Lektor og debattør: Det er en stor skuffelse, at Kristeligt Dagblad er hoppet med på MeToo-vognen

Ingen kan vide, hvad der reelt er foregået i krænkelsessager, før det er blevet undersøgt uvildigt af de dertil indrettede instanser i systemet. Indtil da er den anklagede faktisk uskyldig

Kristeligt Dagblad er, når det handler om MeToo-sager, på vej ud på et virkelig farligt skråplan, skriver lektor og debattør Marianne Stidsen.
Kristeligt Dagblad er, når det handler om MeToo-sager, på vej ud på et virkelig farligt skråplan, skriver lektor og debattør Marianne Stidsen. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

I sin lederartikel forleden ikke alene forsvarer, men ligefrem anbefaler Kristeligt Dagblad, at man i offentligheden taler højt om de nærmest viralt omsiggribende krænkelsessager inden for forskellige områder. Det gør lederskribenten blandt andet på baggrund af den seneste sag inden for kirkekredse, hvor avisen selv var ude at navngive en præst, der er anklaget af en række kvinder for seksuelle krænkelser, der angiveligt ikke hører hjemme under straffelovens paragraffer, men snarere under adfærds- og morallovenes uskrevne domæne.

Jeg har selv i den forgangne uge medvirket i et interview i Kristeligt Dagblad om den såkaldte Flemming Pless-sag, hvor fem kvinder har fremført forskellige anklager mod præsten, som foreløbig har ført til, at han er blevet midlertidigt suspenderet. Jeg vil gerne gentage nogle af de advarsler, jeg kom med, fordi jeg synes, at Kristeligt Dagblad med sin nye Politiken-agtige strategi – sådan opfatter jeg det i hvert fald – når det handler om sager af denne karakter, også populært kaldet MeToo-sager, er på vej ud på et virkelig farligt skråplan.

Man skal bide mærke i, hvad lederskribenten skriver til sidst i sin redaktionelle kommentar, nemlig at ”noget er i bevægelse. MeToo-bølgen har flyttet opmærksomheden fra krænker til krænket”.

Der er to ting at notere sig. For det første, at præmissen for udsagnet ikke er i overensstemmelse med de retsprincipper, vi normalt bygger på og har bygget på i den vestlige verden igennem vores lange civilisations historie. For det her handler jo ikke om at tage parti for – eller have særlig opmærksomhed på – hverken den ene eller den anden part. Lige så lidt vi skal have særlig opmærksomhed på den angivelige krænker, skal vi have opmærksomhed på eller tage parti for den angiveligt krænkede.

Artiklen fortsætter under annoncen

Netop ”angiveligt”, for det er jo sagens kerne. Ingen kan vide, hvad der reelt er foregået, før det er blevet undersøgt uvildigt, formelt og objektivt af de dertil indrettede instanser i systemet. Indtil da er den anklagede faktisk, sådan lyder et nagelfast grundprincip i vores retssamfund, uskyldig, og bør derfor hverken dømmes af de juridiske domstole eller i mediernes folkedomstole. Hvilket er det, der sker her.

Den anden ting, som skal noteres, er, at den første del af lederskribentens formulering, ”noget er i bevægelse”, er en uhyggeligt farlig tankegang at bevæge sig ud i.

Den kan filosofisk set spores tilbage til Hegel, Kierkegaards værste arvefjende, som mente, at om ikke alt, så da i hvert fald det meste, kunne forsvares, hvis blot det tjente historiens fremdrift. At henvise til, at ”noget er i bevægelse”, som legitimerende begrundelse for, at man selv sætter sig på toget og kører med, for ellers bliver man jo – ved vi – nemt efterladt tilbage på perronen, er blevet brugt som argument for at begå de værste, mest inhumane forbrydelser i nyere historie. Ingen nævnt, ingen glemt.

Det, man i stedet skulle gøre, er – med Kierkegaard og Kant – at spørge til, om det er nogle principper, man kan og vil forsvare. Uanset hvilken vej tidsåndstoget så buldrer lige her og nu. Hvis ikke, må man finde en anden og bedre måde at sælge sine aviser på.

Det er, synes jeg, helt utrolig skuffende at se Kristeligt Dagblad forfalde til at ride med på den syge tidsånd, der er godt på vej til at smadre vores samfund. En avis, som netop har kunnet bryste sig af at have holdt den humanistisk-etiske og civilisatoriske fane højt gennem de værste bølgegange i de seneste tre års MeToo- og krænkelsesdebatter – herunder den identitetspolitiske debat.

At det sker på et tidspunkt, hvor der faktisk er tegn i sol, måne og stjerne på, at det kulturskred, social justice -bevægelsen har forårsaget i de moderne liberale demokratier, er på vej til at svækkes, blandt andet takket være tiltag som det aftalepapir, et stort flertal i Folketinget for nylig vedtog til imødegåelse af disse tendenser på universiteterne, er kun desto mere begrædeligt.

Marianne Stidsen er forfatter, lektor og debattør.