Psykiater: Vi bør blive bedre til at bedømme os selv realistisk

Jo mere vi er knyttet til andre, jo sværere er det at se deres egenskaber tydeligt. Og den person, vi er mest forbundet til, og som det er sværest at skildre, er én selv. Men det er afgørende, at vi har en fornemmelse af, hvad vi er gode eller dårlige til, skriver kronikør

Det voksne menneskes selvopfattelse er baseret på en bund af grænseløs selvglæde, som livet senere modificerer og afstemmer med virkeligheden. - Foto: Taylor Smith/Unsplash
Det voksne menneskes selvopfattelse er baseret på en bund af grænseløs selvglæde, som livet senere modificerer og afstemmer med virkeligheden. - Foto: Taylor Smith/Unsplash.

Vi fælder domme over hinanden. ”Han er god til sit arbejde. Hun er ikke egnet som mor.” Vi leverer nogenlunde nøgterne beskrivelser af mennesker, som ikke er en del af vores familie eller nære omgangskreds. Som regel føler vi os sikre i vores vurdering, når vi ikke er følelsesmæssigt involveret i dem, vi bedømmer. Det er vanskeligere at portrættere dem, vi er tætte på, såsom ægtefælle og egne børn. Jo mere vi er knyttet til andre, jo sværere er det at se deres egenskaber tydeligt. Og den person, vi er mest forbundet til, og som det er sværest at skildre, er én selv.

Til trods for dette er det afgørende, at vi har en fornemmelse af, hvad vi er gode eller dårlige til, fordi det hjælper os til at placere os i en passende position i forhold til andre og til at indgå i et frugtbart samspil med dem, vi er omgivet af. Vi er således fanget i et uløseligt dilemma, der handler om, at vi er mere eller mindre uegnede til en færdighed, som det er væsentligt at have.

Der findes to årsager til at vi har svært ved at bedømme os selv: 1) afstandsproblemer og 2) barndomsoplevelser.

Såfremt man vurderer et eller andet fænomen, er det uomgængeligt, at man ser sagen fra mange forskellige vinkler, og at man skiftevis placerer sig tæt på og væk fra det, der beskues. Sætter man sig for at vurdere sig selv, kan man ikke honorere afstandskravet, fordi iagttageren ikke kan fjerne sig fra det, der skal iagttages. Man er inhabil, fordi man ikke kan træde to skridt tilbage fra sig selv. Det er som at betragte et maleri: Står man for tæt ved lærredet, får man ikke helheden med og er derfor ude af stand til at tage stilling til værket.

De fleste forældre stiller sig spørgsmålet: ”Har jeg været en god forælder?”. Og de færreste kan svare med sikkerhed: ”Ja, det har jeg.” Tvivl blander sig med ønsketænkning og forstyrrer tilbageblikket og forplumrer svaret. Det er en umulig opgave at bedømme sin egen forældreevne. Man er for tæt på. For at komme problematikken nærmere kan man spørge sine voksne børn. Men uanset hvad svar man får, bliver man efterladt med tvivl, fordi man ikke kan vide, om børnene fortæller hele sandheden, eftersom børn somme tider kan være meget høflige over for deres forældre og til andre tider meget bebrejdende.

I de første leveår oplever et barn sin mors beundrende blik. Det tager hendes glæde til sig og gør den til sin egen: ”Mor beundrer mig, altså må jeg være beundringsværdig.” Det hører til barnets første oplevelser at være begejstret for sig selv. En lille ”verdensmester” er født.

Det voksne menneskes selvopfattelse er baseret på en bund af grænseløs selvglæde, som livet senere modificerer og afstemmer med virkeligheden. Når barnet vokser til, finder det gradvist ud af, at det ikke er helt så fantastisk, som det oprindeligt troede. Realiteterne og samværet med andre sætter ind med en nådesløs korrektion.

Korrektionen bliver imidlertid tit ufuldstændig, fordi barnets selvopfattelse formes af samspillet med forældrene. Det er alment kendt, at vanrøgt, ydmygelser og mobning i barndommen fører til lav selvfølelse i voksenlivet. Men det er mindre kendt, at for megen virak omkring et barn kan gøre ligeså megen skade. Bliver man overdrevent idealiseret og feteret, bliver man ikke set som den, man er. Man bliver set som den, forældrene gerne vil, at man skal være.

Ligger det i luften, at man er fantastisk, lærer man at skulle præstere, fordi man bliver udstyret med idealer, som det er vigtigt at leve op. Barnet stoler på forældrenes vurdering og begynder at føle sig mere værd end andre børn, hvilket er med til at lægge fundamentet til en urealistisk selvfølelse i voksenlivet. Den selvglæde, som alle småbørn oprindeligt er præget af, bliver ikke modereret. Tværtimod. Den får en saltvandsindsprøjtning. At blive tilskrevet enestående evner kan være et åg, fordi man nødig vil skuffe hverken sig selv eller familien. I forsøg på at bibringe barnet selvtillid kommer forældre ind i mellem til at skyde over målet, når de pointerer: ”Du er exceptionel.” Præstationsangst hos unge, som føler sig styret af egne og andres forventninger, kan hænge sammen med, at overskriften over barndommen i for høj grad var: ”Du er mere talentfuld end andre børn.”

Hvis man som barn har været vant til at blive bedømt for det, man udfører, ligger det lige for, at man i sit voksne liv lægger vægt på at være dygtig for at opnå anerkendelse, fordi man tidligt har erfaret: Jeg bliver ikke elsket som den, jeg er; jeg må gå efter det næstbedste, som er beundring. Man bliver fokuseret på sine egne præstationer og kan i sin stræben efter at føle sig kompetent blive bekræftet i, at man er bedre end andre. Selvbedrag bliver en uomgængelig følgesvend, og eventuelle fejl og fiaskoer bliver nedtonet eller overset, fordi den efterfølgende mindreværdsfølelse kan være smertefuld at bære efter devisen: Er jeg ikke en succes, er jeg ingenting.

Livet bliver en kamp for at imponere og for at opnå beundring. Og har man momentum, er det nærliggende at optræde med en værdighed og overdreven sikkerhed, der svarer til den betydningsfuldhed, man ønsker at blive set med af andre. Fra dette punkt indtræder en stigende selvovervurdering, hvor man beruses af sin egen fremgang samtidig med, at man mister selvkritik. Man tror sig beundret og ser ikke, at man bliver latterliggjort af andre, som udefra i en passende afstand kan se, at man har urealistiske høje tanker om sig selv.

I den anden ende af skalaen optræder mennesker, der ikke er i stand til at værdsætte sig selv på en måde, der svarer til virkeligheden. De har siden barndommen følt sig ringere end andre, fordi hverken deres væsen eller deres handlinger er blevet tilstrækkeligt værdsat, og på grund af mindreværdsfølelse tvivler de på, at de vil være i stand til at klare sig i kapløbet med deres medmennesker, som de nærer overdreven respekt for. De er ofte vedvarende præget af nederlagsstemning og overser deres egen betydning. De undervurderer deres kvaliteter og sidder fast i en tidlig vakt fornemmelse af, at det er de andre, der er dygtige. Denne følelse kan de ikke ryste af sig, selvom deres resultater ofte viser, at de sagtens kan måle sig med andre.

Mennesker, der sætter sig selv lavt, kan have svært ved at stole på, at andre synes, at de er gode nok, uanset hvor ofte det bliver sagt. De er ude af stand til at tage ros og anerkendelse ind, fordi det strider mod det selvbillede, de tidligt blev udstyret med: ” Det kan ikke passe; de siger, det bare for at opmuntre mig.” De har mistet evnen til at bedømme sig selv realistisk.

Fordi afstanden til én selv er kort, og fordi ingen får fuldstændigt optimale vilkår i sin opvækst, forekommer forvrængede selvbilleder i varierende omfang hos alle. Hvor klog, smuk og hensynsfuld er jeg? Den værdi, vi tillægger os selv, svarer ikke altid til den værdi, vi bliver tillagt af andre.

Tidligere blev børn holdt ”nede”, nu bliver de holdt ”oppe”. Begge dele er lige slemt. En middelvej mellem neglekt og overinvolvering kunne være passende. Det er vigtigere at blive elsket for den, man er, end for det, man gør. Det er bedst, at børn selv erfarer, hvad de kan og ikke kan uden på forhånd at få at vide, at de er geniale eller uduelige.

Succeser er vigtige, men fiaskoer er ligeså vigtige, fordi de korrigerer overdreven og urealistisk selvopfattelse.

Det er sundt at løbe ind i sejre og nederlag uden mere indblanding og overvågning fra forældrene end højst nødvendigt, og det er gavnligt at leve et børneliv på egne vilkår. Herved vil de som voksne have forbedret chancerne for at løse den ”umulige” opgave: at bedømme sig selv realistisk.