Erindringer fra Helvede på jord er heldigvis fri for højstemt heroisme og jammer-patos

Krigsdagbog fra dansksindet sønderjyde, der led ved fronten under Første Verdenskrig, har højt litterært niveau

Erindringer fra Helvede på jord er heldigvis fri for højstemt heroisme og jammer-patos

Den 12. februar 1916 lå den sønderjyske soldat H.C. Brodersen ved stillingen i Rouvroy. Han var i tysk uniform, for som så mange andre sønderjyder var han blevet indrulleret i den tyske kejsers hær. Den dag hylede granaterne fra det franske artilleri hid og did. Eksplosionerne fik skyttegravene til at skælve og førte til sammenbrud i de forstærkede understande, hvor soldater søgte ly for ilden. Mange blev levende begravet.

Så heftig var ilden den dag, at de, der nu blev begravet, umuligt kunne reddes. De måtte ”blive liggende i skyttegraven, hvor de må prise sig lykkelige, når den næste granat vil gøre en ende på deres lidelser”.

Det var Helvede på jord. Og det var bare én dag af mange, som de er skildret i bogen ”I ildlinjen – H.C. Brodersens krigsdagbog 1914-1919”. Den udkom for nylig på Gads Forlag under redaktion af historikerne Martin Bo Nørregård, Claus Bundgård Christensen og René Rasmussen, der også har forsynet den med forord og efterskrift samt et udførligt noteapparat.

H.C. Brodersen var dansksindet sønderjyde. Han havde været postbud, da han i sommeren 1914 hørte telegrafen tikke det skæbnesvangre budskab ind:

”Mobilmachung!”

Nu blev hverdagen en anden. Endnu var erkendelsen ikke slået igennem. Veteranerne fra den fransk-tyske krig 1870-1871 mente, at hvis blot de unge ville huske gode strømper, skulle det nok gå. Inden jul ville det være forbi.

Snart befandt H.C. Brodersen sig ved fronten i Belgien. Snart blev den tyske offensiv afløst af en stillingskrig, der skulle vare krigen ud. Snart var skyttegraven hjem. Rædslerne hverdag. Når de døde skulle bæres bort, skiltes de ”ad i flere stumper, og ud fra mund, ærmer og støvler fór der i snesevis af rotter, der her havde fundet sig et godt madsted”, beretter Brodersen.

”I ildlinjen” er bestemt ingen hyldest til den krig, Brodersen næsten fik lov at gennemlide i fuld længde. Først i den allersidste fase endte han i fransk fangenskab sammen med de andre dansksindede sønderjyder i Aurillac.

H.C. Brodersens skildring af krig og den forvredne hverdag, krigen skaber mellem slagene, er både gribende og velskrevet. Skildringen er nøgtern og undgår svulstigheder. Den er ligefrem og pakker ikke gruen ind i hverken højstemt heroisme, jammer-patos eller pacifistisk lommefilosofi – hvis man undtager et par enkelte noget konstruerede dialoger.

Det høje litterære niveau hænger sammen med bogens specielle status. Den giver sig ud for at være en dagbog, men er skrevet på afstand af begivenhederne. Det er i virkeligheden erindringslitteratur. Desuden har manuskriptet været under litterær behandling af forfatteren Marcus Lauesen, som, da bogen udkom første gang i 1939, var en af landets mest kendte forfattere – og i øvrigt selv sønderjyde.

2021-udgavens redaktører redegør udførligt for denne sammenhæng, der naturligvis gør Brodersens skildring til en potentielt problematisk kilde. De vurderer alligevel, at den er et ”nærmest idealtypisk eksempel på de krigserfaringer, der gjorde sig gældende for frontsoldaterne i Første Verdenskrig”.

Som sådan rummer ”I ildlinjen” mange væsentlige pointer. Særlig interessant er det at opregne de mange kulturelle eller nationale identiteter, som Brodersen tilskrives og tilskriver sig selv krigen igennem.

I sin opvækst var han dansksindet sønderjyde med tilknytning til det danske foreningsliv i Nordslesvig. I den tyske stats øjne var han tysk rigsborger. Denne modsætning mellem dansk og tysk kender vi til bevidstløshed. Den er væsentlig og bærende for vores fortælling om grænselandet.

Men der er ved nærmere eftersyn flere lag. I skyttegraven bliver skellet vanskeligere at ane. Brodersens følgesvend gennem krigen, Julius, er hjemmetysker. De er fælles om en nordslesvigsk hjemstavnsidentitet og det sønderjyske sprog. Slesvig-Holsten var indlemmet i den tyske delstat Preussen, og da Brodersen under en orlov opholder sig i Sydtyskland, opfattes han derfor som en ”stink-preusser” og derfor fremmed. Ved en enkelt lejlighed viser dette regionale modsætningsforhold sig at rumme så meget konflikt, at han må forflyttes.

Stillet over for amerikanske ”negerregimenter” og farvede soldater fra britiske og franske kolonier er Brodersen først og fremmest en racebevidst, hvid europæer, der opfatter det som en særlig grum fornedrelse at skulle kæmpe mod andet end andre hvide europæere.

I allieret fangenskab fremstår Brodersen først i al forskelsløshed som tysk. Siden kommer han til Aurillac, hvor de dansksindede tyske krigsfanger levede under særligt gunstige forhold. Her bliver hans danskhed indledningsvist draget i tvivl, fordi han er underofficer. Snart identificeres han dog som dansksindet. Hans ven Julius, derimod, sies fra som tysksindet nordslesviger, selvom han da havde mistet troen på fædrelandet. Det var dog det forkerte fædreland, han havde mistet troen på.

Karakteristisk kommer Brodersen ”hjem” to gange efter krigen. Først da de dansksindede sønderjyders ”hjemkomst” blev fejret i Odense. Siden da han vender tilbage til sin konkrete sønderjyske hjemstavn.

Og en sidste krølle på historien: Under Anden Verdenskrig var Brodersen politibetjent i Aabenraa, og her opfattede hans kolleger – typisk med rigsdansk baggrund – ham som en autoritær preussisk type og endog som tyskvenlig.

Nemt var det ikke.