Sport og politik bør man som bekendt ikke blande sammen. Men det kan ofte være svært at undgå. Det har man set nok engang her under OL i Japan, hvor politik på forskellig vis har sneget sig ind ad bagdøren. Derfor bliver forholdet mellem sport og politik lige nu debatteret heftigt i de internationale medier.
For det første har der været debatten, om de olympiske lege overhovedet skulle afholdes midt under en global pandemi. Mange har peget på, at man har valgt at gennemføre legene af økonomiske interesser. Men årsagen kan lige så vel være politisk, som blandt andet Los Angeles Times understreger:
”De Olympiske Lege i Tokyo er tæt på at udvikle sig til et psykologisk og politisk drama. Det meste af debatten i de seneste måneder har fokuseret på de økonomiske konsekvenser af en eventuel aflysning. Ifølge forskellige skøn har Japan brugt mere end 20 milliarder dollars på at forberede legene og står over for et stort underskud. Man har brug for at dække så mange af disse omkostninger som muligt. Men penge er kun en del af udfordringen. De politiske dimensioner er lige så afgørende. Der er politisk valg i Japan inden årets udgang. OL i Tokyo stod til at blive slutstenen for tidligere premierminister Shinzo Abes embedsperiode, men han trådte pludselig tilbage på grund af sygdom sidste år. Det lagde alt politisk pres på hans efterfølger, Yoshihide Suga, en tidligere olympisk cykelrytter. Hvad ville konsekvenserne være for en politiker, der taber legene på sin vagt?”.
De Olympiske Lege handler også om international politisk prestige: ”På det globale plan bød Japan oprindeligt ind på legene i håbet om at opnå et teknologisk udstillingsvindue og for at bevise, at det var kommet sig efter det ødelæggende jordskælv og tsunamien i 2011, forårsaget af et atomkraftværk i Fukushima. ’Det afgørende er det japanske image, den nationale branding,’ som Hirotaka Watanabe, en tidligere diplomat og professor, udtaler. ’Hvis OL vakler, er jeg bange for, at verden ikke vil værdsætte vores indsats.’ Ethvert fejltrin i afviklingen af OL vil blot blive forstærket, hvis den geografiske nabo og politiske rival, Kina, skulle gå hen og afvikle et vellykket vinter-OL i 2022 i Beijing. Det ville være et politisk mareridt for Japan.”
En af legenes første guldmedaljer blev uddelt til iranske Javad Foroughi, der med en militærhilsen triumferede i skydning. ”Hvordan kan en terrorist vinde guld,” spurgte The Guardian dagen efter. Foroughi er nemlig medlem af Irans revolutionsgardes sikkerhedsstyrker (IRGC), den berygtede enhed, som flere lande – deriblandt USA – har kategoriseret som en terrororganisation.
Det satte en kampagne i gang, blandt andet støttet af ”United for Navid”, en støttegruppe for den iranske bryder Navid Afkari, der blev henrettet sidste år, efter at han offentligt havde kritiseret det iranske regime: ”Vi betragter ikke blot tildelingen af en olympisk guldmedalje til den iranske skytte Javad Foroughi som en katastrofe for iransk sport, men også for det internationale samfund, og især for IOC (Den Internationale Olympiske Komité, red.). Foroughi er et nuværende og mangeårigt medlem af en terrororganisation. IRGC har en historie med vold og drab ikke kun på iranske mennesker og demonstranter, men også på uskyldige mennesker i Syrien, Irak og Libanon. Vi opfordrer til en øjeblikkelig undersøgelse af IOC. Indtil en undersøgelse er afsluttet, bør medaljerne suspenderes.”
Kritikken blev også luftet af den koreanske skytte Jin Jong-oh, der som den første havde stillet spørgsmålet, ”hvordan en terrorist kunne vinde guld”. Det førte til et voldsomt iransk politisk pres på Korea, og kort derefter måtte Jong-oh undskylde sig via The Korea Times : ”Jeg undskylder over for Foroughi. Jeg respekterer den olympiske mester. Jeg var ikke forsigtig nok med at tjekke fakta, og jeg burde have været mere hensynsfuld.”
Næppe havde støvet lagt sig, før de internationale mediers opmærksomhed blev rettet mod Belarus. Internationale nyhedsbureauer, deriblandt Reuters, kunne forleden rapportere, at den belarusiske atlet Kristina Timanovskaja var blevet tvunget ud i Tokyos lufthavn for at blive fløjet hjem til Belarus. Timanovskaja havde været så uforsigtig at kritisere den belarusiske trænerstab. Hun nægtede imidlertid at boarde flyet, formentlig af frygt for, hvad der kunne ske hende hjemme i Belarus, hvor præsident Lukasjenko styrer landet med hård hånd. Lukasjenkos søn er præsident for landets olympiske komité. Timanovskaja bad offentligt IOC om at intervenere, hvilket stillede IOC i en vanskelig diplomatisk situation. Timanovskaja har nu fået politisk asyl i Polen og opholder sig på den polske ambassade i Tokyo. Legene fortsætter. Det gør det politiske spil også.
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.