”Der kommer da lidt,” siger min svigermor og ser trøstende på mig.
Vi er ved at tage ”runden”, den lille rundvisning i haven, vi altid tager, når vi er på besøg hos hinanden. Her har man lejlighed til at vise det frem, man er stolt af, korianderskoven for eksempel, og klage over det, der ikke kører – det kunne være spinaten.
Mens min svigermor allerede for to uger siden sendte en kæk sms med et billede af fire fyldte frostposer og teksten: ”Første gang spinat til vinter!”, er der vel i gennemsnit cirka en meter mellem mine planter. Planen var, at der skulle have været en plante for hver 10 centimeter.
”Jeg synes jo ellers, jeg har oppet mig i år,” siger jeg og pointerer, at jeg har nusset helt uhørt meget om mit spinatbed: Luget for ukrudt både før og efter, der blev sået. Lagt frøene i rette sådybde og med rette afstand. Vandet mine rækker ofte og markeret dem med neongul snor, så ingen små eller store fødder skulle finde på at forstyrre groningen.
Men som det ser ud nu, er der ingen fare for, at selv de mest platfodede af os kommer til at jokke i spinaten.
Vi diskuterer, om frøene måske var blevet for gamle, eller om jeg i al min iver er kommet til at luge nogle af de små kimplanter væk. Det sidste nægter jeg hårdnakket.
”Du skal da bare efterså,” siger min svigermor så.
Jeg vidste ikke, hvad det var for en ting, men det viser sig nu, at man faktisk har to skud i bøssen som køkkenhaveejer. Man sår en række frø, og skulle heldet så af uransagelige årsager svigte – så sår man da bare igen. Herregud!
Det føles tilgivende på en måde, man ikke møder så mange steder i livet. Gid man også kunne efteraflevere sine børn, når de græder ved børnehavelågen. Efterbage det rugbrød, der faldt sammen for én. Eller eftertransportere dén termokop kaffe, der valgte at skrue låget af sig selv i éns taske på vej til arbejde.
Jeg fisker posen med spinatfrø op af frøkassen og tjekker datoen. De er ikke for gamle. Og lægger dem i jorden, ét efter ét. Nu er det bare at vente.
I utålmodig trods sender jeg samme aften et billede af fem bittesmå poser med grønt til fryseren til svigermor:
”Koriander til marinade til vinter,” skriver jeg.
Kom ikke hér!
