Sognepræst: Drop fidusstillinger med smarte navne

Man kan kun håbe på, at fornuften råder i Aalborg Stift, og at man her tør vælge en biskop, der sætter faget teologi i centrum

Sognepræst: Drop fidusstillinger med smarte navne

Det har været særdeles velgørende at høre bispekandidat Thomas Reinholdt Rasmussen tale om, at biskopperne generelt bør tale mere teologi og dermed også indirekte inspirere stifternes præster til at gøre det samme.

Lige så demotiverende har det været at læse den nye Helsingør-biskop Peter Birchs snak om, at det ”ikke vil klæde folkekirken at melde sig ud af samfundet”. Hvad i alverden mener han med det? De fleste seriøse præster bestræber sig da netop på at være en del af det lokalsamfund, hvor præcis de virker. Det er vi gennem det daglige rugbrødspræstearbejde, og bliver vi længe nok, finder vi også ud af, hvordan vi på den ene eller anden måde kan gøre os både hørt og set gennem vores daglige arbejde rundtom i landets kommuner og sogne.

Det er imidlertid ikke nok for Peter Birch og andre overivrige provster og biskopper. Der skal skabes specialstillinger som eksempelvis det seneste nye modebegreb ”samskabelseskonsulenter”. Trist, at en teologisk konsulent i netop Helsingør Stift måtte lade livet til fordel for en såkaldt samskabelseskonsulent. Mage til næsten latterlig, udansk og umusikalsk stillingsbetegnelse! Når man samtidig har in mente, at midlerne til sådanne konsulenter efter al sandsynlighed fratrækkes de almindelige præstestillinger, så vi må løbe ekstra hurtigt i vores i forvejen tit overbelastede stillinger, ja, så er det ekstra provokerende.

Man kan kun håbe på, at fornuften råder i Aalborg Stift, og at man her tør vælge en biskop, der sætter faget teologi i centrum. Det burde samtlige biskopper opgradere, for det er netop derfra, vi præster også henter vores næring til arbejdet og gør os kompetente og duelige. Det er bestemt ikke via nye smarte stillinger, som vi sagtens selv kan dække lokalt, hvis blot vi får det arbejdsmæssige og faglige råderum til det.

Så stop dog med alle de særpræsteordninger, ikke mindst ”samskabelseskonsulenter”, og lad os selv klare paragrafferne i vore egne sogne.

Anette Jensen er sognepræst i Løjt-Genner.