller Rue Royale foran Madeleine-kirken. Væk er Tuilerie-paladset ved siden af Louvre, der udbrændte og nu har givet plads til haverne af samme navn.

Også Paris’ rådhus forsvandt i de flammer, der opslugte Pariserkommunen, da oprørerne stak byens vigtigste bygninger i brand, og hæren bombede og stormede byen den 21. maj 1871.

Og de færreste husker, at Sacré Coeur-kirken på toppen af Montmartre blev rejst af sejrherrerne i det, som var en 72 dage lang borgerkrig mellem to forskellige opfattelser af den franske republik: Den sociale republik med selvstyre og arbejderdemokrati mod det borgerlige Frankrigs sociale orden.

150 år senere er historikerne endnu ikke enige om antallet af dødsofre under ”den blodige uge”, da hæren drev oprørerne gennem byen og endte ved Père Lachaise-kirkegården, hvor de sidste blev stillet op mod en mur og henrettet. Den franske historiker Bernard Rougier har vurderet, at 30.000 parisere mistede livet, mens Cambridge-professoren Robert Tombs taler om 7.000 dræbte.

Men uanset antallet blev Pariserkommunen et kollektivt traume, som i vid udstrækning blev forvist til et mørkt hjørne af Frankrigs kollektive bevidsthed, fastslår Claire L’Hoër, historiker og forfatter til en bog om fænomenet.

”Pariserkommunen udgør de sidste efterdønninger efter Den Franske Revolution. Men ingen gik styrket ud af kampen. På venstrefløjen har Pariserkommunen været med til at skabe en skillelinie mellem den reformistiske og den revolutionære venstrefløj, mellem socialister og kommunister. Og højrefløjen gjorde sig skyldig i et frygteligt blodbad, hvor der ikke blev skelnet mellem skyldige og udskyldige, mænd, kvinder, børn og gamle. Længe var Pariserkommunen et tabu, som ikke blev omtalt i skolernes historieundervisning,” siger Claire L’Hoër.

Pariserkommunen opstod i forvirringen efter kejserdømmets fald, da Napoleon den Tredie blev besejret af den prøjsiske hær den 2. september 1870. Den franske kejser blev taget til fange, og den prøjsiske kansler, Otto von Bismarck, krævede en stor krigserstatning og afgivelsen af Alsace og Lorraine. For at få det nye styre til at give efter indledte han den 19. september en over fire måneder lang belejring af Paris og byens to millioner indbyggere.

12.000 bomber regnede ned over pariserne. Hverken fødevarer eller brændsel kom ind i byen. Alt, der kunne spises, blev dræbt og fortæret. Fra elefanterne i zoologisk have til hunde, katte og rotter. Træerne på Champs-Elysées og i parkerne blev fældet. Den 18. januar 1871 blev det nye tyske kejserrige udråbt på Versailles Slottet, og ti dage senere gik den nye, konservative regering ledet af Adolphe Thiers ind på Bismarcks betingelser.

Men pariserne ville ikke slutte fred. Og da Adolphe Thiers den 18. marts sendte hæren mod Paris for at beslaglægge parisernes kanoner, som var blevet opmagasineret på Montmartre, vendte befolkningen og de parisiske nationalgardister sig mod regeringen og udråbte La Commune.

Byen summede af politisk aktivisme og borgermøder, der skulle virkeliggøre ”den sociale republik”. Pariserkommunens centralkomité indførte obligatorisk og gratis skolegang for alle, både piger og drenge, og forbød natarbejde af hensyn til arbejdernes sundhed. Og den indførte sociallove, der skulle bekæmpe fattigdommen, siger Laure Godineau, lektor i historie ved Sorbonne Universitetet i Paris.

”Man traf en mængde beslutninger om helt dagligdags problemer, for eksempel om hjælp til de fattigste, enkerne og de forældreløse børn, som der var mange af. En del af vreden mod regeringen skyldtes dens beslutning om at ophæve de sociale tiltag, som for eksempel huslejestop og løn til nationalgardistere, som var blevet sat i værk under belejringen. Men der var også en repressiv side af Kommunen som for eksempel forfølgelse af politiske modstandere,” siger Laure Godineau.

En af de få danskere, der oplevede Pariserkommunen, var Karen Blixens far, Wilhelm Dinesen. Han fulgte først den fransk-tyske krig og derefter parisernes eksperiment med en blanding af fryd og rædsel over en generøs social utopi, der også flirtede med totalitarismen.

”Butikker, caféer og restauranter var åbne. Varer, også fødevarer kunne man få i samme omfang og til samme pris som sædvanligt. Traf man ind imellem på en barrikade, så gik man af vejen, og det forlangtes ikke engang mere, at man lagde en sten på. Arrestationerne mærkede det store publikum intet til. Den evindelige skyden var man efterhånden blevet så vant til, at man ville have troet, det var galt fat, hvis man ikke hørte den. Gaderne fejedes og oplystes som hidtil, og var der kun få teatre åbne, var der til gengæld andre fornøjelser,” fortæller Wilhelm Dinesen i den lille bog ”Paris under Communen”, som han skrev om sine oplevelser.

Kommunens mest radikale tilhængere deltog også i voldseskaleringen, blandt andet med det dekret, der lovede at henrette tre gidsler for hver kommunard, der blev dræbt af Adolphe Thiers hær.

”Der var en radikal fløj, der påstod, at sejren kun kunne vindes med våben i hånd, mens andre sagde, at nu havde man magten, og den skulle bruges til at få vedtaget gode love og opbygge et nyt samfund. Den radikale fløj vandt med den såkaldte gidselpolitik. I virkeligheden blev kun få gidsler dræbt, men de var især udvalgt blandt præsterne, og det blev katastrofalt for Pariserkommunens eftermæle,” siger Claire L’Hoër.

200 præster og jesuitter blev fængslet som gidsler, deriblandt Paris’ ærkebiskop, som blev skudt sammen med fire andre præster og en politiker under ”den blodige uge”.

Også Notre Dames præst blev dræbt, ligesom 11 præster og jesuitter, der blev holdt som gidsler i rue Haxo, hvor kirken blev omdøbt til Notre-Dame-des-Otages (Gidslernes Notre Dame).

Den 21. maj sendte Adolphe Thiers en 130.000 mand stor hær mod Paris.

Efter Pariserkommunens nederlag den 28. maj blev 36.000 parisiske oprørere dømt ved lynprocesser, og 7.500 mænd og kvinder blev deporteret til tvangsarbejde i Algeriet og Ny Caledonien. Selvom de fik amnesti i 1880 og vendte hjem, var det først i 2016, at de fik æren tilbage og blev officielt rehabiliteret.

Flere af Pariserkommunens sociale tiltag er blevet grundpiller i den moderne franske velfærdsstat. Ti år senere indførte Den Tredie Republik obligatorisk og gratis skolegang, og i 1905 blev stat og kirke adskilt, mere end 30 år efter at pariserne forsøgte det samme.