Det var mildt sagt ikke det boglige, der interesserede Knud Rasmussen, og det nævnes undertiden, at det vist var med nød og næppe, at præstesønnen fra Jakobshavn, det nuværende Ilulissat, fik sin studentereksamen. Knud Rasmussen, der boede i Grønland, til han blev 12 år, var meget mere interesseret i menneskene og i deres historier. Hans mormor var grønlænder, og drengen Knud vidste ikke noget bedre end at sidde og lytte til hendes og de øvrige grønlænderes ældgamle fortællinger.
Men han nøjedes ikke med at lytte. Knud Rasmussen blev selv en dygtig fortæller, som evnede at skildre de samfund, han besøgte, med stor indlevelse. Nogle af de første, der fik en smagsprøve på hans talent, var Kristeligt Dagblads læsere. I sommeren 1900, kort efter at Knud Rasmussen var blevet student, blev han ansat som skribent ved avisen for at dække en rejse til Island og Færøerne, arrangeret af en gruppe studenterforeninger.
Den 23. august 1900 beskriver han ankomsten til Thorshavn på Færøerne og de følgende dages ophold.
”Det var ganske vist et kort besøg på Gandbøgærde (navn usikkert, red.), men det var et af disse besøg, man aldrig glemmer. Mennesker, der bor isolerede og som følge deraf lever et mere indadvendt og stille liv, har en egen inderlig måde at tage mod fremmede på: hvert håndtryk, hvert smil, hvert ord får noget eget usigeligt ved sig, der ligesom knytter (ord usikkert, red.) en fastere til disse mennesker,” skrev den 21-årige Knud Rasmussen.
Han slutter sin skildring fra Færøerne af med en varm hilsen:
”Det korte ophold hos disse enestående gæstfri mennesker blev som et langt broderligt favntag. – Det var os, som havde vi fundet et nyt, et ungt, lille Danmark hinsides oceanet.”
Underskrevet ”Knud Ras”.
Mange år senere fortalte Knud Rasmussen i et interview med Kristeligt Dagblad om, hvor meget det betød for ham at videregive sine oplevelser fra de mange små samfund, som ellers risikerede at blive glemt. Interviewet blev bragt igen ved hans død i 1933.
”…. på alle mine rejser har nedskrivning af sagn og gamle sange været det, der optog mig mest. Det er et materiale, der på en vis måde har bud til os alle; thi således som den primitive, eskimoiske jæger tænker, føler og synger, har sikkert vores egne forfædre i den fjerne stenalder drømt, digtet og fortalt,” siger Knud Rasmussen og forklarer videre:
”Men måske netop den omstændighed, at jeg var født med sproget, bandt mig til de mennesker, til deres liv, deres kampe og glæder, og derom handler alle mine bøger. Nordpolens øde isørkner, der ligger norden for alt levende, har aldrig interesseret mig.”
Interviewet slutter med et spørgsmål til Knud Rasmussen om, hvad han vil ønske for dansk ungdom. Polarforskeren tøver lidt, inden han svarer:
”Arbejd hensynsløst, når du arbejder. Vær overbærende over for andre, men forlang altid det mest mulige af dig selv. Vær ydmyg over for de opgaver, der stilles dig, hvad enten de er store eller små. Husk, at du i den alder, hvor du har lettest ved at lære, lægger grunden for hele din fremtid; men bliv ingen tørvetriller.”