Tidligere PET-chef: Jeg har oplevet såvel gråd som latter, gru og lettelse

Med hundredvis af foredrag bag sig er forhenværende PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen en af landet mest brugte foredragsholdere. Her fortæller han om spontane udbrud fra publikum og en dybvandsbombe af et foredrag

– Mit bidrag til debatten er et opgør med dommedagsprædikanterne, der har vundet alt for meget indpas i vores frygtkultur herhjemme, siger Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste. –
– Mit bidrag til debatten er et opgør med dommedagsprædikanterne, der har vundet alt for meget indpas i vores frygtkultur herhjemme, siger Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste. –. Foto: Leif Tuxen.

I denne serie taler Kristeligt Dagblad med en række markante danske foredragsholdere, der alle beskæftiger sig med emnerne tro, etik og eksistens.

Hvilket spørgsmål har du haft sværest ved at svare på fra en person, som har overværet et af dine foredrag?

Det er klart, at jeg som tidligere operativ leder i PET har en livsvarig tavshedspligt, og der er visse spørgsmål, om end kun få, som jeg aldrig ville kunne svare på, da de er betroet mig i tilliden til, at jeg kan værne om disse hemmeligheder. Det er hemmeligheder, der som regel drejer sig om beskyttelse af mennesker.

Hvornår har du virkelig kunnet mærke, at et af dine foredrag har gjort en forskel?

Jeg har oplevet såvel gråd som latter, gru og lettelse som tavshed og spontane udbrud under mine foredrag. Jeg er sikker på, at hvis man som jeg har holdt hundredvis af foredrag så fornemmer man instinktiv men meget klart interaktionen mellem publikum og sig selv og ved, hvornår man gør en forskel. Ofte får man efterfølgende direkte tilbagemeldinger, der bekræfter denne følelse.

Hvilket foredrag, som du selv har været til, har gjort størst indtryk på dig?

Det foredrag som har gjort størst indtryk på mig, blev holdt af den nu afdøde forfatter, teolog og TV-vært, Jørgen Thorgaard. Det var i begyndelsen af 1980erne og foredraget blev holdt i Villingerød Kirke og omhandlede spillet mellem Himmel og Helvede, Kosmos og Kaos. For mig var det en ren dybvandsbombe, der både pga. en levende formidling men også de stærke personlige eksempler gav stof til tanken.

Jeg har stadig notaterne fra foredraget, der slutter med: Det er en fejl at du tror, at du har hovedrollen. Først ved anerkendelse af, at det er dine medmennesker der har den, først der igennem får du fornemmelsen af at eksistere, at bestå, at være til!

Andre artikler i serien:
- Lillør: Med alderen har jeg fået sværere ved at forklare, hvorfor jeg tror på Gud
- "Se, det er Lone Hertz - det er frøken Nitouche!"
- Henrik Wivel: Jeg ville gerne have en fuld time med Keith Richards
- Erik Lindsø: Der er store egnsforskelle på måden, vi muntrer os i Danmark
- Destruktion er kreativitet vendt på hovedet
- Peter Dürrfeld: Det inspirerer og forpligter - og gør mig ydmyg
- "Fiaskoen var total, jeg burde holde op med at tage ud at tale"

Hvilket foredrag ville du gerne høre?

Spørgsmålet får mit blik til at vende sig mod reolerne, hvor jeg ser navne som Platon, Aristoteles, Bacon, Descartes, Schopenhauer, Kierkegaard i filosofidelen og i litteraturdelen H. C. Andersen, Henrik Pontoppidan, Isak Dinesen og Thomas Mann, der alle ville være drønspændende at høre foredrag fra, men samtidig navne, der understreger, hvor svært det er at svare på dette spørgsmål.

Har du en anekdote om en sjov, mærkelig, ubehagelig eller overraskende oplevelse, du har haft i forbindelse med et af dine foredrag?

Jeg har oplevet glæden ved, at en mor, som havde mistet sin datter på 16 år ved et drab, som jeg havde efterforsket for mange år tilbage i tiden, mødte op til mit foredrag for at takke for indsatsen og støtten i hendes og ægtemandens sorg.

Jeg har oplevet frustrationerne ved ikke at kunne hjælpe psykisk syge, der mente, at jeg var det sidste håb. Personer der tror på, at en tidligere operativ leder i PET kan klare alt, også deres pinefulde bestrålinger fra fremmede magter.

Jeg har i Trykkefrihedsselskabet oplevet særdeles vrede nedladende og nedvurderende udtalelser om min person og mit professionelle virke.

Jo, så sandelig at foredrage er at leve.

Hans Jørgen Bonnichsen er forhenværende PET-chef, med en lang og imponerende karriere i dansk politi bag sig. Han har været DRs faste terrorekspert, han er kommentator, foredragsholder og forfatter til flere bøger, kronikker og bidrag til antologier. Han har en bachelorgrad i litteraturvidenskab og kunsthistorie og har han specialiseret sig i billedhuggeren Rudolph Tegner og kunstmaleren, ekspressionisten Emil Nolde.

Hans Jørgen Bonnichsen underviser desuden på Folkeuniversitetet i discipliner strækkende sig fra kunsthistorie over efterforskning- til efterretningsarbejdet.


Se Hans Jørgen Bonnichsen foredrag på Foredragslisten.dk