Teolog: Begrebet ”transkøn” bygger på en skadelig illusion

Transkønnede børn bliver aldrig et andet køn end det, de er født med. Derfor skal vi kæmpe for at skabe den klarhed, der gør det muligt at slutte fred med sit køn, skriver Søren Stidsen

Man løser ikke noget ved at lade oplevet køn trumfe biologisk køn. Derved forstærker man blot det samlede problem i forsøget på at hjælpe den enkelte, skriver teolog Søren Stidsen
Man løser ikke noget ved at lade oplevet køn trumfe biologisk køn. Derved forstærker man blot det samlede problem i forsøget på at hjælpe den enkelte, skriver teolog Søren Stidsen . Foto: Ritzau Scanpix/Iris/Modelfoto.

Her i avisen den 8. juni skriver skriver Marie Elisabet Lind-Thomsen, som er er forperson for FSTB – Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn – et debatindlæg. Hun skriver, at der er brug for mere og bedre støtte til transkønnede børn, og hun beskriver, hvor svært det er at vokse op med en krop, der udvikler sig til noget, man ikke kan identificere sig med.

Lad mig her til at begynde med understrege, at jeg forstår lidelsen og er enig i, at disse børn og unge skal have den bedst mulige støtte og hjælp.

Når det er sagt, er jeg stærkt uenig med Marie Elisabet Lind-Thomsen om, hvordan de skal støttes, og her tillader jeg mig en præcisering. At være transkønnet handler ikke om, at man ikke opfatter sig som det køn, man fik tildelt ved fødslen, som hun formulerer det. Dette kaldes kønsdysfori. Transkønnet betyder, at man er et andet køn, end man biologisk set er født som. Ja, det er en strid om ord, men ord er vigtige, fordi de bærer betydning, og det er min påstand, at selve begrebet transkøn er en skadelig illusion.

I min barndom sang Krumme: ”Man er, som man er, og det er godt nok.” Det er den støtte, vi først og fremmest skal give børn med kønsdysfori, for de bliver i virkeligheden aldrig et andet køn end det, de er født med. Køn er et givet vilkår, men det er ikke altafgørende. Derfor skal vi kæmpe for at skabe den klarhed, der gør det muligt at slutte fred med sit køn. Den klarhed kommer først, når vi stopper med at blande ting sammen, samtidig med at vi insisterer på, at de ikke har noget med hinanden at gøre, for det er en sikker vej til kaos.

På engelsk skelner man mellem sex (biologisk køn) og gender (psykologisk og socialt køn). Den skelnen er udsprunget af, at man har forstået, at de ting ikke er det samme. Vores biologiske køn giver os ikke en bestemt psykologi, selvom der faktisk er markante generelle psykologiske forskelle på mænd og kvinder. Psykologisk set ligger mænd og kvinder på hver sin ende af et spektrum, men med et stort overlap.

Et hold psykologer offentliggjorde sidste år en undersøgelse i Journal of Personality, hvor de viser, at de på baggrund af en almindeligt brugt personlighedstest med 85 procent nøjagtighed kan afgøre en persons biologiske køn. Samtidig betyder dette, at 15 procent placeres forkert. For de fleste er det uproblematisk. De ligger tæt på midten og trives fint, men det er rimeligt at tro, at det er blandt disse 15 procent, vi finder mennesker med kønsdysfori.

I denne sammenhæng er det derfor de 15 procent, der er interessante. De viser tydeligt, at sex og gender ikke er det samme, og derfor er vi nødt til at finde andre måder at tale om dem på. Tanken om transkøn bygger netop på den illusion, at de to skal bringes i overensstemmelse. Det har man allerede forsøgt i århundreder med fastlåste kønsroller og masser af lidelse til følge, fordi psykologien ikke kunne tvinges på plads. Nu forsøger man at bringe biologien i overensstemmelse med psykologien, og den kamp er præcis lige så forfejlet, for man sammenblander igen tingene.

Dette er tankerne bag et borgerforslag, jeg har stillet, og som har to hovedpunkter. For det første, at staten skal holde sig til at registrere medfødt biologisk køn, og for det andet, at interkønnede og personer med kønsdysfori skal have bedst mulig støtte.

Den støtte giver vi bedst ved at adskille tingene og tale om køn som noget biologisk, der ikke definerer, hvem vi skal være psykologisk og socialt, og derfor skal vi også opgive det engelske gender, fordi det i praksis siger, at der er rigtige og forkerte måder at være mand og kvinde på.

Det bliver ikke nemt, og fordi mænd og kvinder generelt er forskellige, slipper vi aldrig af med kønsdysfori. Det er bare ikke løsningen at lade oplevet køn trumfe biologisk køn. Derved forstærker man blot det samlede problem i forsøget på at hjælpe den enkelte.

Søren Stidsen er cand.theol.