Politiken svarer på kritik: Vores fokus er magtmisbrug i sag om Pigekoret

25 tidligere medlemmer af DR Pigekoret kritiserer Politiken for en ensidig dækning af forholdene i koret. Men kritisk, undersøgende journalistik handler om at afdække ledelsessvigt og magtmisbrug, skriver avisens kulturredaktør

De 12 tidligere pigekorsangere, der står frem med navn i Politiken, kan fortælle om konkrete oplevelser, der relaterer sig til en seksualiseret kultur i DR Pigekoret, skriver Mette Davidsen-Nielsen.
De 12 tidligere pigekorsangere, der står frem med navn i Politiken, kan fortælle om konkrete oplevelser, der relaterer sig til en seksualiseret kultur i DR Pigekoret, skriver Mette Davidsen-Nielsen. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix og Martin Rosenauer/Ritzau Scanpix.

Mange medlemmer af DR Pigekoret havde gode oplevelser under Michael Bojesens ledelse, som det fremgår af et indlæg i Kristeligt Dagblad den 9. juni fra flere tidligere medlemmer af DR Pigekoret. Politiken konstaterer derfor i begyndelsen af hovedartiklen om forholdene i DR Pigekoret, at nogle sangere i DR Pigekoret udelukkende har en positiv erindring om ungdomsårene i DR.

Men kritisk, undersøgende journalistik handler om at afdække ledelsessvigt og magtmisbrug. I dette tilfælde fandt ledelsessvigtet sted inden for murene i Danmarks største og offentligt finansierede mediearbejdsplads. Ofrene var mindreårige,som indgik i en meget ulige magtrelation. Efter en henvendelse fra en tidligere pigekorsanger i DR besluttede Politiken at undersøge forholdene. Vi har været i kontakt med omkring 40 tidligere sangere og et antal personer med tilknytning til koret i perioden 2001 til 2010.

De 12 tidligere pigekorsangere, der står frem med navn i Politiken, kan fortælle om konkrete oplevelser, der relaterer sig til en seksualiseret kultur i DR Pigekoret. Vi dokumenterer, at mindreårige pigers forsøg på at sige fra over for ledelsen blev undertrykt eller afvist.

Det er disse hidtil ufortalte og potentielt ulovlige forhold i det kendte og beundrede pigekor, Politikens afdækning koncentrerer sig om.

Politikens journalister havde ikke dannet en mening på forhånd, men tværtimod interviewet et stort antal kilder for at undersøge, om anklagerne passede, og derfor naturligvis koncentreret spørgsmålene om dette.

Når vores journalister kontaktede et større antal kilder omkring DR Pigekoret, var det blandt andet for at få en klarere fornemmelse af, hvor stort problemet var.