Stridens kors i Polen er blevet fjernet efter omfattende debat

Siden april har dette kors foran præsidentpaladset i Warszawa været det mest debatterede politiske emne i Polen. I torsdags blev korset fjernet. --
Siden april har dette kors foran præsidentpaladset i Warszawa været det mest debatterede politiske emne i Polen. I torsdags blev korset fjernet. --. Foto: Wojtek RadwanskiAFP.

I torsdags lidt før klokken otte fjernede sikkerhedsfolk et sort trækors, som siden april har stået foran præsidentpaladset i Polens hovedstad, Warszawa. Om de dermed også fjernede diskussionen om korset, som det seneste halve år har været det altdominerende emne i den politiske debat i landet, er uvist.

Det specielle og stærkt omstridt kors har stået lige foran præsidentpaladset uden for det imposante smedejernsgitter, bag hvilket rytterstatuen af fyrst Poniatowski knejser. Den er fra mester Thorvaldsens hånd.

Korset skulle minde om præsident Lech Kaczynski, der omkom ved flyulykken den 10. april i år ved den vestrussiske by Smolensk sammen med sin kone og 94 spidser fra det polske militær, statsforvaltning, gejstlighed og parlament.

Problemet med korset har været, at det var ulovligt. For det første er det ikke tilladt at rejse mindesmærker uden bystyrets tilladelse. For det andet er området et fredet arkitekturensemble, der ikke må ændres ved. De argumenter er imidlertid ikke bidt på den aktivistiske kreds af Kaczynski-fans. De tilhører den rabiate nationalkatolske bevægelse, som tvillingerne Kaczynski har gjort til deres politiske bagland.

Det er også denne fløj med den overlevende tvilling Jaroslaw Kaczynski, der fik gennemtrumfet den omkomne præsidents begravelse i katedralen på Wawel i Krakow, hvor ellers kun Polens konger hviler samt manden, der genoprettede den polske stat efter Første Verdenskrig.

Præsidentens tragiske død blev til maksimum udnyttet under den nylige valgkamp om posten som hans efterfølger, hvor Jaroslaw Kaczynski stillede op og tabte snævert til den borgerligt-liberale og bestemt ikke fanatisk katolske Bronislaw Komorowski. Det var altså et mislykket træk trods opbakning fra dele af den magtfulde katolske kirke, som tvillingerne har dyrket og behaget.

Der var udsigt til, at der skulle åbne sig en ny kampplads. Til efteråret er der valg til parlamentet, Sejm, og her aktiveres den afdøde præsident igen. Korset skulle være et samlingsmærke i kampen mod det borgerligt-liberale PO, Borgerplatformen, som nu beklæder posterne både som præsident og ministerpræsident. Over for den står tvillingernes politiske skabning PiS, Ret og Retfærd, der nærmest ser valget som sin sidste chance for at generobre magten efter både at have tabt regeringsmagten og nu også præsidentposten.

Myndighederne – Warszawas bystyre og regeringen – har hele tiden klart tilkendegivet, at korset var sat ulovligt op og skulle fjernes, men de har indtil i torsdags intet gjort for at få deres vilje igennem. Korset er blevet bevogtet døgnet rundt af katolske stødtropper, og politiet har holdt sig på lang afstand.

Myndighedernes tøven kan have flere forklaringer. For det første er både præsident Komorowski og ministerpræsident Donald Tusk fredeligt anlagt og søger ingen konfrontation. Nok så tungtvejende er dog formentlig det kommende parlamentsvalg, hvor en konfrontation ville være gefundenes fressen for Jaroslaw Kaczynski, hvis aggressivitet ingen grænser kender, og som kun angler efter sammenstød, selvom han i præsidentvalgkampens sidste fase forsøgte at vise sig som en velovervejet og sindig statsmand for at appellere til midtervælgerne. Der var ikke mange iagttagere, der troede på det, og nu er han vendt tilbage til sit gamle jeg, for hvem splid og strid er al politiks væsen.

Efter at korset blev fjernet torsdag morgen, er det blevet anbragt i et kapel, som er en del af præsidentpaladset. Den katolske kirke i hovedstaden hilser ifølge nyhedsbureauet Reuters flytningen af korset velkommen og tilføjer, at det er planen, at de efterladte efter ofrene for flyulykken vil tage korset med til ulykkesstedet i Rusland, før det anbringes i en af Warszawas kirker.

Ministerpræsident Donald Tusk er også godt tilfreds med udgangen på korsstriden:

"Det var en god beslutning, og jeg tror, den var ventet af befolkningen i Polen og i Warszawa. Bedre sent end aldrig," siger han til Reuters.

Selvom beslutningen måske var ventet, bliver den ikke accepteret af alle. For eksempel siger Dariusz Wernicki, som er leder af gruppen, som har holdt vagt ved korset:

"Flytningen er en ignorering af folkets røst. Tusindvis af mennesker har været samlet for at bede ved dette kors. Myndighederne har ikke ret til at fjerne og gemme korset."

debat@k.dk