Der stank af opkast, afføring og urin. Prammens lastrum var fyldt med udsultede kz-fanger med forpinte udtryk i ansigterne. Formand for Røde Kors på Møn Helene Mortensen indså, at der skulle handles omgående, hvis ikke fangerne skulle dø. Først gjaldt det mad og drikke. Nogle af fangerne græd, da de spiste det udleverede rugbrød. Andre slugte maden af frygt for at få stjålet deres første måltid i dagevis.
Det var den 5. maj 1945. Resten af landet fejrede befrielsen fra besættelsesmagten, da en kulpram med 345 fanger fra koncentrationslejren Stutthof i det nuværende Polen drev i land ved Klintholm Havn på Møn. Folk fra modstandsbevægelsen internerede de tyske soldater, der havde trukket prammen fra en slæbebåd, imens civile og lokale ansatte hos Røde Kors dannede en hjælpekomite, som skulle redde fangerne fra sultedøden og fra den dødsensfarlige plettyfus, som havde bredt sig på prammen.
”Den lokale baron, der koordinerede modstandsbevægelsens indsats på havnen, fortalte, at han blev decideret syg af synet, der mødte ham. Helene Mortensen beskrev, at hun skulle tage sig sammen for ikke at bryde sammen, da hun gik rundt på prammen,” fortæller Jesper Clemmensen.
Sammen med Thomas Al-brektsen er han forfatter til ”Skibet fra Helvede – da Anden Verdenskrigs rædsler drev i land på Møn”. De to journalister har skrevet bogen, fordi de mener, at fortællingen ikke har fået nok opmærksomhed i dansk historieskrivning.
”Historien er stærkt forbundet til Danmark – både fordi så mange fanger blev reddet på Møn, men også fordi mange af dem, der overlevede, endte med at leve resten af deres liv i landet. Når begivenheden er gået under radaren, skyldes det måske, at det foregik i de dage, hvor resten af landet var præget af kaos og eufori,” siger Jesper Clemmensen og bemærker, at den lokale læge skriver i sine erindringer, at øboerne i begyndelsen stod alene med redningsaktionen, fordi folk rundt omkring i Danmark havde travlt med at afvæbne tyskerne og fejre befrielsen.
Den smitsomme plettyfus betød, at mange af fangerne måtte isoleres på prammen i de første dage. Derefter blev de kørt til Rigshospitalets epidemiafdeling i København. Resten af fangerne lå fordelt på Stege Sygehus, i et lokalt forsamlingshus og på badehotellet i Klintholm. Russerne og polakkerne hver for sig og med Helene Mortensen som organisator.
”Alle polakkerne kaldte hende ’Mutti’, og de takkede hende personligt bagefter,” siger Jesper Clemmensen og nævner et foto fra en af polakkernes bryllup senere hen, hvor Helene Mortensen står mellem brudeparret.
19 af fangerne døde i dagene efter ankomsten til Møn. Da prammen var trukket fra land i Polen nogle uger forinden, var 600 fanger stuvet sammen i lastrummet. Flere hundrede døde undervejs. Nogle blev skudt, da de forsøgte at flygte, efter den første pram, de blev smidt ned i, forliste ved en tysk ø i Østersøen, mens andre døde af sult og sygdom undervejs. Flere lig blev kastet overbord af de andre fanger.
Mens de allierede overmandede tyskerne fra flere sider i krigens sidste uger, beordrede nazisterne tusindvis af kz-fanger ud på kulpramme via en lomme ved Østersøen, som endnu ikke var overtaget af Den Røde Hær. Blandt historikere hersker der usikkerhed om, hvorfor de gjorde det. Teorierne går på, at fangerne skulle bruges til at forhandle med de allierede eller som arbejdskraft i, hvad der måtte blive tilbage af det nazistiske rige.
Men årsagen til, at den ene pram endte ved Møn, er formentlig ikke, at prammen var ved at synke på grund af en læk, som historien tidligere har lydt. Det forklarer Jesper Clemmensen.
”Ingen vidnesbyrd har fortalt, at prammen var ved at forlise. En af de polske fanger fortalte, at en tysk soldat løj om, at prammen var sprunget læk og fik slæbebåden til at trække dem til Møn. Der var sovjetiske og britiske fly på himlen, og han havde nok indset, at krigen var slut,” siger forfatteren.
Ifølge det polske vidnesbyrd kom den tyske soldat med et frihedsbudskab til fangerne, inden prammen nåede Møns kyst:
”Glem ikke, at jeg forsøgte at redde jer. Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske med mig. Men I er frie.”
Bortset fra en enkelt artikel i Nationaltidende fik redningsaktionen ikke opmærksomhed i den landsdækkende presse på daværende tidspunkt. Til gengæld var den 20-årige journalistelev Gert Munch, som var ansat ved Møns Dagblad, blandt de første til at bevidne rædslerne ved Klintholm Havn, og han skrev en række flammende reportager om resultatet af ondskaben, som han i prammens lastrum havde stirret ind i.
”Efter sådanne år vil hver ny dag rejse atter nye anklager mod dyrene i menneskeham,” skrev han om nazisterne i en af sine reportager.