I en tidligere version af debatindlægget fremgik det, at formuleringerne ”Som fast inventar på mange af landets musikfestivaler har Tuborg år efter år gjort noget ved musikken.”, og ”Hvert år rammer Tuborg cirka 550.000 mennesker på landets festivaler – hvilken festival skal du med til i år?” var hentet fra Tuborgfondets hjemmeside. Det er ikke korrekt. Formuleringerne er fra tuborg.dk. Kristeligt Dagblad beklager fejlen.
Thomas Vinterbergs film ”Druk” har sat druk på dagsordenen. Hvem kunne have gættet, at en film om druk kunne blive nomineret til et hav af priser og besejre hele verden ved at hjemtage en Oscar? Det handler selvfølgelig om en god filmskaber, som kender sit stof, en manuskriptforfatter, som ved, hvad det handler om, og et hold af skuespillere, som kan og tør bevæge og lege med på en måde, så vi gider se og høre om det.
Det overraskende er, at selve filmen egentlig bare er en klassisk fortælling om det fornøjelige og magiske ved legen med alkohol, at legen kan udvikle sig, og at legen kan få utilsigtede konsekvenser, som måske kan reddes, hvis omgivelserne er med.
Men for andre er der ingen vej tilbage. Fortællingen dukker op hvert halve århundrede og følger de store svingninger i alkoholforbruget. Alligevel er filmen genial. Karaktererne repræsenterer klassiske typer, og deres samspil får flosklerne til at fryse fast på skærmen. Måske skyldes ”Druk”-filmens succes, at instruktøren bevæger sig lige ind i et nationalt tabuområde, som ellers kun er befolket af socialpædagoger og moralister.
Dogmefilmene har gjort det før. Bevæget sig ind på områder, der ikke kan tales om. I filmen ”Festen” viser Vinterberg, hvordan en familie kan leve med en fatal hemmelighed i årevis. I filmen ”Idioterne” undersøger Lars von Trier, hvem der er de virkelige idioter. Med ”Druk”-filmen tænder Vinterberg vores nysgerrighed på alkohol og pirrer til både fascination og selvransagelse.
For alkoholnydelse er blevet en del af dansk kultur. Og dansk alkoholkultur er blevet noget særligt. Vi genkender det fra uendelig mange bøger om Carlsberg-øllet og brygger Jacobsens fortræffeligheder. Historien om folkets gavmilde brygger på dansk og engelsk er fortalt så godt og så mange gange, at den indgår i vores sprog og vores historiske selvforståelse.
En øl bliver til en ”hof”, en krøllet parentes bliver til en ”Tuborg”. Og alle ved, hvilket brand det handler om, når vi taler om ”Vores øl”. Brygger Jacobsen var så god, øllet var så godt, at han gjorde store dele af den danske befolkning afhængige af sit øl – eller drikfældige, som de sagde i brygger Jacobsens storhedstid.
Carlsbergs fremgang skyldes ikke blot Jacobsens dygtighed, men også arbejdernes appetit på øllet. Det skabte baggrunden for den første bølge af populære småskrifter om drankeren, der blev reddet fra alkoholens svøbe ved mødet med sine ”sultne børn”, hjælp fra en ”opofrende hustru” eller ved støtte fra en ”højere magt”. Men sådanne fortællinger hørte hjemme i sociale lag langt uden for Jacobsens kreds. Fortællingerne blev til film.
Den danske radikale afholdsmand Lars Larsen-Ledet var direkte involveret i tilblivelsen af filmen ”Café Paradis”, der blev 1950’ernes drukfilm om drankerens storhed og fald. Rollen som alkoholiseret forretningsmand, der blev spillet af den kendte skuespiller Ib Schønberg, regnes som én af hans bedste præstationer.
Det paradoksale ved dansk alkoholkultur har siden Jacobsens tid været, at vi er gode til at adskille den gode fortælling fra den dårlige fortælling. Hvem vil spille rollen som lyseslukker, når vi kan sælge ”Vores øl” i det halve Rusland, og når Carlsbergfondet og Tuborgfondet gør så meget for lille Danmark. Debatten om alkoholkulturen ender ofte i fastlåste positioner om forsvaret for frihed og glæde på den ene side og skam, moral og restriktioner på den anden.
Men Vinterberg borer sig lige midt ind i den danske alkoholkultur med ”Druk”-filmens indledningsscene med Søløbet, hvor de unge håbefulde studenter løber stafet med Tuborg-kasser, bliver seje og brækker sig på kommando. Øl er godt, for godt til at være sandt. Den internationale titel ”Another round” – på dansk: en ny omgang – refererer til, at historien gentager sig. Her står vi med det ubærlige og uløselige dilemma, om og i så fald hvordan man kan bryde cirklen, så man ikke ender samme sted igen.
Filmen kan opfattes som en klar replik til Tuborgfondets satsning på de unge. Ser man på tuborg.dk, kan man se, at det er bevidst politik. ”Som fast inventar på mange af landets musikfestivaler har Tuborg år efter år gjort noget ved musikken.” Og hjemmesiden fortsætter: ”Hvert år rammer Tuborg cirka 550.000 mennesker på landets festivaler – hvilken festival skal du med til i år?”.
Det er ikke ulovligt at reklamere for øl, blot markedsføringen ikke rettes mod unge under 18 år. Men alkoholindustrien har med Alkoholreklamenævnet indgået en aftale om regulering og markedsføring af produkterne. Heri hedder det blandt andet i paragraf 3: ”Markedsføring af alkohol må ikke opfordre til et stort eller umådeholdent forbrug”, ligesom markedsføringen ikke må fremstille afholdenhed eller moderat forbrug på en nedsættende måde. Senest i juli 2020 besluttede nævnet, at der ikke måtte reklameres for alkohol på uddannelsessteder eller markedsføres events, hvor elever på ungdomsuddannelser nævnes sammen med alkoholmarkedsføring.
Carlsberg-bryggerierne behøver ikke reklamere for øllet – ud over den prestige og legitimitet af brandet, som skabes gennem Carlsbergfondet. Men Tuborgfondet, som ejes af Carlsbergfondet og årligt modtager 13 procent af Carlsbergfondets almennyttige skattefri bevillinger, satser stærkt på at gøre indtryk på ungdommen. Ikke at Tuborg ensidigt støtter Tuborg-festivaler. På Tuborgfondets hjemmeside kan vi se, at fondet har hele fire uangribelige indsatsområder: ”Arbejdsmarked – fra ungdomsliv til arbejdsliv”, ”Entreprenørskab – rum for grønne idéer”, ”Demokrati – næste generations stemme og deltagelse” og ”Kreative Erhverv – vækstlag i rytmisk musik”. Selvom satsningerne er sidestillet, er det Tuborgs kobling til musikfestivalerne, der har vundet størst respons blandt de unge.
I den velmenende sammenhæng bliver også den særlige øl Tuborg Fine Festival en ganske raffineret mærkevare. Hvem kan have noget imod, at der skabes økonomiske rammer for ungdommens musik, dans, samvær, hygge – og øl? Vi ved, at druk opfylder en gammel og vigtig funktion som overgangsrite efter vinteren, efter eksamen, efter barndommen – eller efter coronanedlukningen.
Men det er kendt, at med overgangsriten iscenesættes også tilstanden efter overgangen – en ny standard for samværet. Tuborgfondet har næppe noget imod ølsalg, og de udøvende musikere og musikfestivalerne er afhængige af økonomiske støtte – fra Tuborgfondet. Det er en win-win-situation. Bryggerierne satser på de fremtidige kunder og en ny omgang. Ellers gjorde de det vel ikke? Den, der betaler musikken, bestemmer over legen.
Sidsel Eriksen, lektor, ph.d., Københavns Universitet.