Generalsekretær i Bibelselskabet: Ny oversættelse af Bibelen er ikke politisk. Ordet Israel betyder ikke én ting

Oversættelsen af ordet “Israel" flere steder i "Bibelen 2020" er ikke et politisk, men et kommunikativt valg for at give salmerne den relevans, de fortjener – og kan bære – i en moderne sammenhæng, skriver generalsekretæren for Bibelselskabet

Foto: carsten lundager
Foto: carsten lundager.

Tak til Ole Andersen fra Ordet og Israel den 22. april. Det fortjener et svar.

Hele projektet med den nudanske oversættelse i ”Bibelen 2020” er at oversætte Bibelens tekster til mennesker uden kendskab til bibelsk sprog og kristendom. Det betyder, at oversætterne ikke kan forlade sig på, at læserne ved, hvad der i Bibelen menes med for eksempel ”synd”, som jo i en bibelsk sammenhæng har et langt bredere betydningsregister end en almindelig udbredt forståelse, hvor der alene tænkes sex eller sundhed.

Og på samme måde kan man heller ikke gå ud fra, at læserne ved, hvilket stort betydningslag der ligger i ”Israel”. I Bibelen er det typisk folket – i mange folks hoveder er det typisk landet.

Derfor traf man den beslutning at oversætte Israel med ”det jødiske folk”, jøderne og så videre, da ”Den nye aftale” blev oversat i 2007. Det er altså en gammel historie.

Det valg er der ingen grund til ikke at stå ved, og tidligere overrabbiner Bent Melchior kaldte det i Kristeligt Dagblad den 20. april for ”en god korrektion”. Er det så rigtigt hele vejen igennem?

Ole Andersen peger blandt andet på det sted i Matthæusevangeliet, hvor Josef og Maria efter flugten til Egypten skal tilbage til ”Israels land”, som der står i den autoriserede oversættelse, mens der i ”Bibelen 2020” blot står ”hjem”. Det er også faldet andre for brystet. ”Den nye aftale” er blevet let revideret op til udgivelsen af ”Bibelen 2020”, blandt andet så de gammeltestamentlige citater følger sprogbrugen fra ”Den gamle aftale” – så Noa også i ”Den nye aftale” bygger et skib.

Spørgsmålet om Israel har ikke været rejst i processen, men det er klart, at vi med debatten må se på, om der er steder, hvor ordlyden skal være anderledes, som for eksempel Matthæusevangeliet, kapitel 2, vers 20-21.

Så er der ”Den gamle aftale”, hvor der står ”Israel” eller ”israelitterne” mere end 2000 gange. Ole Andersen hæfter sig så ved, at ”Israel” er udeladt i nogle af Davids salmer. Ja, det er rigtigt – og hvorfor nu det?

Salmerne er andagtslitteratur, det er de også i ”Bibelen 2020”. Martin Luther spørger et sted, hvor man finder finere ord for glæde og dybere ord for sorg, end i Salmernes Bog?

Det er denne eksistentielle dimension, ”Bibelen 2020” gerne vil tydeliggøre: at salmerne også i dag kan læses som stærke og vedkommende eksistentielle tekster.

Det er ikke bare ”de andres” tekster fra ”dengang for længe siden i templet i Jerusalem”. Det grundlæggende valg kan bestemt diskuteres.

Jeg havde tænkt, at vi nok fik kritik fra religionshistorikerne, men den kommer altså fra Ordet og Israel. Og når ”Israel” er udeladt enkelte gange i Salmernes Bog, så er det jo fordi ”Israel” ind i denne eksistentielle oversættelse forekommer at være et lukket kirkeord med en særlig betydning, som man skal være rimeligt bibelkyndig for at kunne afkode.

Ligesom ”synd” oversættes til moderne dansk, så gør ”Israel” det også. Når David i en personlig salme som salme 121 taler om, at ”Israels Gud” bevarer mig, så er det jo ”min Gud” – men ”Israels Gud” kan let misforstås som ”de andres Gud” eller ”kun jødernes Gud”, hvis man ikke ved, hvilket stort betydningsunivers, der ligger i Israel. Hvis vi fastholdt ”han, som bevarer Israel”, som betegnelse for den Gud, der passer på den bedende i salme 121, ville det for mange betyde, at tilsagnet om, at han ”passer på dig”, ikke gjaldt for andre end israelere eller jøder.

For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at der også er steder, hvor oversætterne indføjer et ”Israel” af hensyn til læserne, det gælder for eksempel salme 122: ”Her kommer Israels stammer op, Guds stammer.”

Målet med denne mere eksistentielle oversættelse er at sandsynliggøre, at salmerne også er relevante for den moderne læser, der søger trøst og styrke.

Det er ikke et politisk valg, det er et kommunikativt valg for at give salmerne den relevans, de fortjener – og kan bære – i en moderne sammenhæng. Jeg synes, det er lykkedes, hvilket de mange positive tilbagemeldinger på netop Salmernes Bog tyder på. Den blev udgivet under titlen ”Tak” i 2017.

Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.